Fortsæt til indhold

Forsyningshjælper (KP) til Forsyningssektionen ved 2/I/GHR


Forsyningshjælper (KP) til Forsyningssektionen ved 2/I/GHR

Er du skrap til forsyningstjeneste eller ønsker du at arbejde i en dynamisk forsyningssektion ved en operativ enhed, hvor du kan anvende og udvikle dine faglige kompetencer?
Så er det måske dig vi skal bruge i ULTRA 2/I/GHR i Slagelse.
Om os
2/I/GHR, benævnt ULTRA, er et mekaniseret infanterikompagni og består af tre mekaniserede infanteridelinger med fire pansrede mandskabsvogne, Piranha 5, i hver deling samt en kommandodeling kørende i MAN HX og Piranha 5.

Forsyningssektionen er underlagt kompagniets kommandodeling, hvor der til hverdag hersker en ærlig og direkte dialog mellem medarbejderne og lederne.

Vi er stolte over at have en professionel enhed, med et højt fagligt niveau. Vi ligger vægt på, at vores medarbejdere trives, og at der til trods for det høje tempo i dagligdagen, er plads til den enkelte medarbejders personlige og faglige udvikling.

Forsyningssektionen består foruden dig, af fem fagligt stærke medarbejdere som brænder for forsyningstjenesten.

Kompagniet skal opstille til NRI beredskab 2022, hvortil den operative rolle vil fylde en del under uddannelsen i 2021. Der må forventes en stor mængde øvelsesaktivitet og derfor skal du være afklaret med, at have mange dage væk fra hjemmet.
Om stillingen
Som forsyningshjælper støtter du, i rammen af forsyningssektionen, kompagniet og dets delinger, ved at tilvejebringe den logistiske støtte til den daglige uddannelse, samt under øvelser.

Ligeledes er du med til at vedligeholde og tilrette kompagniets materielbeholdning i DeMars.

Forsyningssektionen er kompagniets hjerte, og den instans, der får hverdagen til at hænge sammen.
Om dig
Du er udnævnt korporal, alternativt en erfaren konstabel 1 der er vurderet egnet til udnævnelse.

Såfremt du er af konstabelgruppen skal du være klar til at underskrive en uddannelsesaftale med henblik på at gennemføre og bestå korporalsuddannelsen.

Du har en interesse i en faglig stilling, hvor du dagligt løser faglige opgaver. Vi søger en medarbejder der har god arbejdsmoral og godt humør.

Det er en fordel, men ikke et krav at du har:
- DeMars grunduddannelse og myndighedsbeholdning.
- Erhvervet kørekort kategori C og E.
- Truckcertifikat
- Last- og surringskursus
- ADR certifikat til stykgods (inkl. klasse 1) samt supplement klasse 1 – militær

Du er fagligt velfunderet og stræber altid efter, at levere det gode resultat. Du ved, at dit veludførte arbejde betyder, at kompagniet får de bedste muligheder for en optimal opgaveløsning.

Du besidder initiativ, således at du selvstændigt forstår at udnytte rammerne for arbejdets udførsel og din tid bedst muligt. Derudover er du fleksibel i forhold til opgaveløsningen og de udfordringer, som du møder i et operativt miljø og under øvelsesvirksomhed.

Vi forventer, at du er opsøgende i forhold til logistiske opgaver, med henblik på at optimere kompagniets opgaveløsninger bedst muligt.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en korporalstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved overenskomst mellem Forsvarets Personeltjeneste og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Slagelse.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende,
fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurdering erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
 
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kompagnichef kaptajn Dennis Bjørklund Christiansen på GHR-1B-200A@MIL.DK eller på telefon 25 66 49 20.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Susan Hadberg ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail FPS-BA-BS255@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er 2. august 2021 og samtaler forventes afholdt i uge 31. Stillingen er til besættelse 9. august 2021.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM GARDEHUSARREGIMENTET
Gardehusarregimentet er et moderne kamptropsregiment med enheder i både Slagelse og Rønne. På Gardehusarkasernen i Slagelse har regimentet I Panserinfanteribataljon, som består af fast personel i stående reaktionsstyrke, og V Uddannelsesbataljon, herunder Gardehusarregimentets Hesteskadron, som primært uddanner værnepligtige. På Almegårds Kaserne i Rønne har III Opklaringsbataljon, som indeholder både stående styrke og en uddannelsesenhed for værnepligtige, hjemme.

Hverdagen ved regimentet er i stor udstrækning styret af uddannelse og forberedelse til indsættelse både internationalt og nationalt samt at yde støtte til både enheder, enkeltpersoner og pårørende. For Gardehusarregimentet er det ligeledes en spændende og udfordrende opgave at eskortere og stille æreskommandoer for Hendes Majestæt Dronningen, når dette ønskes. Den beredne ceremonielle opgave løses primært af Hesteskadronen og dens 75 heste, men også personel ved de tre husarbataljoner har mulighed for at blive indsat i forbindelse i regimentets Hoftjeneste. Husaren i dag står således over for en række spændende opgaver; både i form af national og international tjeneste, som kræver et højt uddannelsesniveau samt Hoftjeneste, som ligeledes stiller store krav til professionalisme, engagement og grundighed.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Antvorskov, Danmark

Geografi

Region Sjælland

Organisation/Værn

Hæren

Funktionsniveau

M113 Korporal

Ansøgningsfrist

02.08.2021

Indrykningsdato

16.07.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent