Fortsæt til indhold
Job i Forsvarsministeriet

Udstationering: To assisterende forsvarsrådgivere til DANATO, Bruxelles


Udstationering: To assisterende forsvarsrådgivere til DANATO, Bruxelles

Vil du arbejde med forsvars- og sikkerhedspolitik i et dynamisk og spændende internationalt miljø?
Så har du muligheden for at søge to nyoprettede stillinger som assisterende forsvarsrådgiver ved Danmarks Faste Repræsentation ved NATO (DANATO) i Bruxelles.
Om os
Som assisterende forsvarsrådgiver er du udsendt af Forsvarsministeriet. Forsvarsministeriets medarbejdere indgår i et tæt samarbejde med medarbejderne udsendt fra Udenrigsministeriet og medarbejderne ved Danmarks Militære Repræsentation ved NATO. Arbejdet inden for Forsvarsministeriets ressortområde omfatter bl.a. Alliancens afskrækkelses- og forsvarsprofil, forsvarsplanlægning, materielsamarbejde, nukleare spørgsmål, resiliens, kapacitetsopbygning, cyberforsvar og ressourcepolitik.
Om stillingen
Forsvarsrådgiverne ved NATO arbejder med forsvarspolitiske forhold i NATO – men også i synergi med forsvarsrådgiverne ved EU. Du vil selvstændigt på Danmarks vegne skulle dække møder inden for dine arbejdsområder og forhandle med øvrige allierede.
DANATO er en spændende arbejdsplads for dig, som ønsker at beskæftige dig med internationalt samarbejde samt forsvars- og sikkerhedspolitik. En væsentlig del af arbejdet er at skabe netværk og formidle informationer både til andre landes repræsentanter og til hjemlige myndigheder samt arbejde for Danmarks forsvarspolitiske mærkesager.
Baggrunden for oprettelsen af de nye stillinger er særligt udviklingen inden for afskrækkelse og forsvar, ressourcepolitik, resiliens samt materiel- og industrisamarbejde, hvilket har synliggjort et behov for at styrke bemandingen. Dine arbejdsopgaver vil blive nærmere fastlagt under hensyntagen til dine kvalifikationer og erfaringer samt den løbende prioritering og fordeling af sagsområder.
Om dig
Du er akademiker og vi lægger vægt på, at du har et indgående kendskab til ministerområdet. Du har betydelig indsigt i politiske processer, gerne fra arbejde i Forsvarsministeriets departement. Du har desuden et godt kendskab til forsvars- og sikkerhedspolitik.
Du er velformuleret i både skrift og tale, herunder i stand til kort og koncist at formidle omfangsrige eller komplicerede sager. Du kan anvende din faglighed til at omsætte komplicerede problemstillinger til politiske handlemuligheder.
Du er analytisk skarp og har blik for muligheder frem for begrænsninger. Du forstår at se en sag fra flere sider. Du er udadvendt og er god til at skabe netværk.
Du behersker engelsk på forhandlingsniveau i både tale og skrift. Du har evt. erfaring fra internationalt samarbejde.
Som person besidder du en stor portion selvstændighed samtidigt med, at du er en holdspiller.
Varetagelsen af stillingen stiller krav til din fleksibilitet både hvad angår korte deadlines og mangeartede opgaver, men også i forhold til tilrettelæggelsen af dit arbejde. Arbejdskulturen i NATOs hovedkvarter stiller store krav til din tilstedeværelse. Hverdagen er præget af mange møder, der kan strække sig ud over normal arbejdstid.
En af dine vigtigste kvalifikationer er dit helhedssyn, hvor du formår at tænke koncernens udvikling ind i virket for dit ansvarsområde i overensstemmelse med Forsvarsministeriets mission og vision.
Ansættelsesvilkår
tillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten.

Du ansættes som fuldmægtig eller konsulent i henhold tilgældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Afhængig af din erfaring og kvalifikationer kan der forhandles tillæg i forbindelse med ansættelsen.
Du vil tillige modtage enarbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Stillingerne er til besættelse pr. 1. september 2024, og ønskes besat for en treårig periode, evt. med mulighed for forlængelse på ét år.

Under udstationeringen vil du oppebære udetillæg efter udetillægsordningen samt få betalt bolig. Via Forsvarets HR-portal på FIIN kan du finde information om forhold under udstationering. Her kan du ligeledes beregne det forventede udetillæg.

Du har mulighed for at medbringe din familie. Generelt er der gode jobmuligheder for ægtefæller i Bruxelles. Europaskolen har en dansk linje for børn fra 4 år til og med gymnasiet, mens der er en dansk børnehave for børn i 2-4 års alderen.

Ansøgere skal kunne opnå sikkerhedsgodkendelse til CTS samt kunne opretholde denne under hele udstationeringsforløbet. Derudover skal ansøgere kunne helbredsgodkendes.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for forsvarsrådgiverne ved EU og NATO Pelle Holager på danato-00@fiin.dk. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Palle Hvirvelkær på tlf. 3266 5575.
Ansøgningsfristen er den 13. maj 2024. Vi forventer at afholde samtaler umiddelbart derefter.

Forsvarsministeriet er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Udlandet

Geografi

Udlandet

Organisation/Værn

Forsvarsministeriet

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

13.05.2024

Indrykningsdato

16.04.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent