international Udsendelse med Søværnet
FØR UDSENDELSEN
Du er måske konstabel, befalingsmand eller officer og gør tjeneste ved en enhed, der skal udsendes på en international mission. Du vil typisk blive varslet ½ - 1 år inden, du skal afsted, og du vil herefter begynde at forberede dig på opgaven. Forberedelserne indebærer deltagelse i internationale maritime øvelser og i missionsspecifikke uddannelser, der tester, afprøver og klargør dig til den konkrete mission. Op til udsendelsen af din enhed (oftest et skib) vil din dagligdag i høj grad ligne din normale tjeneste men blot med ekstra fokus på træning til den specifikke opgave.
Under hele forløbet støtter Forsvarets Sanitetskommando med personligt lægetjek og vaccinationer. Løbende vil der også gives information til pårørende m.m., hvilket Forsvarets Veterancenter sørger for.
UNDER UDSENDELSEN
Både på vej til og efter ankomst til missionsområdet bliver der gennemført øvelser, der gør dig og din enhed klar til at kunne løse de operative opgaver. Sejlads, som du kender fra din normale tjeneste, foregår nu i et skarpt operationsområde. Under udsendelsen løser du operative opgaver og vedligeholder din uddannelse. Din enhed vil forventeligt ikke være til søs hele tiden, men vil med mellemrum lægge til i havnebyer, så du også får fast grund under fødderne en gang i mellem.
EFTER UDSENDELSEN
Efter en afsluttet udsendelse skal din enhed klargøres til næste opgave. Du og resten af besætningen skal imidlertid først holde en del fri, da man normalt optjener fridage på en mission.
Du vil ved hjemkomsten blive debriefet af militære kolleger, der vil anvende dine erfaringer og oplevelser til at styrke Søværnets uddannelser og internationale opgaveløsning. Forsvarets psykologer gennemfører også en debriefing af dig, så der kan tages hånd om eventuelle oplevelser i missionen, der ellers risikerer at kunne medføre psykologiske udfordringer.