Næstkommanderende til Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed
CMS er ansvarlig for uddannelser og træning inden for en række grundlæggende maritime uddannelser, samt uddannelser inden for maritim sikkerhed. Vi er typisk første mødested for personale der begynder i Søværnet. Vores fokus i uddannelserne er på funktionsniveauerne M100 og M200, hvor efteruddannelserne dog henvender sig bredt til alt personel i Søværnet, samt til det øvrige Forsvar inden for særlige områder.
De fleste uddannelser foregår på CMS, hvilket vil sige enten i Bangsbo, Hvims eller i nærområdet, hvor de nødvendige undervisnings- og indkvarteringsforhold, f.eks. skydebaner, skydesimulator, både, træningsbassin, brandskrog, Damage Control Unit og Chemical Trainer Unit forefindes.
For at imødese enhedernes behov gennemføres der i stigende grad en række uddannelser om bord på Søværnets enheder. Endvidere bidrager vi med Seariders til at understøtte Danish Safety And Readiness Check.
Vores ledelsesfokus er pligt, vilje og motivation. Det må gerne være sjovt at være på CMS, men det er ikke for sjovt. Det omsætter vi til handling gennem anerkendende ledelse, hvor vi forpligter os på at opnå succes som en enhed. Derfor er der en forventning til alle på CMS om, at de kan og tør stille spørgsmål så faglighederne leverer den kvalitet i uddannelserne som vi stræber efter at yde.
NK har fokus på ”Internal Warfare”, som på CMS omsættes til at NK er mødeleder på ledelsesmøderne. Nøglefunktionen for NK er en skarp fornemmelse af hvad der rør sig på CMS med et solidt driftsfokus, så interne processer, opgavefordeling og udviklingsprocesser tilpasses, så flest mulige resurser kanaliseres til kerneopgaven uddannelse. Du er ligeledes ledelsens arbejdsmiljørepræsentant.
Enhedens samlede kompetenceniveau bygger på en optimal og sammenhængende udnyttelse af besætningens kompetencer, og derfor må du have stærke sociale/relationelle kompetencer, så potentialet kan frigøres og udnyttes fuldt ud. Du kan forvente at komme til at arbejde i et fagligt stærkt og dynamisk miljø med engagerede ledere og medarbejdere, der leverer det som søværnet har brug for. Trivsel og prioritering af resurserne til uddannelsesproduktion er derfor naturligt i fokus.
Med baggrund i et godt kendskab til Forsvaret, søværnets enheder og deres mangeartet opgaver, er du en naturlig sparringspartner for Chefen, men lige så meget for dine kollegaer og besætning.
Vi håber du har erfaring fra uddannelsesverdenen, men det er ikke et krav. Du skal vide noget om, eller have erfaring med processer inden for personaleadministration og personaleledelse, og du er ikke bange for at bede om hjælp når du er i tvivl. Erfaring med WorkZone og sagsbehandling i almindelig vil være en fordel.
Vi ser gerne du finder det naturligt at understøtte Søværnets traditioner, og har fokus på at CMS er orlogsmæssigt korrekt udhalet.
Metaforisk kan du få 1 + 1 til at blive 3, og du kan forvalte en stor frihedsgrad i udmøntningen af dine opgaver.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Chef KK Peter Gandrup telefon 728 55101 eller NK OK Lars Munch Frederiksen telefon 728 55102.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR Konsulent, KL Alexander Baad, ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 32665295.
Ansøgningsfristen er den 4. juni. Ansøgningen sendes elektronisk via linket ”send ansøgningen”.
Efter ansøgningsfristens udløb vil vi gennemføre en kvalitativ vurdering af ansøgerne og evt. indkalde til samtale. Samtaler forventes afholdt i uge 24.
Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.