Fortsæt til indhold

Få viljestyrke som en jægersoldat

Jægerkorpsets mentale hacks

Man siger, at det kræver 10% fysik og 90% mental styrke at blive en del af specialstyrkerne. Men hvordan træner du din viljestyrke, og hvilke værktøjer kan du bruge for at overvinde dig selv og præstere på højt niveau, når det virkelig gælder? Vi har spurgt en operatør, instruktør og psykolog fra Jægerkorpset.

Tag smerten med et smil

Uddannelsen til jægersoldat tiltrækker hvert år flere hundrede højtmotiverede ansøgere. Men det er en krævende uddannelse, og i sidste ende er det kun et fåtal, der står tilbage med den bordeauxfarvede baret og kan kalde sig for jægersoldat. En af dem er ”Mark”, der har været operatør ved Jægerkorpset siden 2008. ”For at blive jægersoldat skal du selvfølgelig være i god fysisk form. Men det kræver også en vis mental robusthed. Du skal klare dig igennem nogle ekstremt svære situationer, hvor du er mentalt og fysisk presset, og der hjælper det altså, at du har nogle mentale teknikker at trække på. Jeg havde selv lidt med højder, som jeg ikke altid syntes var det sjoveste, men som jeg heldigvis har fået arbejdet med efterfølgende. Det kunne godt presse mig, når jeg vidste, vi skulle op og klatre i en høj mast eller lave noget så simpelt som udspring. Der var jeg ikke lige i min comfort zone.”

Militær Mental Træning

Som jægersoldat er man med til at løse nogle af Forsvarets mest udfordrende opgaver. Derfor arbejder jægerne konstant med at træne den mentale robusthed ud fra et koncept, som kaldes Militær Mental Træning (MMT). Det er en slags mental værktøjskasse, der kan bruges til at præstere bedre, overvinde sig selv og blive ved, når kroppen siger stop. ”Man er nødt til at kunne kontrollere sig selv, når usikkerheden melder sig, og man bliver mentalt presset.” siger instruktør på jægeraspirantkursus, Peter. Men det er ikke kun på aspirantkursus, at teknikkerne er nyttige. ”Når man først har lært de mentale teknikker, er det noget man kan bruge i alle situationer, hvor man skal præstere.” siger Mark, der stadig har glæde af de mentale teknikker i sit arbejde som operatør.

4 Mentale teknikker

Visualisering:
Forsøg at se dig selv gennemføre en opgave eller visualiser noget rart for at flytte fokus fra noget ubehageligt.

Vejrtrækning:
Udåndinger bør være længere end indåndinger. Brug åndedrætsøvelser til at regulere stress og nervøsitet.

Indre dialog:
Vær opmærksom på negative tanker, og forsøg at tale støttende til dig selv. Også når du er presset.

Mål og delmål:
Sæt hele tiden mål og delmål, der er overskuelige. En elefant skal spises i små bidder.

Bliv komfortabel med det ukomfortable

”Selvfølgelig har man et grundniveau, men selv viljestyrke kan trænes.” siger operatøren Mark. Ifølge instruktøren Peter handler det i høj grad om at prøve sig selv af og komme igennem noget, der kræver viljestyrke. ”Du kan ikke læse dig til det, det handler om at udsætte dig selv for nogle udfordringer, hvor du får afprøvet og udviklet din mentale stamina. De fleste udvikler sig voldsomt, når de træner det.” Når man søger ud til grænsen, bliver man ikke bare mentalt styrket, man lærer også, hvordan hovedet og kroppen reagerer – hvilket kan være afgørende. ”Koldvandssvømning er en showstopper for mange hos os. Hvis du ikke kender det, og aldrig har stået i de situationer før, så kan du have svært ved at forholde dig til det, du oplever, og hvordan du skal komme igennem det.” siger Mark.

En oplevelse for livet

Kom i gang!

Jo mere du træner teknikkerne, desto bedre bliver du til at bruge dem. Derfor kan du med fordel afprøve de forskellige mentale teknikker i din træning og vænne dig til at bruge dem. Men drømmer du om at blive jægersoldat, kan du godt forberede dig på, at der vil være tidspunkter, hvor alt går galt, og intet virker. ”Man kommer ikke igennem, hvis ikke man kan acceptere, at det kommer til at indeholde en masse ubehag og uvished. Man er nødt til at acceptere ikke at være nummer ét og ikke at kunne præstere fuldt ud.” Det er dog ikke noget, der bør afholde nogen fra at søge uddannelsen ifølge Peter. ”Man skal ikke være supermand for at blive jægersoldat, man skal være en god allrounder og have et godt grundniveau. Derefter er det træning, der gør forskellen. Så sæt dig målet. Læg en plan. Og forbered dig godt.”

Vælg din retning

Læs mere om Jæger- og Frømandskorpset og meld dig til én dags afprøvning, der ligger i perioden 12.-27. maj. Men skynd dig, da pladserne er begrænsede.