Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

Major/orlogskaptajn - bliv en nøglespiller i det transatlantiske samarbejde i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse


Major/orlogskaptajn - bliv en nøglespiller i det transatlantiske samarbejde i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Besidder du evnen til at koordinere og har du kendskab til samarbejde i NATO-regi, specifikt med USA og Canada inden for forsvarsmaterielle områder? Bliver du motiveret i et miljø, hvor networking, samarbejde og kvalitet er i fokus? Så er du måske på vej mod en spændende karriere hos Materieldirektørens kontor i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i Ballerup.
Om os
Vi søger i øjeblikket en engageret fuldmægtig, der primært skal bidrage til at styrke FMI’s engagement med de nordiske lande.

Danmark står over for et nyt trusselsbillede, hvor kompleksiteten og hastigheden af forandringer forstærkes af den teknologiske udvikling. Et tæt samarbejde mellem Forsvaret, dansk forsvarsindustri og internationale fora er derfor afgørende for, at vi kan følge med udviklingen.
Materieldirektørens kontor spiller en central rolle i koordinationen og rådgivningen vedrørende dansk deltagelse i det internationale forsvarsmaterielsamarbejde samt samarbejdet med den danske forsvarsindustri. Vi er dedikerede til at betjene materieldirektøren og understøtte forsvarets internationale ambitioner på strategisk niveau. Samtidig sikrer vi, at disse ambitioner bliver integreret i FMI i tæt samarbejde med forsvarets øvrige myndigheder.

Vi arbejder på at styrke samarbejde og dialog med internationale mødefora til fordel for både Forsvaret og vores fælles sikkerhed. Som ny kollega vil du blive en del af et team, der bidrager til at styrke dialogen i det transatlantiske samarbejde.I vores sektion er vi en dynamisk blanding af militære og civile medarbejdere, der arbejder sammen i et miljø præget af energi og positivitet. Vi vægter faglighed og kollegialt fællesskab højt, og der er altid plads til et godt grin og en uformel tone.

Tempoet er højt, og vi trives med jonglere flere opgaver på én gang. Vi forstår vigtigheden af vores arbejde og stræber derfor altid efter høj kvalitet.

FMI gennemgår i øjeblikket en transformation mod mere hybride arbejdsformer, hvilket åbner op for fremragende muligheder for hjemmearbejde, når du først er blevet en del af vores team. Vi tror på, at fleksibilitet er afgørende for at opnå en optimal balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Om stillingen
Med den ændrede sikkerhedssituation vil nye opgaver tilgå FMI inden for det transatlantiske forsvarsmaterielle samarbejde. Med NATO i fokus, skal disse opgaver koordineres sammen med interessenter i FMI, andre myndigheder, partnerlande og industrien – inden for rammerne af det transatlantiske team. Du vil sikre sammenhæng i FMI’s samlede indsats på NATO-området, så den er i overensstemmelse med aktiviteterne under NORDEFCO og nye initiativer i EU-regi.
Du vil også være kontaktpunkt for materieldirektørens deltagelse i aktiviteter under NATO-paraplyen og det transatlantiske samarbejde med USA og Canada.

Vi skal blive bedre til at udnytte mulighederne i NORDEFCO efter Finlands og Sveriges medlemskab i NATO, og her vil du være med til at identificere muligheder for dansk indflydelse i nordisk forsvars- og sikkerhedsagenda. Endvidere vil du bidrage til at udvikle og implementere konkrete initiativer og samarbejder mellem Danmarks og andre landes forsvar og forsvarsindustri i tæt dialog med forskningsverdenen og industrien.

Du vil få dyb indsigt i et spændende område i rivende udvikling med stort politisk og internationalt fokus, at lære af og sparre med erfarne kolleger, samt mulighed for at sætte dit eget præg på dine opgaver.

Dine opgaver ligger hovedsageligt:

• Koordinering af aktiviteter på NATO-området og med USA og Canada, herunder identificering og forankring af opgaver. Du sikrer også samspil mellem nye og allerede forankrede aktiviteter relateret til det transatlantiske område og NATO og understøtter fageksperters deltagelse i arbejdsgrupper. Desuden opbygger du en vidensbank om NATO, USA og Canada og sikrer forankringen heraf i organisationen.

• Betjeneing af Materieldirektøren som national materieldirektør i forhold til mødeaktiviteter i NATO, USA og Canada. Dette inkluderer mødemateriale og deltagelse i møder med chef FMI. Du fungerer som kontaktpunkt for materieldirektøren vedrørende henvendelser på det transatlantiske område og bidrager til FMI’s øvrige aktiviteter på området med henblik på at fremme danske prioriteter.

• Sikring af optimalt samspil med myndigheder, NATO og amerikanske og canadiske repræsentationer i Danmark samt med industrien. Dette indebærer oplysning af og dialog med dansk forsvarsindustri om relevante nye aspekter af dansk deltagelse i transatlantiske aktiviteter i overensstemmelse med regeringens strategi for dansk forsvarsindustri.

Vi udgør et sammentømret team, hvor holdånden er stærk. Vi lærer konstant af hinanden og formår at styrke hinandens præstationer. Vores tilgang til varetagelsen af danske interesser er seriøs, og vi stræber altid efter at efterlade et markant dansk præg på internationale løsninger. Her kan du trygt søge støtte og sparre med vores erfarne kollegaer, samtidig med at dine egne idéer og nysgerrige tilgang får plads til at udvikle sig.

Udover at du kommer til at udvikle dig fagligt og personligt af de daglige opgaver, vil du også få en individuel udviklingsaftale, hvor du og din nærmeste chef forpligter jer på at prioritere et særligt fokus i din kompetenceudvikling.
Om dig
Du er major/orlogskaptajn, og vi ser gerne, at du har erfaring fra en lignende stilling på styrelses- eller ministerieniveau.

Vi forestiller os, at du har kendskab til NATOs institutioner, diplomatisk tæft og kendskab til Forsvarets struktur og/eller indsigt i internationalt forsvarsmaterielsamarbejde.

I denne rolle er det afgørende, at du er stærk i både mundtlig og skriftlig kommunikation og behersker engelsk. Du vil have tæt kontakt og servicere dine samarbejdspartnere, så evnen til at opbygge gode relationer er vigtig. Vi forventer derfor, at du er selvstændig, initiativrig, udadvendt og god til at skabe netværk.

Som person er du imødekommende og har en helhedsorienteret tilgang til kontorets samlede opgaveportefølje. Du trives bedst i et harmonisk miljø, hvor alle bidrager til et godt arbejdsklima.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er slået op civilt og militært.

Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 5 som omfatter majorer og orlogskaptajner.

Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og
tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Torben Engen på tlf. +45 50 72 55 06.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på tlf. +45 32 66 58 18.

Ansøgningsfristen er søndag den 5. maj 2024, og ansættelsessamtaler afholdes i ugerne efter. Den endelige ansættelsesdato vil blive koordineret med din nuværende chef.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Du bedes vedhæfte relevante dokumenter, som ansøgning, cv, eksamensbevis, diplom m.v.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på forsvaret.dk
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

05.05.2024

Indrykningsdato

03.04.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent