Næstkommanderende til KNUD RASMUSSEN-klassen - genopslag


Næstkommanderende til KNUD RASMUSSEN-klassen

Kunne du tænke dig et udfordrende job som næstkommanderende på et inspektionsfartøj, hvor du udfordres på dine ledelsesmæssige kompetencer samtidig med, at du vedligeholder og udvikler dine navigatoriske og sømandskabsmæssige færdigheder i et af verdens mest udfordrende miljøer? Og vil du bidrage til at fastholde og udvikle den operative evne for skib og besætning. Så er du måske vores nye næstkommanderende.
Om os
Inspektionsfartøjer i KNUD RASMUSSEN-klassen har deres primære operationsområde i Nordatlanten ved Grønland og sekundært i områder i regi af nationale og internationale opgaver. I vinterperioden opererer vi oftest langs Grønlands vestkyst og forskydes ofte nordpå til Thuleområdet eller Østgrønland for støtte til Slædepatruljen Sirius i sommerperioden. Opgaverne er varierede og omfatter bl.a. suverænitetshævdelse, støtte til det grønlandske samfund herunder fiskeriinspektion og isbrydningsassistance, search and rescue, søopmåling samt støtte til forskere.

Besætningen om bord udgøres af 19-21 personer, hvilket betyder at samarbejdet på tværs af rang og profession i besætningen er tæt. Dette giver et godt og behageligt arbejdsklima med en uformel tone i en flad organisation. Skibene har reelt to besætninger, som løbende gennemfører udskiftning. Planlægningen fastlægges for et år af gangen, hvilket giver det enkelte besætningsmedlem stor indflydelse på planlægning af egne sejladsperioder.
Om stillingen
Du er som næstkommanderende chefens stedfortræder og fungerer endvidere som forvaltningsofficer, operationsofficer og vagtchef. Derudover er næstkommanderende ansvarlig for skibets hospital, Flight Deck Officer under operationer med helikopter, våbenofficer og sikkerhedsofficer.

Sejladsmønsteret er som udgangspunkt to måneder ude og to måneder hjemme. Besætningen skifter dråbevis, hvilket sikre kontinuerlig erfaring ombord. Udskiftningsdatoerne for kommende år bliver fastlagt sidst på året, og sejlplanen udarbejdes i samarbejde med skibets anden næstkommanderende. Det betyder, at du selv har en stor grad af indflydelse på sejladsmønstret, og at du ved, hvornår du skal sejle op til et helt år ud i fremtiden.
Om dig
Du er kaptajnløjtnant og uddannet taktisk officer i Søværnet. Alternativt er du erfaren premierløjtnant og kan realkompetenceafklares til næste niveau. Endvidere vægtes gennemført Taktisk Officerskursus (TAC 671 og 672) højt.
Du føler dig sikker i rollen som leder, men ønsker også udfordring og udvikling i dit ledelsesvirke.
Det falder dig naturligt at agere chefens stedfortræder, og du har ambitioner om MMS og chefvirke i Division 19 på sigt.

Du har solide navigations- og sømandskabsmæssige kundskaber og gerne sejladserfaring fra Nordatlanten samt kendskab til indenskærs sejlads på f.eks. Grønlands vestkyst.

Du er i stand til at arbejde selvstændigt, og kan se dig selv som en del af, og leder for, en mindre organisation, hvor alle udfylder nøglefunktioner om bord. Det er vigtigt, at du er motiveret og i stand til at arbejde i et miljø, hvor 19-21 mænd og kvinder skal få hverdagen til at fungere langt væk fra familien i længere perioder.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet med de fravigelse og tilføjelser, der fremgår af protokollat af 19. maj 2014 om officerer, beredskabsofficerer, auditørfuldmægtige, elever på grundlæggende officersuddannelse, elever på sprog- og reserveofficersuddannelserne samt officersaspiranter ved Beredskabsstyrelsen.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 4 som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.

Hvis du allerede er ansat som tjenestemand i Forsvaret inden for hovedfunktionsniveauet (sekondløjtnant til og med major/orlogskaptajn), kan du vælge at bibeholde denne ansættelsesform. Du vil da fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarets Personeltjeneste (nu Forsvarsministeriets Personalestyrelse) og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte officerer i Forsvaret.

Fast tjenestested er Frederikshavn.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landet grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationele operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Nærmere oplysning om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til kaptajnløjtnant Anders Biel-Knudsen på tlf. +45 2049 9615, eller email: 1EEJMI-CHA@fiin.dk. Alternativt Søværnets Center for Administration, KL Bårdur Sandå, mail SCA-F-BEM01@MIL.DK eller tlf. +45 7285 7551.

Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent ved Forsvarets Personalestyrelse, afdelingsleder Malene Nørgaard Abel på telefon 7281 9142.

Ansøgningsfristen er den 12. juli 2020.
Stillingen er ledig til besættelse fra 1. august 2020, dog kan der efter aftale ventes på den rette medarbejder.

Vil vil bede dig at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om 1. Eskadre (1 ESK)
1. Eskadre omfatter spændende og alsidige arbejdspladser på sejlende enheder såvel som landtjenestesteder. De sejlende enheder er primært indsat i det Nordatlantiske område og løser en lang række af Søværnets nationale opgaver 24/7/365. Opgaverne er blandt andet overvågning, suverænitetshåndhævelse, søredning og fiskeriinspektion i det nordatlantiske og arktiske område. Andre af eskadrens enheder er beskæftiget med varetagelse af søopmåling i danske og grønlandske farvande samt sejlads med Kongeskibet. Derudover har 1. Eskadre to spændende landtjenestesteder underlagt, Center for sømilitær teknologi (CST), der varetager al teknisk uddannelse i Søværnet og Center for maritim uddannelse og skibssikkerhed (CMS), der varetager uddannelsen af værnepligtige og elever, samt uddannelse i røgdykning, brandbekæmpelse, og medic uddannelser.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Flådestation Frederikshavn

Lokation

Region Nordjylland

Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

12.07.2020

Indrykningsdato

26.06.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent