Intensiv læring
Det er ikke kun livet som værnepligtig, som er markant anderledes for Rasmus, måden at blive undervist på er også ny for ham. Han påpeger, at der naturligvis er meget mere fysisk aktivitet sammenlignet med gymnasiet eller universitetet, men det vildeste er mængden af nye ting, han har lært på meget kort tid.
”Jeg har det hovedsageligt megasjovt, fordi jeg har prøvet rigtig mange ting. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har oplevet at lære så meget på så kort tid, og alt det, vi lærer, bliver prøvet af i praksis. [HF1] For eksempel gennemgår vi noget teori om at kæmpe i forskellige situationer, og så skal vi prøve det lige bagefter, og det giver rigtig meget indlæringsmæssigt,” fortæller Rasmus og fortsætter om dagene ude i felten:
”Personligt synes jeg, det bedste ved at være værnepligtig i Flyvevåbnet er, at du har helikoptere og jagerfly over hovedet på en nærmest hele tiden. Så når vi har SKYT-dage, og vi øver kampsituationer, så kommer der lige et par F16 hen over hovedet. Det giver ligesom et ekstra nøk på virkelighedsskalaen.”
Konstant feedback
Endnu en ting, Rasmus har lært, er, at hvis man virkelig vil rykke sig og blive god til noget, så er der gode muligheder for det som værnepligtig, hvor man konstant får feedback, på det man laver. Det har han blandt andet oplevet på skydebanen, hvor sergenterne kommer rundt og hjælper med at justere skydestilling, hvordan man holder på våbnene og ens åndedræt.
For at lære mest muligt har Rasmus også selv gjort meget brug af muligheden for feedback. Han har blandt andet opsøgt rollen som Bravo i hans gruppe, hvilket gør ham til gruppeførerens højre hånd. En rolle han til tider har fundet udfordrende, fordi det kræver, at han skal presse sine nye kammerater og sørge for, at tingene bliver gjort ordentligt.
”Når vi for eksempel er ude i grupperne, og jeg skal markere mig som Bravo og måske gøre livet lidt surt for mine kammerater, så sørger jeg hele tiden for at spørge min gruppeleder: Hvad kan jeg gøre bedre? Hvordan skal jeg forbedre mig? Der får jeg rigtig meget feedback hele tiden, og så bliver man bare bedre til tingene,” fortæller han.
Familien hjemme og kasernefamilien
At Rasmus skulle tage sin værnepligt, fik en blandet modtagelse på hjemmefronten. Hans mor har selv været værnepligtig, og ved godt, hvad det handler om, men hans far var derimod ikke glad for idéen.
”På det sidste har han set, hvor meget det betyder for mig, hvor glad jeg har været for at være herinde, og at jeg har rykket mig personligt, så han er gået fra at være imod til at være mere neutral. Men det har været lidt hårdt, at der ikke altid har været den opbakning hjemmefra,” fortæller Rasmus.
Her påpeger Rasmus også, hvor meget hans deling er kommet til at betyde for ham. For når han kommer retur til kasernen, så kan han være sammen med sin deling, og her har han 30-40 kammerater, der hver dag går gennem præcis de samme ting, som han gør, og de kan hygge sig, dele erfaringer, oplevelser og støtte hinanden, hvis tingene er svære. Den følelse af fællesskab er en af de ting, som har overrasket Rasmus mest.
