Fortsæt til indhold

Udbudskonsulent til en spændende og unik arbejdsplads i Forsvaret


Udbudskonsulent til en spændende og unik arbejdsplads i Forsvaret

Vil du være en del af en af Danmarks største og måske mest spændende offentlige indkøbsorganisation? Brænder du for effektive udbud, og vil du være med til at styrke det danske Forsvar gennem gode aftaler som understøtter Søværnet og Flyvevåbnet?

Så søger Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse en udbudskonsulent til Air and Maritime Systems
Om os
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) indkøber alt lige fra kampvogne, skibe, helikoptere og kampfly til støvler, ammunition, reservedele, hundefoder, militært og civilt IT. Indkøb, der til sammen udgør ca. 9 mia. kr. årligt.

Vi indgår rammeaftaler og kontrakter på baggrund af EU-udbud, udarbejder indkøbs- og udbudsstrategier, yder kommerciel og juridisk rådgivning og udfører kategoristyring.

Afdelingen Acquisition and Contracting består af 4 sektioner, hvor du bliver en del af sektionen Air and Maritime Systems (AAM), som gennemfører flere kategorier af udbud til Søværnet og Flyvevåbnet. I Air and Maritime Systems er vi 13 engagerede kollegaer fordelt på en god blanding af køn, uddannelse og erfaring.
Om stillingen
I Air and Maritime Systems arbejder vi kategoribaseret og har ansvaret for 9 indkøbskategorier. Vi mangler en dygtig udbudskonsulent til at understøtte fagområderne, især på det maritime område. Opgaveporteføljen spænder bredt inden for forskellige typer af udbudsopgaver, og ligger fortrinsvis inden for indkøbskategorierne: Undervandssystemer og Skibsvedligehold, Skibsmaskiner og -udstyr.

Som udbudskonsulent i Air and Maritime Systems indgår du i projekter med civile og militære kollegaer, hvor du gennemfører EU-udbud efter reglerne i både udbuds- og forsvarsdirektiverne, herunder udarbejder udbudsmateriale, tilbudsevalueringer, kontrakter og rammeaftaler. Samtidig varetager vi en del anskaffelser, som kræver stærke forhandlingsmæssige kompetencer.

Dine primære opgaver er at:

• Gennemføre markedsundersøgelser
• Udarbejde indkøbs- og udbudsstrategier
• Gennemføre udbudsprojekter
• Deltage i og gennemføre forhandlinger
• Udføre udbudsfaglig og kontraktjuridisk rådgivning
• Opbygge netværk på tværs af hele koncernen
• Udføre udviklingsopgaver inden for afdelingens område.

Kompleksiteten i opgaverne afhænger af dine kompetencer.

Vi tilbyder dig en spændende stilling i en stor, faglig stærk og velfungerende afdeling på omtrent 55 militære og civile kollegaer, med en god samarbejdskultur hvor vi hjælper og sparrer med hinanden.

Vi tager kompetenceudvikling alvorligt og understøtter din udvikling. Vi er en arbejdsplads med en uformel omgangstone, og vi lægger vægt på, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en vis erfaring med eller stor interesse i EU-udbud og en relevant akademisk eller anden uddannelsesmæssig baggrund.
Vi sørger selvfølgelig for den nødvendige oplæring indenfor området samt uddannelse i udbudsret ifald du ikke har dette.

Du kan lide at samarbejde og skabe resultater på tværs af faggrupper, og du trives i et travlt og afvekslende miljø. Du har stærke analytiske evner og værdsætter videndeling. Samtidig er du drevet af at løse udfordringer og arbejde med komplekse opgaver, er nysgerrig på at lære nyt, og har fokus på at skabe fremdrift i dine opgaver.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst.
Din ansættelse og lønindplacering afhænger af din uddannelsesbaggrund, dine kompetencer og erfaring. Afhængigt af din uddannelsesbaggrund, din erfaring og dine kompetencer, bliver du ansat som specialkonsulent/fuldmægtig eller afdelingsleder/kontorfuldmægtig.

Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

I forbindelse med ansættelse er der mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Har du lyst til at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Sektionschef Eline Rahbek Grell på telefon 2013 6573, eller mail fmi-sd-chaam@mil.dk eller Category Manager Martin Sigsgaard Gustavson på telefon 4132 0230, eller mail fmi-sd-aam03@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent Lasse Bruhn Bull på mail FPS-BA-BSS26@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 24. september 2021. samtaler afholdes løbende.
Stillingen er til besættelse pr. den 1. oktober 2021, Eller hurtigst muligt.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.


OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet, og vi administrerer op mod 9 milliarder kroner årligt af det samlede forsvarsbudget. Vi har ansvaret for det samlede forsvar og beredskabs materiel- og IT-systemer, så det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer alt materiel og IT lige fra kampvogne, krigsskibe og kampfly til computere, kabler og knapper.
Vi er ca. 2.500 civile og militære medarbejdere fordelt over hele Danmark, og vores hovedkvarter ligger i Ballerup.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

24.09.2021

Indrykningsdato

02.09.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent