Fortsæt til indhold

Teknisk officer til Eskadrille 723


Teknisk officer til Eskadrille 723

Er du som teknisk officer på udkig efter et job i et meget operativt miljø? Så stop op her!

Eskadrille 723 søger en ressourcestærk og teknisk velfunderet Teknik Officer (TKO), som kan håndtere de ledelsesmæssige og tekniske udfordringer i en enhed, der netop har implementeret nye skibsbaserede helikoptere.

Trives du i et miljø, hvor der stilles høje krav til din viden, færdigheder, holdninger og overblik? Så er jobbet som TKO i Eskadrille 723 måske noget for dig.
Om os
HW er hjemsted for alle Forsvarets helikoptere og Flyveskolen. Vi træner og udsender helikopterbidrag til indsættelse i verdens brændpunkter, og vi varetager uafbrudt samfundskritiske beredskaber samt støtter Hæren, Søværnet, Rigspolitiet og Politiets Aktionsstyrke.

På Flyvestation Karup driver vi den militære lufthavn og uddanner Forsvarets kommende piloter og besætningsmedlemmer.

Vi er konstant indsat og operationstempoet er generelt højt. Vi tror på at mangfoldighed, samarbejde på tværs af enheder og faglige skel, og ikke mindst en tryg fælles arbejdsplads skaber styrke i opgaveløsningen.

Du bliver derfor en del af et godt hold af engagerede kolleger, som i fællesskab løser opgaver med mening.
Om stillingen
Eskadrille 723 løser skarpe operative opgaver både nationalt og internationalt med Seahawk-helikopteren. De primære opgaver for eskadrillen er opgaveløsningen i Arktis, i internationale operationer og på øvelser om bord på Søværnets enheder af THETIS-kl, ABSALON-kl og IVER HUITFELT-kl.

Opgaverne spænder fra suverænitetshævdelse, eftersøgning og redning, fiskeri- og havmiljøinspektion til sømilitære kampoperationer og støtte til Politi.

Eskadrille 723 har netop implementeret den nye skibsbaserede helikopter, MH-60R Seahawk og er nu på vej i drift. Vi er derfor en eskadrille i forandring, med mange spændende opgaver forbundet med både den daglige drift og indsættelserne i hele verden.

Som TKO er du, i samarbejde med din næstkommanderende og mellemledere, ansvarlig for håndtering og udvikling af Materieldelingens medarbejdere samt de daglige vedligeholdelsesopgaver for det tekniske personel.

Du vil være med til, i samarbejde med Vedligeholdelsesområde Karup og Helicopter Wing CAMO, at koordinere eftersyn på helikopterne, samt have ansvar for, at materiel bliver efterset og vedligeholdt i henhold til gældende forskrifter.

Du vil få stort ledelsesansvar og daglig kontakt med mange medarbejdere. Du vil samtidig blive en del af eskadrillens ledelsesteam, hvor du er med til at sætte retningen for hele eskadrillen.
Om dig
Du er teknisk officer, samt enten; kaptajn, erfaren premierløjtnant klar til udnævnelse til kaptajn eller evt. erfaren premierløjtnant der kan ansættes på uddannelsesaftale. Du er ledelsesmæssig stærk, og fremstår moden og velovervejet. Du trives med forandringer i en omskiftelig hverdag med mange forskelligartede og til tider komplekse opgaver.

Jobbet kræver et godt overblik, og der vil forekomme spidsbelastningsperioder, hvor det forventes, at du kan holde hovedet koldt.

Du er fleksibel og har en positiv tilgang til dagligdagen. Du udviser initiativ, kan arbejde selvstændigt og struktureret samt håndtere flere opgaver på én gang.

Du skal kunne arbejde selvstændigt og struktureret, da du skal være med til at kapacitetsopbygge og udvikle eskadrillens evne til at levere støtte med Seahawk helikopteren.

Det forventes, at du er i stand til skabe trivsel og samtidigt får enhedens opgaver løst på den bedste måde.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Hvis du er premierløjtnant kan du ansættes i stillingen mod, at der indgås en uddannelsesaftale. Ansættelse og aflønning sker i så fald som premierløjtnant i henhold til reglerne for funktion i højere stilling. Udnævnelse og overgang til varig ansættelse som kaptajn kan finde sted, når uddannelseskravet er opfyldt.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet, ligesom du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer m.v.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Fast tjenested vil være Flyvestation Karup.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte eskadrillechef Major Bo Christian Andersen (BOR) på tlf.: 72 84 38 01 eller 40 41 18 73.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du tage kontakt til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent KN Dennis Nordahl på tlf.: 72 81 91 41.

Ansøgningsfristen er den 30. juni 2021.

Ansættelsesdato 1. september 2021.

Samtaler forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.

Send ansøgningen elektronisk via linket ”Søg jobbet”.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Send motiveret ansøgning og CV via linket hvor FOKUS, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter også kan vedhæftes. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM HELICOPTER WING KARUP
Helicopter Wing Karup har en klar international profil og huser alle forsvarets helikoptere og flyvevåbnets flysikringsstyrker.
Helicopter Wing Karup træner og udsender helikopterbidrag til indsættelse i verdens brændpunkter.
Helicopter Wing Karup støtter hæren, søværnet, Rigspolitiet, politiets aktionsstyrker samt udøver søredningstjeneste.
Endvidere forestår Helicopter Wing Karup basisuddannelse af piloter til forsvaret.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Karup, Danmark

Geografi

Region Midtjylland

Organisation/Værn

Flyvevåbnet

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

30.06.2021

Indrykningsdato

09.06.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent