Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

CFCS søger dataanalytikere til den nationale indsats mod cybertrusler fra statsstøttede hackere og ransomware-grupper

Truslen fra avancerede hackergrupper er omfattende, og derfor søger vi dygtige analytikere som vil yde en indsats for at beskytte Danmarks kritiske IT-infrastruktur. Hvis du har stærke analytiske evner og viden om IT-sikkerhed kan du være én af de analytikere, som Center for Cybersikkerhed (CFCS) leder efter.

Vi står sammen om at passe på Danmark 
Vores opgave er at opdage, analyse og håndtere IT-sikkerhedshændelser for statslige myndigheder, Forsvaret og private virksomheder med samfundsvigtige funktioner. Opgaven løses i fællesskab af specialister indenfor bl.a. netværksanalyse, malwareanalyse og digital forensics. Vi søger løbende medarbejdere inden for alle disse områder. 

Netværksanalytiker
Netværksanalytikerens opgave er at afdække, varsle om og modvirke hackerangreb med udgangspunkt i analyse af data fra CFCS’ sensornetværk, beriget med vores øvrige viden fra åbne og lukkede kilder.

Malwareanalytiker
Som malwareanalytiker vil du arbejde med reversering af malware, analyse af kompromitteringer i særlige systemer, tilvejebringelse af indikatorer til detektion i sensornetværket samt udvikling og integration af sandboxes og andre støtteværktøjer. 

Digital forensics-analytiker
Som digital forensics-analytiker vil din primære opgave være at gennemføre sikkerhedstekniske undersøgelser og analyser af diverse systemer, herunder servere, pc’er, mobiler, embedded devices og andet udstyr, ramt af avancerede cyberangreb. 

Vi arbejder som et hold og udvikler os sammen
Fælles for arbejdet er anvendelse af cutting edge teknologier og en bred vifte af datakilder. Du bliver en del af et miljø hvor fokus er på samarbejde, gensidig læring og vidensudveksling på tværs af fagligheder. Vi løser en dybt meningsfuld opgave i et uformelt og udviklende arbejdsmiljø. Og vi gennemfører løbende uddannelses- og specialiseringsforløb. 

Dig og din baggrund
Du har viden om og interesse for IT-sikkerhed. Du har måske allerede arbejdserfaring eller er ved at afslutte en relevant videregående uddannelse. Under alle omstændigheder har du som minimum et grundlæggende kendskab til et eller flere af følgende områder:

  • Netværk og it-infrastruktur, fx almindeligt anvendte netværksprotokoller
  • Computerarkitektur og operativsystemer, fx UNIX-baserede operativsystemer
  • Dataanalyse og -behandling, fx databasesøgninger
  • Regelbaseret detektion, fx brug af yara-regler eller lignende
  • Programmering og/eller scripting

Som person er du nysgerrig, målfokuseret og vedholdende. Du kan tackle de komplekse problemstillinger, som du vil stå overfor i jobbet - aldrig alene, men sammen med kolleger.  

Du arbejder systematisk og har stærke analytiske evner. Du kan skelne væsentligt fra uvæsentligt, og du evner at dokumentere og kommunikere dit arbejde på en klar måde. 

Du har blik for at du er en del af et team, og at teamets resultater afhænger af din indsats. Du kommunikerer åbent og ærligt med dine kollegaer, og du formår at modtage og omsætte feedback. Du bidrager positivt til et godt arbejdsmiljø for alle. 

Din nye arbejdsplads 
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden. 

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling. 

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister, og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber. 

FE’s Center for Cybersikkerhed udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler, og vi arbejder for et sikkert digitalt Danmark. Vi er med til at opdage og håndtere, når danske interesser udsættes for cyberangreb, og vi samler, opbygger og deler den viden, som kan forebygge det næste angreb.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som Forsvarets Efterretningstjeneste betaler. 

Som ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af Forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.  

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget. Angiv gerne i ansøgningen om du primært søger stilling som netværksanalytiker, malwareanalytiker eller digital forensics-analytiker. 

Da det er vigtigt for os, at du ansættes i en stilling som matcher dine faglige og personlige kompetencer, gør vi os umage med at undersøge om jobbet er noget for dig. Derfor skal du være indstillet på at bruge tid på forskellige onlinetest samt ansættelses- og sikkerhedssamtaler.

Vi ansætter løbende egnede kandidater, og gennemfører flere større ansættelses- og uddannelsesforløb om året. I denne omgang vil vi gerne have din ansøgning inden 30. april 2023.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på fe-8086@fe-ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk , hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, og vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Generel information


Tjenestested

Geografi

Østbanegade, København Ø

Organisation/Værn

Funktionsniveau

Ansøgningsfrist

30.04.2023

Indrykningsdato

20.02.2023

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent