Fortsæt til indhold
Job i Forsvarsministeriet

Efterforskningschef ved den militære anklagemyndighed


Efterforskningschef ved den militære anklagemyndighed

En interessant og udfordrende stilling som efterforskningschef ved den militære anklagemyndighed, Forsvarsministeriets Auditørkorps i Viborg ønskes besat pr. 1. januar 2025.
Om os
Forsvarsministeriets Auditørkorps er en uafhængig efterforsknings- og anklagemyndighed under Forsvarsministeriet, der primært efterforsker og behandler militære straffesager i ind- og udland.

Den militære anklagemyndighed er i hovedsagen opbygget på tilsvarende måde som den civile anklagemyndighed.

Påtale i militære straffesager tilkommer Generalauditøren og Auditøren, der i forhold til retsplejelovens regler træder i stedet for de civile offentlige anklagere, rigsadvokaten, statsadvokaterne og politidirektørerne. Grundlaget for den militære anklagemyndigheds virke findes i den militære straffe- og retsplejeordning.

Forsvarsministeriets Auditørkorps varetager også en række andre opgaver, herunder behandling af sager om strafferetlige vurderinger af ansøgere til hjemmeværnet og hjemmeværnsmedlemmer, ligesom Auditørkorpset følger udviklingen og yder rådgivning på den humanitære folkerets område.

Auditørkorpset beskæftiger i alt ca. 25 medarbejdere (jurister, efterforskere og administrativt personale) fordelt mellem Generalauditoriatet i København og Auditørkontoret i Viborg, herunder et mindre afdelingskontor i Gentofte.

Om stillingen
Auditørkontoret ledes af en Auditør og har ca. 15 medarbejdere, heraf 7 efterforskere fordelt mellem kontoret i Viborg og afdelingskontoret i Gentofte.

Du vil som chef for efterforskningsafdelingen få ansvaret for den samlede efterforskningsmæssige indsats og skal i den forbindelse lede, koordinere og vejlede i efterforskningen af militære straffesager og øvrige undersøgelser med ansvar overfor Auditøren. Du bliver herunder ansvarlig for, at der foretages kvalitets- og legalitetssikring af efterforskningen, herunder at alle relevante efterforskningsskridt er foretaget, og at straffeprocessuelle forskrifter er iagttaget, inden sagerne afleveres til juridisk behandling.

De to geografisk adskilte tjenestesteder indebærer, at ledelsesopgaven skal tilrettelægges med henblik på at sikre, at der består den fornødne sammenhæng mellem Auditørkontoret i Viborg og afdelingskontoret i Gentofte. Stillingen indebærer således, at der vil skulle forrettes tjeneste begge steder, og du vil derfor – afhængigt af din bopæl – kunne få hovedtjenestested i enten Viborg eller Gentofte.

Du indgår endvidere som medlem af Auditørkorpsets ledelsesforum.

Om dig
Du har en solid politimæssig uddannelse og talent for og erfaring med udøvelse af ledelse fra forskellige afdelinger m.v. i politiet eller anklagemyndigheden, ligesom du har indgående erfaring med ledelse af efterforskning i straffesager.

Der lægges endvidere vægt på, at du har et stort engagement, gode evner for samarbejde og kommunikation samt fokus på effektivitet og kvalitet.

Det vil endvidere være en fordel, hvis du har kendskab til Forsvaret og militære forhold i øvrigt.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er indplaceret i løngruppe 1 i henhold til rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer. Der er mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer. Der kan endvidere være mulighed for åremålsansættelse.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, kan ansættelsen efter en konkret vurdering ske som tjenestemand, hvorefter den lønmæssige indplacering vil ske i lønramme 37. Ansøgningen skal i så fald stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner med tjeneste indtil videre i Forsvarsministeriets Auditørkorps, Auditørkontoret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Du vil blive omfattet af lov om forsvarets personel og din ansættelse vil være militær, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 2.

Forsvarsministeriet ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion og etnisk oprindelse til at søge stillingen. Ansøgere må være indforstået med at gennemgå en ledertest.

Kontakt
Nærmere oplysninger om stillingen kan indhentes hos Auditør Claus Risbjerg på tlf. 72 8110 80 eller Vicegeneralauditør Morten Nielsen på tlf. 72 8110 40. Nærmere oplysninger om Forsvarsministeriets Auditørkorps’ ansvarsområde er tilgængelige på Auditørkorpsets hjemmeside www.fauk.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du rette henvendelse til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Rikke Frandsen på tlf. 32 6657 36.

Ansøgning
Ansøgningsfristen er 13. maj 2024

Samtaler forventes afholdt i uge 22/23.

Vi vil bede dig søge stillingen via nedenstående link. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Du kan læse mere om Auditørkorpset på FAUK.dk

  
  
  

Generel information


Tjenestested

Viborg, Danmark

Geografi

Region Midtjylland

Organisation/Værn

Forsvarsministeriet

Funktionsniveau

U400 Chefgruppen BRS

Ansøgningsfrist

13.05.2024

Indrykningsdato

08.04.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent