Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

Selvstændig og udviklingsorienteret studieleder for Master i Militære Studier


Selvstændig og udviklingsorienteret studieleder for Master i Militære Studier

Vil du være med til at implementere den nye studieordning for uddannelsen Master i Militære Studier (MMS) på Forsvarsakademiet, samt bidrage til udvikling af uddannelsen og vil du stå i spidsen for vejledning af de mange studerende?

Så tilbyder vi dig, et ansvarsfuldt job med en udfordrende og varieret hverdag, hvor du får god mulighed for at udvikle din uddannelsesfaglighed, dine stabskompetencer og dit netværk i Forsvaret.
Om os
MMS-sektionen er en del af Fakultetsstøtteafdelingen ved Forsvarsakademiet og er placeret på Svanemøllens kaserne i København.

Vi har tætte berøringsflader med hele Forsvarsakademiets organisation og refererer via studiechefen direkte til Forsvarsakademiets chefgruppe. Derudover har vi et stort netværk i hele Forsvaret, der primært opstår på baggrund af en tæt og konstruktiv dialog med de studerende på masteruddannelsen samt deres chefer og ledere.

MMS-sektionen bidrager i høj grad til at implementere den nye studieordning for uddannelsen Master i Militære Studier, samt understøtter den videre udvikling af uddannelsen, så den forbliver attraktiv og relevant for brugere og aftagere af uddannelsen. Vores primære opgaver vedrører vejledning af studerende på Master i Militære Studier, koordinering af gennemførelsen af masteruddannelsens moduler samt varetagelse af optagelsesprocessen til uddannelsen i tæt samarbejde med Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Forsvarets værn og øvrige myndigheder.

Du bliver en del af Fakultetsstøtteafdelingen, der også rummer Sektion for Forskningsstøtte og Bibliotek, der ledes af en militær afdelingschef. Sektionen består af to medarbejdere; en studieleder og en studievejleder, der begge har et godt kendskab til masteruddannelsen, uddannelsessystemet og Forsvaret. Vi lægger vægt på at have et godt arbejdsmiljø og et fagligt sammenhold, der også kan mærkes ved alle sektionens samarbejdspartnere.

Master i Militære Studier er tæt knyttet til professionen som officer i Forsvaret. Derfor er der stort fokus på MMS-sektionens varetagelse af uddannelsen – såvel fra de studerende som fra Forsvarets værn, styrelser og myndigheder, som er hovedaftagerne af uddannelsens dimittender.
Om stillingen
Du kan forvente et spændende og afvekslende job med gode faglige udfordringer og en høj grad af frihed til at tilrettelægge din egen hverdag.

Som studieleder skal du sikre varetagelsen af MMS-sektionens opgaver i tæt samarbejde med studievejlederen, som du også er leder for. Du vil derudover naturligt have et tæt samarbejde med studiechefen.

Stillingen indebærer blandt andet, at du er ansvarlig for rammesætning og forvaltning af masteruddannelsen, så den kan gennemføres så smidigt og hensigtsmæssigt som muligt inden for den gældende studieordning og de relevante bestemmelser.

Der er behov for en snarrådig og imødekommende tilgang over for de studerende, som ofte har behov for vejledning og retning for at kunne få studierne til at passe ind i krydsfeltet mellem familie og arbejde. Her forventes du at kunne søge de mest hensigtsmæssige løsninger i samarbejde med uddannelsens modulansvarlige fra Forsvarsakademiets fakultet samt selvfølgelig de studerende selv.

Ligeledes er der behov for, at du kan vejlede uddannelsens modulansvarlige i forhold til det relevante bestemmelsesgrundlag vedrørende tilrettelæggelse og gennemførelse af modulerne, så de honorerer de gældende krav. Hvis du ikke er fortrolig med de relevante love og bekendtgørelser, vil du blive hjulpet på vej af et stærkt arbejdsfællesskab i et velfungerende fagligt miljø.

Studielederen har en styrende rolle i varetagelsen af optagelsesprocessen – herunder også den nødvendige kommunikation - samt koordinering af denne med de relevante parter.

Det forventes, at MMS-sektionen står til rådighed for studerende og undervisere i forbindelse med relevante aktiviteter på masteruddannelsen og i tilknytning til denne. Dette kan blandt andet indebære deltagelse på studierejser og tilstedeværelsesperioder på uddannelsens moduler.

Som bidrag til grundlaget for uddannelsens drift og videreudvikling hører det overordnede ansvar for den sagsbehandling, som involverer MMS-sektionen.

Arbejdsopgaverne løses gennem koordination med interessenter inden for såvel som uden for Forsvarsakademiet. Arbejdet med udvikling af uddannelsen foretages på Forsvarsakademiet i tæt koordination med dekanen, fakultetet og Uddannelsesafdelingen.

Når behovet opstår vil du komme til at lede- eller deltage i projekter med uddannelsesmæssig relevans.

Dit faste tjenestested vil være Svanemøllens Kaserne i København.
Om dig
Du er major/orlogskaptajn/sektionschef og har gennemført MMS, VUT II/L eller anden ækvivalerende uddannelse. Er du erfaren kaptajn/kaptajnløjtnant/sektionsleder uden at have gennemført det førnævnte, vil du i så fald indgå en uddannelsesaftale og i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.

Du er velformuleret både i tale og på skrift, og motiveres af muligheden for at benytte din faglighed til at vejlede fremtidens majorer og orlogskaptajner i deres bestræbelser på at opnå det optimale udbytte af masteruddannelsen inden for de givne rammer til gavn for den enkelte og for Forsvaret.

Du ønsker at bidrage til den fortsatte udvikling af masteruddannelsen i tæt samarbejde med de relevante parter, såvel internt på Forsvarsakademiet som med Forsvarets øvrige myndigheder og styrelser.

Du har et kritisk, men konstruktivt blik på Forsvarets uddannelsespraksis samt en samarbejdende og udviklingsorienteret tilgang til opgaver og udfordringer. Du trives i en dynamisk hverdag, som er præget af at arbejde i et team, hvor du selv er med til at sætte rammer og påvirke opgaveløsningen i en konstruktiv dialog med kolleger og nærmeste chef.

Du er systematisk og resultatorienteret og du følger af egen drift op på iværksatte opgaver, lige som du gerne tager initiativ til nye relevante opgaver – både i forbindelse med studievejledning, men også når du deltager i projektarbejde og almindelig sagsbehandling.

Du evner at fastholde et helhedssyn i sagsbehandlingen og du formår ligeledes at føre opgaver til dørs. Du møder nye opgaver engageret og med nysgerrighed, og du opsøger den nødvendige viden og metodik til at løse dem på baggrund af din erfaring og en samarbejdende, anerkendende og undersøgende dialog med civile og militære kolleger såvel som med ledelsen.

Du trives med at skabe nye relationer og arbejde på tværs af organisationen.

Du har lyst til at arbejde sammen med kompetente kolleger, der ud over at levere gode resultater også prioriterer at skabe et godt og uformelt arbejdsmiljø, hvor en respektfuld dialog og konstruktivt samarbejde er helt essentielt.

Det er en fordel, at du har erfaring med sagsbehandling fra en styrelse, niveau II-stab eller anden højere stab. Ligesom erfaring med uddannelsesområdet også vil være en fordel.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern skal du kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING:
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte OL Henrik Jedig Jørgensen på telefon 2537 9287 (FAK-USF-CH).

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Betina Koch-Søfeldt på telefon 7281 9128

Ansøgningsfristen er den 1. maj 2024 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse snarest derefter. Ansættelsesdatoen vil blive endeligt koordineret i samarbejde med afgivende chef.

Vi beder dig om at søge stillingen via linket og vedhæfte din ansøgning, CV og eventuelt anden relevant dokumentation som PDF-filer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.

FAK gennemfører forskning og udvikling inden for de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed.

Læs mere på fak.dk.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

01.05.2024

Indrykningsdato

15.03.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent