Kan bruge tiden som lærer
Kasper har haft god brug af sin læreruddannelse både under uddannelsen og i arbejdet som officer. ”Dels er den almindelige studietræning en hjælp – at man er vant til at studere, planlægge sin tid og skrive opgaver og rapporter. Men under arbejdet har jeg også haft god brug for min pædagogiske baggrund. Som faggruppeleder skal man undervise sin deling, og man skal kunne tale foran folk og fortælle, hvad de skal gøre”.
Man ved ikke, hvad der sker, når telefonen ringer
I sin nuværende stilling underviser Kasper bl.a. de værnepligtige i udrykningstjeneste. Han er ansat som beredskabsfaglig sagsbehandler og laver vagtplanlægning for befalingsmænd – og så er han vagthavende på døgnvagter 2-3 gange om måneden. Uforudsigeligheden er en stor del af arbejdet. ”Forleden sad jeg og skrev på en sagsbehandling, og så gik alarmen, og jeg skulle afsted med udrykning. Man ved aldrig, hvad der venter, når telefonen ringer. Det kan være storm, brand, kemikalieudslip eller redningsopgaver. Det eneste vi ved er, at vi skal være klar hurtigt. Vi arbejder på 5 minutters beredskab, så når telefonen ringer, må der maksimalt gå 5 minutter, før vi er ude af døren med køretøjer og mandskab”.
Ledelse forpligter
Når Kasper arbejder som vagthavende officer, er det hans ansvar at få de rette folk og det rigtige udstyr mobiliseret. Det er et ansvar, som forpligter. ”Officer er en stillingsbetegnelse, hvor man siger ”ja” til ledelse og ”ja” til føring af folk, og det forpligter. Man skal gå forrest, træffe beslutninger og stå til ansvar for sine beslutninger. Jeg kan indkalde værnepligtige og befalingsmænd til tjeneste, og det er mig, der træffer beslutningerne, når vi står på skadestedet og skal handle nu. Hvis vi fx har et kemikalieudslip, skal jeg i samarbejde med indsatslederen vurdere fareområdet, vurdere hvordan vi løser opgaven og tage stilling til, om vi skal indsætte kemikaliedykkere og opsætte rensetelte. Det er meningsfuldt, men kræver, at man tager ansvar”.
Kasper har også været med til at lede større styrker bl.a. var han indsat under hedebrandene i Danmark. ”Her skulle jeg være med til at lede arbejdet så alle vidste, hvad de skulle lave og beslutte, hvor vi skulle lave standsningslinjer og indsætte vandforsyninger”.
Uddannet til alt muligt
Den dobbelte faglighed har været en god ballast for Kasper og har også givet ham mulighed for at tænke over forskellen på de to uddannelser. ”Når man har en professionsbachelor, er man uddannet til en specifik profession – i mit tilfælde folkeskolelærer. Som officer bliver man uddannet til at kunne handle uanset, hvad der sker. Det er en mere bred uddannelse, hvor vi lærer strategi og får ledelses- og planlægningskompetencer, som kan bruges i mange sammenhænge”.
Lige nu vil Kasper gerne dygtiggøre sig i sin nuværende stilling. Men på længere sigt vil han måske gerne kombinere officersgerningen i Beredskabsstyrelsen endnu mere med sin baggrund i folkeskolen og fx blive uddannelsesleder. ”Jeg vil gerne blive i Beredskabsstyrelsen – der er alle mulige spændende stillinger i mange forskellige afdelinger. Men jeg ved, at min officersuddannelse giver mig mange muligheder, hvis jeg en dag vil udforske andre miljøer. Jeg kunne bl.a. få en administrativ stilling andre steder i Forsvaret, og der er også flere muligheder ”på den anden side af hegnet” i civile lederstillinger fx i det kommunale beredskab eller som indsatsleder. Jeg kunne også kombinere mine to fagligheder og blive skoleleder en dag”.
Her kan du undersøge, om uddannelsen til officer i Beredskabsstyrelsen er noget for dig