En stor omvæltning
Basel var inden værnepligten spændt på nogle vilde oplevelser, som at vælte biler eller håndtere ild, ting som han ellers aldrig ville få lov til at gøre. Samtidig var han rimelig afklaret med, at han ville blive presset på flere områder i forhold til uddannelsen. Han største bekymring var dog ikke selve uddannelsen, men tanken om konstant at skulle være sammen med så mange andre unge. Det har da også vist sig at være den største udfordring.
”Jeg er ikke vant til at være omringet af så mange mennesker hele tiden. Altså jeg har delt værelse med min storebror, da jeg var yngre, men pludselig er man 10 mand på en stue, og alle har forskellige behov. Nogle vil have vinduet åbnet, andre vil have det lukket, den ene er en snorker, og den anden han prutter. Det har været klart det mest udfordrende i hvert fald i den første måned,” fortæller Basel.
Nu har han vænnet sig til at bo og være sammen med sine kammerater på Stue 7. Til gengæld er han blevet overrasket over, hvor meget Beredskabsstyrelsen pludselig fylder i hans liv. Han beskriver det som en kæmpe omvæltning, at ikke bare hans arbejdsliv er rykket til Næstved, men hans privatliv har også fået Beredskabsstyrelsen som en ny vigtig spiller.
”Hvis nogen inviterer til fest, så skal jeg lige pludselig ind og tjekke min vagtplan, om jeg overhovedet kan komme, eller om jeg er på vagt.[HF1] Vi har jo 48-76 timers vagter herovre, hvor vi ikke må forlade kasernen. Pludselig er Beredskabsstyrelsen førsteprioriteten i mit liv i 9 måneder, fordi alt skal planlægges efter det. Så det er ligesom blevet mit liv nu,” siger Basel.
Fællesskab i uniform og civilt
Det er ikke kun Basel, som har oplevet de sidste 4,5 måned som en stor omvæltning. Hans familie har også måttet vænne sig til ikke at se Basel så tit, som de plejer. Selvom faren igennem hele forløbet har været utrolig støttende, så har han også været bekymret for sin søn.
”Min far siger ofte, at jeg skal passe på, når jeg sender videoer eller billeder af, hvad vi går rundt og laver, og han var jo ikke så glad for, at jeg skulle bo her fem dage om ugen, syv med weekendvagter, hvor man bare er herinde. Han har flere gange sagt, at jeg godt lige må køre hjem en gang imellem, og at jeg skal huske, de også er derhjemme,” fortæller Basel.
Mens Basel ikke længere kan få den daglige opbakning i sit barndomshjem, så har han opdaget et fællesskab blandt sine nye kammerater. Og det har været en øjenåbner at se, hvor meget fællesskabet betyder for at løse de opgaver, de står overfor både på uddannelsen og i vagttjenesten.
”En af de hårdeste dage herinde var, da vi skulle blive uddannet røgdykkere. Vi var inde i det her brændende hus, og det var varmt. Det var for varmt. Og man er jo ikke dygtig til at slukke en brand, når man er i gang med at øve det. Det var jo første gang, vi fik lov til faktisk at sprøjte vand, altså med fuldt apparat på inde i en bygning, så der blev jeg presset maksimalt,” fortæller han og fortsætter:
”Både min makker og jeg var støttende over for hinanden, og vi fandt hurtigt ud af, at hvis vi føler, at vi har hinanden, så når vi virkelig langt, også selvom slangen sidder fast, man træder i vand op til sine knæ, og vi stadig skal ind i ilden og søge efter personer.”
Selvom tanken om at bo 10 mand på en stue var skræmmende, før han startede i værnepligten, oplever han også her noget af den opbakning, han kender fra sin familie.
”Jeg har en masse gode venner på Stue 7, og vi er gode til at bakke hinanden op, og det betyder bare mere, når dem, jeg arbejder sammen med, siger, at jeg gør et godt stykke arbejde. Men fællesskabet er der også i civilt tøj, så hvis man har haft en dårlig dag, så får vi snakket om det, eller vi laver et eller andet for at komme videre, og det synes jeg altså, at folk er gode til herinde. Det er ikke kun uniformen, der holder os sammen.”