
Varighed og opgaver - få svar på dine spørgsmål
Ny værnepligt
Hvad kommer ændringerne i værnepligten til at indebære?
Det er blevet politisk besluttet at værnepligten skal styrkes, hvilket får betydning for opbygningen, varigheden og opgaverne i værnepligten. Det indebærer nogle helt konkrete tiltag:
- Forlængelse af værnepligten
- Øget anvendelse af værnepligtige i Forsvarets opgaveløsning
- Øget ligestilling
- Antallet af værnepligtige øges

Ny opbygning og varighed af værnepligten
Værnepligten forlænges fra 4 til 11 måneder. De 11 måneder indebærer en 5 måneders basisuddannelse. I forbindelse med basisuddannelsen uddannes den værnepligtige i de basale færdigheder som soldat: Det er fx uddannelse på våben, førstehjælp og lign. Samtidig uddannes den værnepligtige også i den konkrete funktion, som skal kunne løse. De efterfølgende 6 måneder indeholder yderligere uddannelse og operativ tjeneste. Det konkrete indhold afhænger af hvor du vælger at gennemføre din værnepligt.
Nogle af værnepligtsuddannelserne vil have forskellig varighed. Det gælder ved Den Kongelige Livgarde og Hesteskadronen, hvor værnepligtslængden er 12 måneder. Dertil kommer at der også vil være mulighed for tjeneste som værnepligtig sergent og værnepligtig løjtnant, hvor tjenesten er 24 måneder.
Hvilke opgaver kommer jeg til at løse som værnepligtig, og hvilke kompetencer får jeg med mig?
Dine opgaver som værnepligtig afhænger meget af, hvor i Forsvaret du aftjener din værnepligt. Der findes nemlig forskellige værnepligtuddannelser, der breder sig over alle Forsvarets værn samt Beredskabsstyrelsen. Som værnepligtig vil du kunne stå til rådighed i forhold til at løse opgaver til gavn for civilsamfundet, eksempelvis i form af bevogtning af kritisk infrastruktur, indsættelse til krise- og katastrofeberedskab eller støtte til politiet.
Som værnepligtig vil du indgå i den operative opgaveløsning nationalt med henblik på forsvaret af Danmark – også uden for Danmarks grænser i NATO-lande med henblik på forsvaret af Danmark, herunder i rammen af NATO’s kollektive afskrækkelse.
Gennem din tid i værnepligten vil du opnå både personlige og faglige kompetencer, som du kan bruge fremover. Du vil bl.a. lære at tilpasse dig forskellige situationer og vilkår, at udvise forståelse for andres behov samt at tage ansvar for dig selv. Du vil også i høj grad lære at samarbejde med andre mennesker.
Når du er færdig med din værnepligt, kan du søge om ansættelse som professionel soldat i Forsvaret - men der er også mange andre uddannelser og jobs i Forsvaret, som du kan søge.

Frivillighed skal være det bærende princip
Der er rift om pladserne i værnepligten, og i den nye værnepligt skal frivillighed fortsat være det bærende princip. Det betyder, at man kun vil benytte tvangsindkaldelse, hvis ikke der er nok frivillige til at fylde alle værnepligtshold.
Den nye værnepligt er fortsat under udvikling. Siden opdateres løbende.