Frømandskorpsets mentale hacks
Træn din mentale styrke med Frømandskorpset
Man siger, at det kræver 10% fysik og 90% mental styrke at blive en del af specialstyrkerne. Nu kan du få indblik i Frømandskorpsets mentaltræning, og lære hvordan du bliver ved, når kroppen giver op og holder hovedet koldt i pressede situationer.
”Lasse”, der oprindeligt er uddannet folkeskolelærer, havde egentlig ikke planer om at gøre karriere i Forsvaret. Men muligheden for at prøve sig selv af og chancen for at blive en del af de allerbedste drog ham til at søge ind til Frømandskorpset. Hurtigt blev det dog tydeligt, at det ville kræve noget helt særligt at nå målet. ”Der er ingen tvivl om, at man bliver presset til det yderste på elevskolen. Der er meget smerte. Du finder ud af, at det er muligt at falde i søvn, samtidig med du går og bærer på en træstamme.” Optagelsesforløbet på 8 måneder stiller store krav til fysikken, men i virkeligheden foregår langt størstedelen af kampen mentalt. ”Det kræver en enorm viljestyrke, men ligesom den fysiske form, så kan det trænes – med de rette værktøjer.” siger psykolog i Frømandskorpset, Elias.
Når du bliver presset eller skal yde maksimalt, så er dine mentale værktøjer afgørende. I Frømandskorpset arbejder man med MMT eller Militær Mental Træning, der hovedsagligt består af fire teknikker. ”Ved at arbejde med de mentale teknikker og lære at regulere sit stressniveau, så bliver man i stand til at være i nuet og præstere under pres. Det er hardcore mindfulness.” siger Elias, der også understreger, at det ikke handler om at være god til alle fire teknikker, men om at prøve dem af og finde frem til dem, der virker for dig.
4 Mentale teknikker
Visualisering:
Forsøg at se dig selv gennemføre en opgave eller visualiser noget rart for at flytte fokus fra noget ubehageligt.
Vejrtrækning:
Udåndinger bør være længere end indåndinger. Brug åndedrætsøvelser til at regulere stress og nervøsitet.
Indre dialog:
Vær opmærksom på negative tanker, og forsøg at tale støttende til dig selv. Også når du er presset.
Mål og delmål:
Sæt hele tiden mål og delmål, der er overskuelige. En elefant skal spises i små bidder.
Et af de værktøjer, der hjalp Lasse gennem elevskolen, var visualisering. ”Jeg brugte visualisering meget, når vi skulle udføre noget, der var udfordrende. Men man kunne også bruge det, når det blev hårdt. Der var en hel uge, hvor vi ikke sov, hvor man begyndte at hallucinere, og hvor der virkelig var brug for at flytte fokus til noget, der var lidt mere rart.” Den dag i dag gør Lasse stadig stor brug af forskellige mentale værktøjer i sit arbejde som operatør, hvor opgaverne og udfordringerne kan være vidt forskellige - fra udsendelser i uniform til livvagtstjeneste i jakkesæt.
God forberedelse er afgørende, hvis man har en drøm om at blive en del af Frømandskorpset. Det ved Ligthyear, der har været instruktør på elevskolen i 5 år, alt om. ”Der er meget af uddannelsen, der vil være ukendt. Det er noget, vi bruger for at presse eleverne. Men man kan sagtens forberede sig rent mentalt ved at bruge nogle af de her mentale værktøjer. Og så kan man stå op og træne, når man mindst gider det – efter en tur i byen, eller når det regner og er surt.”
Det kan også være en god idé at have lagt nogle klare strategier for, hvad du gør, når det hele ramler, og lysten til at give op melder sig. ”Jeg havde en pose chips i mit skab. Og så havde jeg en aftale med mig selv om, at jeg skulle spise hele posen med chips, før jeg kunne melde fra. Man får det ofte lidt bedre, når man lige får noget at spise. Og da jeg kravlede under Maren (den store bjælke, som aspiranterne bærer rundt på under hele elevskolen) som færdig frømand, der havde jeg stadigvæk posen med chips i mit skab.” siger Lasse.
Vælg din retning
Læs mere om Jæger- og Frømandskorpset og meld dig til én dags afprøvning, der ligger i perioden 12.-27. maj. Men skynd dig, da pladserne er begrænsede.