Unikke oplevelser i ekstreme omgivelser
Simon er uddannet tømrer, og arbejder nu som stationsspecialist. Han søgte ind som stationsspecialist for at opleve noget anderledes og udfordrende.
”Jeg har altid været draget af, at tage ud og få unikke oplevelser, og fylde rygsækken op med små og store eventyr.
Jeg var næsten udlært tømrer, da jeg gik og funderede over, hvad min fremtid skulle byde på.
Jeg tænkte meget på, at tage til Canada, hvor man bygger store bjælkehytter. Det kunne godt være noget for mig, eller måske en tur til det nordlige Norge. I forbindelse med et byggeri faldt jeg i snak med en tidligere stationsspecialist. Efter at have talt med ham var jeg fast besluttet på, at det var, hvad jeg ville.
Det stod klart for Simon, at det ville være udfordrende at tage til Grønland som stationsspecialist, men tanken om, at opleve noget anderledes og særligt fik ham til at sende sin ansøgning.
”Det er ekstremt det vi laver. Vi er langt væk fra alle dem vi kender, og så er vi afsted i to år. (…) Jeg overvejede hvordan det ville være at sætte mit liv i Danmark på pause mens alle mine venners liv fortsatte derud af i høj fart, med alle de oplevelser som også hører ungdommen til.
Jeg var selv 22 år da jeg ansøgte og startede på uddannelsen, så jeg vidste at jeg ville få en meget atypisk ungdom. Men med tanke på de unikke oplevelser der stod mig i vente, så var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var det jeg ville. Alle mine venner har været en tur i Sydøst Asien og Australien, men hvor mange har lige boet i den Grønlandske nationalpark?”
Vejret var dog det vi kalder whiteout. Det er når det er overskyet og sner så meget, at vi ikke kan se noget. Det er meget surrealistisk. (…) Vi vidste ikke om vi kunne se 20 eller 200 meter frem, for alt var bare det samme.
Simon, stationsspecialist
Simon forklarer at livet på stationerne bliver som deres egne små samfund. Alle bidrager med noget forskelligt, og man udnytter hver stationsspecialists kompetencer fuldt ud.
"Der er nogle ting som skal gøres på dags-, uge-, eller månedsbasis. Løber vi tør for vand i vores vandtanke må vi selv ud og pumpe det op fra en nærtliggende sø. Sker der noget med vores maskiner eller køretøjer står vi selv for at fikse dem. Det er ikke en mulighed at køre ned til den lokale mekaniker, vi har kun os selv.
Generatorerne, som er stationens bankende hjerte skal serviceres så de kan blive ved med at have strøm, og vores tre hunde skal trænes dagligt.
Om sommeren støtter vi alle de håndværkere og andre gæster som måtte komme herop, og gør stationen klar til den kommende vinter.
I efteråret, når kysten lukker og folk tager hjem igen, rydder vi op på stationen efter sommerens fest og farver. Her gør vi fortsat stationen vinterklar, og sneen begynder så småt at falde, mørket falder på, og nordlyset kommer frem. I denne periode laver vi ofte en del projekter rundt omkring på stationen og prøver at optimere den. Jeg har selv, som tømrer, rigtig kælet for vores tømrerværksted og fået det til at spille lige som jeg gerne vil have det.
Om vinteren, når solen ikke kommer frem, har vi fortsat en masse indendørs projekter, men skulle man trænge til en pause er det bare at hoppe op på snescooteren og fræse rundt i terrænet. Sidst på vinteren kommer der gæster igen. Hos os bliver vintertræningen afholdt, det er næste års stationsspecialister og Sirius, der kommer på besøg og skal lære og bevise at de kan begå sig i det arktiske miljø. I slutningen af vinteren begynder solen igen at komme frem.
I løbet af foråret er lyset rigtigt kommet tilbage og vi tager ofte ud på ture ud i terrænet for at se gamle hytter, vi tager også ud på ture ud for at kaste lidt rundt med snescooteren i den bløde sne. Foråret er helt klart den flotteste og bedste tid heroppe.
Sidst i foråret har solen så meget kraft at selv i -5 grader så føles det vamrt og vi kan køre rundt i t-shirt og solbriller, endda ligge og tage sol med sne rundt omkring os"
Der kommer også jævnligt diverse fly forbi som vi skal håndtere, da vi også har en landingsbane. En bane, der om vinteren også skal ryddes for sne inden flyet kan lande. Så vi får tid og lov til at køre en masse store maskiner.
Simon, stationsspecialist
For Simon kan hverdagen også pludseligt skifte, da der kan opstå akutte situationer, som skal håndteres og prioriteres over dagligdagens opgaver.
Vi havde et slædehold ca. 60 km væk, som var ved at løbe tør for mad. Derfor fik to af os stationsspecialister til opgave at køre ud til dem med noget ekstra proviant. Vejret var dog det vi kalder whiteout. Det er når det er overskyet og sner så meget at vi ikke kan se noget. Det er meget surrealistisk, farven hvid er over alt. Den samme hvide farve, som du ser på jorden, ser du også foran dig og oppe i luften. Vi vidste ikke om vi kunne se 20 eller 200 meter frem, for alt var bare det samme.
Mens vi kører derover skal vi også være opmærksomme på isskosser og evt. isbjørne. Vi stødte på helt friske spor som forsvandt kort efter på grund af snefaldet, så vi har været tæt på.
Skulle vi ramme en isskos med lidt for meget fart og derved ødelægge scooteren eller selv komme til skade, så kunne vi blive nødt til at stoppe hvor vi var og ride stormen ud. Men at være så selvsikker og have så meget tillid til sig selv og sin træning i et så kaotisk miljø, føles helt unikt. Man lærer nemt at det ikke nytter at være panisk eller bange, men derimod handle med ro og tage tingene roligt som de kommer.
Noget andet man virkelig indser mens man er her, er hvor lille og ubetydelig man er i forhold moder natur. Heroppe er det naturen der bestemmer og vi prøver at arbejde så godt med den, som muligt. Alt opfører sig bare mere underligt og går i stykker når det fryser til -35 grader.
At hive to år ud af kalenderen kan virke som lang tid, men to år går rigtig hurtigt. jeg har været her i to år nu, men jeg føler at jeg kom herop i går. Naturen omkring stationen overrasker stadig mig stadig, selv efter to år, og det er fantastik. Det er et eventyr uden lige.