Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

Næstkommanderende for F-35 området i FMI


Næstkommanderende for F-35 området i FMI

Vil du bidrage til Danmarks nationale og internationale sikkerhed og være med til at administrere og udvikle F-35 programmet, Flyvevåbnets måske vigtigste våbensystem? Hvis du ser en fremtid i at håndtere vigtige ansvarsområder i forbindelse med moderne kampfly og internationalt fællesskab, kunne dette være din mulighed til at skabe indflydelse.

Om os
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse understøtter Forsvarets opgaver ved at anskaffe materiel og it i form af skibe, fly, kampvogne, kommunikationssystemer, it-systemer, uniformer og alt det materiel, der indgår i disse.

Som en del af Nyt Kampfly Program F-35 Kapacitetscenter vil du være en nøgleperson i den største materielinvestering til Forsvaret nogensinde – anskaffelsen af nye kampfly til Danmark.
I Nyt Kampfly Program stiller vi høje krav til os selv og hinanden, da vi er bevidste om betydningen af vores arbejde for Danmarks sikkerhed. Vi samarbejder også tæt med Forretningsområde Kampfly, der omfatter F-16, Electronic Warfare og Våben.
Vores team består af dygtige medarbejdere med forskellige baggrunde, der arbejder både i Ballerup, Jylland og USA.

Hos os værdsætter vi et uformelt og udviklingsorienteret arbejdsmiljø, hvor både faglig og personlig vækst prioriteres. Vi tilbyder også muligheden for hjemmearbejde, så du kan opretholde en god balance mellem arbejde og privatliv.
Kom og vær en del af vores dedikerede team, hvor du kan gøre en forskel for Danmarks forsvar og samtidig udvikle dig både fagligt og personligt.


Om stillingen
Som næstkommanderende inden for F-35 området er din primære opgave at støtte ledelsen og medarbejderne i F-35 sektionen. Du koordinere opgaver og er ansvarlig for implementeringen af F-35's pålidelighedsprogram, vedligehold og modifikationsinitiativer. Du er også F-35s Continuing Airworthiness Manager og arbejder inden for det system, der i Forsvaret hedder "Danish Military Airworthiness Requirements".
Du har gode kolleger både i Danmark og USA, der vil støtte dig i dit arbejde.

Som en del af det internationale partnerskab vil du have faste tjenesterejser til USA og Europa, hvor du deltager i møder på operativt og strategisk niveau. Derudover støtter du chefen med at få det økonomiske overblik i samarbejde med kolleger i USA og Danmark.

Vi er placeret i Ballerup, men da du samarbejder med både Forsvarskommandoen, Flyverkommandoen og Fighter Wing Skrydstrup kan du også forvente arbejdsdage andre steder, så som Karup og Skrydstrup.

Der er en bred vifte af opgaver der løses i F-35 driftsorganisation, og det vil være muligt at tilpasse nogle af opgaverne i forhold til både dine færdigheder/kvalifikationer, men også ønsker for egen udvikling.

Stillingen kan også være interessant for dig, der ønsker at gøre international tjeneste, da det danske F-35 program har mange internationale stillinger, hvor kendskab til programmet ofte er en forudsætning inden udstationering.


Om dig
Vi har gjort os nogle tanker om dig.
Du er kaptajn eller kaptajnløjtnant.

Vi forstiller os at du er teknisk officer, har erfaring fra flydrift og ledelse, eller ønske herom.

• du fungerer godt i et team med højt specialiserede individer og sikrer, at tidsfrister overholdes
• du kan skabe et overblik, være systematisk og på let forstålig vis kunne redegøre for status, fremdrift og udvikling af F-35 over for andre, der ikke har samme indsigt

• du kan formulere dig klart og præcist både skriftligt og mundtligt såvel på dansk som engelsk
• du besidder evnen til at argumentere overbevisende og effektivt kan indgå i dialog

Vores F-35 kampfly er udstyret med moderne teknologi, og derfor er interesse og forståelse for flyvning og teknik fordelagtig.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er slået op civilt og militært.

Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 4 som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer. Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer. Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning

KONTAKT OG ANSØGNING
Har du fået lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte ansættende chef, Lars Lind Knudsen på telefon 2560 0489.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte HR-konsulent
Malene Christiansen 3266 5685. Ansøgningsfristen er den 12. maj 2024, og ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse 1. juli 2024, eller snarest.
Ansøgningen, CV og uddannelsesbevis sendes elektronisk via linket.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed udvikler opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.



  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

12.05.2024

Indrykningsdato

23.04.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent