Vil du arbejde med luftoperationer "på jorden", overvåge det danske luftrum eller lede teknisk personale?
Som officer skal du lede forskellige faggrupper for at sikre de bedste vilkår for Flyvevåbnets operationer, og der er mange forskellige veje at gå, uanset om du drømmer om at arbejde i felten, i bunkeren eller i flyhangaren. Som kommende officer bliver du grundigt uddannet og trænet i at lede mennesker i pressede situationer og får dyb indsigt i moderne ledelsesteori, som du hele tiden afprøver i praksis. Som færdiguddannet officer har du mulighed for senere at blive chef for en del af en national eller international styrke. Ønsker du en fremtid, hvor du gør en forskel i virkeligheden, er en officersuddannelse helt sikkert noget for dig. Uagtet hvilken retning du søger, vil du være med til at planlægge og udføre arbejdet omkring Flyvevåbnets operative hverdag og missioner.
Vælg mellem tre uddannelsesretninger:
Som Air Battle Manager bliver du specialist i luftoperationer og spiller en central rolle i Forsvarets indsats i luften, til lands og til vands. Du kan gå i retning af fx Fighter Controller, Battlefield Air Controller, Air Intelligence eller Surveillance and Link Officer. Uanset vejen får du dyb indsigt i luftoperationer – og styrker dine evner inden for samarbejde, beslutningstagning og ledelse.
Som operationsstøtteofficer leder du specialister, der sørger for, at Flyvevåbnets missioner kan gennemføres sikkert og effektivt. Du kan fx arbejde med Force Protection, etablere kommunikation på flybaser, lodse transportfly eller uddanne soldater. Du er med til at skabe rammerne for, at operationerne kan lykkes – både herhjemme og ude i verden.
Som teknikofficer i Flyvevåbnet leder du specialister, der arbejder med noget af det mest avancerede udstyr i Forsvaret. Du får teknisk indsigt, lærer at tage ansvar og får en central rolle i at sikre, at alt fungerer – fra planlægning til kontrol. Når du er færdiguddannet, er du klar til at lede tekniske opgaver og teams i et højt tempo og med høje krav.