Fortsæt til indhold

ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Peter, specialkonsulent

Peter startede sin karriere i Forsvaret som sergent i Hæren, med en udsendelse til Afghanistan på ISAF hold 9 som højdepunktet. Efter missionen besluttede han sig for at gå civilt. ”Ikke så meget fordi jeg var træt af Forsvaret, men fordi jeg i en alder af 24 år havde brug for lidt luftforandring og ønskede at tage en videregående uddannelse”. Peter har derfor taget en samfundsvidenskabelig bachelor og kandidat i kommunikation på Roskilde Universitet, og sidenhen bygget ovenpå med kurser inden for HR. Han har arbejdet en årrække i flere forskellige private virksomheder inden, han kom tilbage til Forsvaret, hvor han siden 2021 har været ansat som HR-konsulent.

Militær-akademisk harmoni
Til dagligt arbejder Peter med udvikling, chefrekruttering og tværgående sagsbehandling på reservens område. ”At have en kombineret militær og akademisk baggrund giver mig et utroligt godt fundament i mit arbejde, fordi jeg både kender den militære del af Forsvaret indgående, samtidig med at jeg som akademiker kan analysere og løse komplekse problemstillinger”. ”Forsvaret er en unik arbejdsplads med en særlig kultur, som både kan fascinere og til tider give grå hår i hovedet, så derfor er det også guld værd at have en god forståelse for, hvornår man skal sige javel og hvornår man skal spørge hvorfor”.

Peter

Alder:
37 år.

Titel:
Specialkonsulent.

Uddannelse:
Cand.comm.

Stilling:
HR-konsulent.



Peter, HR-konsulent ved FPS

Vores fornemmeste opgave er servicere Forsvarets operative enheder med HR-støtte, så de kan koncentrere sig om det, de er sat i verden til, nemlig at passe på Danmark

Peter, specialkonsulent

Hans job favner bredt imellem rekrutteringer, sagsbehandling og dialog med Forsvarets øvrige myndigheder om reservens forhold. ”Dét gør, at der er en god variation i opgaverne, og jeg sjældent kommer til at kede mig, hvilket giver stor motivation i en presset hverdag”. Peter har nemlig også to små børn, der skal holdes styr på ved siden af sit ”rigtige” arbejde, og derfor er balancen mellem arbejdet og privatliv afgørende for hans trivsel. I hans job som HR-konsulent er der heldigvis gode muligheder for hjemmearbejde ”så jeg kan planlægge arbejdsopgaver som sagsbehandling og screeninger, når jeg er hjemme, og møder og sparring med kolleger når jeg er fysisk til stede på arbejde”. Han er samtidig begavet med forstående chefer, som giver rum og fleksibilitet til både at være far og udvikle sig på sit arbejde, også i de år hvor man som småbørnsforældre bare har rigeligt at se til. ”Derfor har jeg også en følelse af, at Forsvaret vil mig, fordi jeg vil Forsvaret”.

Et meningsfuldt job 
Peter har fundet ud af, at det er vigtigt for ham, at et job ikke kun handler om at tjene penge til ejere og aktionærer, men at der også skal være en større mening med det man laver. ”Jeg har fra min tidligere militære ansættelse og udsendelse allerede en stærk tilknytning til Forsvaret, og med den nuværende sikkerhedspolitiske situation føler jeg, at jeg har et helt klart formål med, hvorfor jeg går på arbejde”. Peter er heller ikke i tvivl om kerneopgaven i jobbet som HR-konsulent. ”Vores fornemmeste opgave er servicere Forsvarets operative enheder med HR-støtte, så de kan koncentrere sig om det, de er sat i verden til, nemlig at passe på Danmark”.

”Forsvarets vigtigste ressource er vores medarbejdere, og derfor er vi også nødt til at investere i deres trivsel og udvikling. Det oplever jeg som HR-konsulent også, at vi allerede gør, men det er helt klart noget af det, der kommer til at fylde i de næste mange år, fordi Forsvaret skal bygges op til at imødegå morgendagens trusler”. Peter oplever, at Forsvaret har nogle rigtig gode karrieremuligheder både som militær og civil, og at han kan tale åbent med sin chef om sine egne karrieremål, og hvordan Forsvaret som arbejdsplads kan passe ind i det.

Med de seneste års turbulente sikkerhedssituation, er der kommet et helt anden debat i samfundet om, hvordan Forsvaret skal skrues sammen, og et meget større fokus på, at Forsvaret passer på Danmark. ”Internt i Forsvaret passer vi også på hinanden, og selvom jeg i dag hverken får ørkensand på støvlerne eller mudder i bivuakken, er det stadig tydeligt for mig, at en del af Forsvarets DNA handler om kammeratskab, omsorg og at vi passer på hinanden. Fordi vi skal kunne stole på hinanden og træde til, når der er brug for det. Det synes jeg er helt unikt for Forsvaret som arbejdsplads”.

Her kan du møde flere, der arbejder i forsvaret med eller uden uniform