Våben- og elektronikteknisk officer i Søværnet
Forsvaret har gjort mig til autentisk teknisk leder
Det var ikke teknikken, der gjorde Viktor usikker, da han første gang gik ombord på fregatten Esbern Snare. Det var den ledelsesmæssige del af jobbet som våbenteknisk officer.
Viktor er ansvarlig for alle skydevåben, fra håndvåben til fregattens største kaliber, en 127 mm kanon. Dertil kommer missilsystemer til antioverflade- og antiluftforsvar, torpedosystemer, plus ildledelsesradar. Illustration: Hans Christian Jacobsen.
Efter at have været i praktik følte Viktor, at jobbet som maskiningeniør hurtigt kunne blive for meget kontor og for mange detaljer.
Han havde ikke lyst til at sidde på en tegnestue og optimere. Han var meget mere interesseret i de gruppedynamikker, han oplevede under bl.a. projektarbejde. Ledelse i en teknisk kontekst – det var det, han gerne ville arbejde med.
»Men jeg manglede nogle værktøjer,« fortæller Viktor.
»Her virkede Forsvaret som et godt sted at lære ledelse. Og som teknisk officer i Søværnet kunne jeg samtidig få lov til at holde fast i det tekniske.«
Ude på skibet
På officersuddannelsen kan faget motivationsteori måske virke lidt tungt. Men ude på skibet er det ifølge Viktor ikke svært at se, hvad der får folk til at klikke. Ledelse viste sig at være meget mere naturligt, end han frygtede, det ville være for ham. For, som han selv siger, heldigvis har man en bedre forståelse for mennesker, end man nødvendigvis selv går rundt og tror.
Som leder skal man være sig selv og kommunikere i øjenhøjde med den gruppe, man er leder for, hvad enten man står over for modne og erfarne specialister eller nyankomne.
»Alle er glade for deres arbejde og vil gerne gøre det godt. Selv om vi arbejder i et system, hvor man følger den ordre, der bliver givet, så har det aldrig været nødvendigt for mig at skulle beordre folk til noget. Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor nemt det er at motivere folk, selv når der er trælse opgaver. Dem er der jo også nogle af på et skib.«
Holder skibets pjecer ved lige
Som våbenteknisk officer på Esbern Snare er Viktor leder for et team på to sergenter og ti menige. Teamet har ansvar for alt, hvad der kan skyde – og lidt til. På militær-dansk kaldes det pjecer og strækker sig fra håndvåben til fregattens største kaliber, en 127 mm kanon. Dertil kommer missilsystemer til antioverflade- og antiluftforsvar, torpedosystemer, plus ildledelsesradar.
»Jeg har ansvar for alt det, der skal til for at nedkæmpe fjenden, mens min nærmeste kollega, den elektroniktekniske officer, står for varsling og kommunikation, dvs. alt det, der detekterer fjenden. Vi refererer til skibets våben- og elektroniktekniske officer, som igen refererer til skibets næstkommanderende.«
Læs mere om rollen som våben- og elektronikteknisk officer og de andre officersretninger
Hellere ledelse end kontor
Viktor er uddannet maskiningeniør med specialisering i mekatronik.
Nu bruger han sin ingeniøruddannelse som baggrundsviden til at sætte sig ind i komplekse systemer. Den systemforståelse skal han bruge i kampsituationer, f.eks. hvis et af skibets systemer sætter ud. Her er det hans opgave, sammen med hans team at finde fejlen og udbedre den hurtigt. Sideløbende skal han orientere skibsledelsen om, hvilke andre muligheder skibet har til at nedkæmpe fjenden. Den sammenkobling af teknik og kommunikation synes han er spændende. Han vurderer, at den på mange måder er lig med den rolle, man har i en civil virksomhed som leder af en teknisk sektion.
»Man skal ikke tro, at rollen som våbenteknisk officer er et ingeniørjob,« understreger han.
Du er teknisk leder på et krigsskib, og din opgave er ikke at udvikle systemer. Det er at komme ud, nedkæmpe fjenden og komme sikkert hjem igen.
Viktor, Våben- og elektronikteknisk officer
Splittet til atomer
Selv om Viktor har været på Esbern Snare siden 1. juni i år, har han faktisk ikke været ude at sejle med skibet endnu. Årsagen er, at Esbern Snare har værftsår. Som led i sin uddannelse har han imidlertid sejlet på andre af Søværnets skibe.
»På et værftsår bliver skibet splittet til atomer. Det starter typisk i en tørdok, hvor alt under vandlinjen efterses. Ror og aksler pilles ud, og hovedmotorerne splittes ad. Desuden skæres meget af skibssiden op, og der svejses nye plader på. Når vi er færdige med det, begynder vi over vandlinjen.«
»Det samme gælder skibets våben- og elektroniksystemer. De afmonteres og sendes enten tilbage til producenten, eller vedligehold udføres her i Frederikshavn, hvor skibet har base. Alt i alt er det et totalt reset af skibet.«
Opgraderinger
Oven i dette store vedligehold får skibet en række opgraderinger. Som eksempel nævner Viktor skibets kanoner. Det er systemer, hvis mekaniske design fungerer upåklageligt, selv om det går tilbage til omkring Anden Verdenskrig. Til gengæld er man kommet markant længere inden for automatisering og sensor- og styringsteknologi til at højne effektivitet og træfsikkerhed.
Producenten opgraderer løbende skibets artilleri. Opgraderingerne foregår på basis af erfaringerne fra skibets daglige drift. En af Viktors opgaver er, på basis af disse erfaringer og i samarbejde med den våbentekniske officer på Esbern Snares søsterskib Absalon, at lave detaljerede forslag til forbedringer.
Skal bekæmpe ubåde
Han er også i fuld gang med at forberede næste skridt i opgraderingen af skibet, igangsat af en politisk beslutning om, at Esbern Snare i fremtiden skal fungere som antiubådsfregat. Det betyder, at der skal indkøbes nye systemer til ubådsbekæmpelse. Her ønsker Viktor og hans team at komme med deres input.
»Det er på ingen måde os, der har ansvar for at udvælge systemerne. Det gøres af politikerne og Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse på baggrund af Natos anbefalinger. Men det er mine folk, der har den daglige drift, og derfor vil vi meget gerne bidrage med vores erfaringer.«
Trænes op til kamp
Til sommer er Esbern Snares værftsår slut. Derefter skifter fokus fra materiel til personel: her begynder nemlig det, Viktor kalder »det store opkøringsår«, hvor skibet og dets besætning trænes op til kampenhed.
»Vi har fået mange nye folk ombord, inklusive mig selv. Nu skal vi bygge besætningen op til at blive en operativ kampenhed. Det er en stor opgave, for de våbensystemer, vi har, er superkomplekse, og der er mange indbyrdes afhængigheder, som vi skal kunne gennemskue. Vi skal bl.a. træne, hvad vi gør, hvis vores våbensystemer ikke gør, som de på papiret skal gøre. Hvis plan A ikke virker, skal vi både have en plan B og plan C klar.«
Tekst: Tech Relations / Illustration: Hans Christian Jacobsen