Souschef til Ledelsessekretariatet i Forsvarsministeriets Personalestyrelse (genopslag)


Souschef til Ledelsessekretariatet i Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Har du flair for HR – eller overvejer du en ny vinkel på din karriere? Er du på udkig efter en stilling med chefansvar på niveauet – og vil du være med til at omsætte Personalestyrelsens ambition om at være statens bedste HR-organisation? Så er du måske den nye souschef i Ledelsessekretariatet?
Om os
Stillingen er placeret i Personalestyrelsens Ledelsessekretariat, der blandt andet er ansvarlig for at betjene direktøren og den øvrige direktion samt understøtte Personalestyrelsens samlede virke.
Vi er ca. 40 medarbejdere i Ledelsessekretariatet fordelt på tre sektioner med en meget varieret opgaveportefølje.

Arbejdet er dynamisk og udfordrende, når det gælder opgavernes art og kompleksitet, hvorfor du skal være indstillet på en fleksibel tilgang til dit nye job.

Vi tilbyder et job i et motiverende arbejdsmiljø med travlhed og humor. Vi har en god team spirit i Ledelsessekretariatet, og du vil få nogle dygtige og erfarne kollegaer at sparre med i din dagligdag.

Vi lægger vægt på at skabe gode betingelser for faglig og personlig udvikling. Du får en stor indsigt i, hvordan sekretariatet og Personalestyrelsen fungerer, og jobbet kan være dit springbræt til andre stillinger indenfor ministerområdet.
Om stillingen
Som souschef vil du komme til at tage aktiv del i sekretariatets mangeartede opgaver, herunder at bidrage til at sekretariatets samarbejdspartnere får en professionel service i rette tid og rette kvalitet. Du kommer til at indgå i ledelsen af sekretariatet, og du vil i rollen som souschef tillige fungere som sektionschef med ledelsesansvar for en større del af medarbejdergruppen.

Ledelsessekretariatet favner bredt, og du kommer til at indgå i et samspil med øvrige chefer og medarbejdere bredt i hele Personalestyrelsen.

Du vil, i tæt samarbejde med chefen for Ledelsessekretariatet, komme til at beskæftige dig med ledelse af afdelingen, styring og koordination af sager, direktionsbetjening, udvikling af veltrimmede processer og procedurer, udarbejdelse af notater og håndakter, sikring af fremdrift på styrelsens indsatsområder med videre. Derforuden vil en af opgaverne blive at assistere vicedirektøren i dennes arbejde.
Om dig
Du har en videregående akademisk uddannelse som cand.oecon, cand.polit eller tilsvarende. Erfaring fra lignende stillinger i en styrelse, højere stab eller Forsvarsministeriets departement vil være en fordel men ikke et krav. Gode ledelsesmæssige kompetencer og erfaring med ledelse vægtes højt.

Du har blik for, hvordan et ledelsessekretariat fungerer, en veludviklet helhedsforståelse samt et naturligt nærvær i din personlige ledelsesstil og fremtoning.

Du er ambitiøs i din varetagelse af opgaverne og prioriterer høj kvalitet i din performance. Herunder er du analytisk stærk samt arbejder stringent og struktureret med en god evne til at skabe og bevare overblik i en ofte hektisk hverdag.

Du er fremsynet med blik for udvikling samt udviser initiativ og handlekraft. Derforuden er du velformuleret, både mundtligt og skriftligt, har gode samarbejdsevner samt en veludviklet dømmekraft og kan udvise diskretion, når påkrævet.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som chefkonsulent og aflønnet efter den til enhver tid gældende Akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i Staten. Derudover vil der, afhængig af dine kvalifikationer, være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 %.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Ledelsessekretariatet oberstløjtnant Peter Raunholt Sørensen på telefon 32 66 50 54 eller nuværende stillingsindehaver major Jonas Vøg Andersen på telefon 3266 5046.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Mette Wassmann på telefon 3266 5111.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Ansøgningsfristen er den 8. december 2019. Vi forventer at afholde samtaler løbende..

Stillingen er ledig d.1. december 2019 og til besættelse snarest.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM FORSVARSMINISTERIETS PERSONALESTYRELSE
Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) er overordnet ansvarlig for personaleområdet og HR-driften i Forsvarsministeriets koncern. Koncernen omfatter Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Efterretningstjeneste, Hjemmeværnet samt en række styrelser såsom Materiel- og Indkøbsstyrelsen, Ejendomsstyrelsen og Personalestyrelsen.
Vi støtter med rekruttering, dels til koncernens mange uddannelser, dels til de ca. 20.000 faste stillinger og de 3.500 stillinger i reserven. Vi rådgiver om HR og arbejdsmiljø, indkalder til Forsvarets Dag, forhandler overenskomster og yder støtte til veteraner og pårørende. Vi har desuden det faglige ansvar for udvikling og udmøntning af koncernens HR-strategiske tiltag.
FPS er som arbejdsplads kendetegnet ved høj faglighed, fokus på videndeling, gode menneskelige relationer og et velfungerende arbejdsmiljø.
Hovedsædet er placeret i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet. Veterancentret, der er en del af FPS, er placeret i Ringsted.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Ballerup

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

08.12.2019

Indrykningsdato

08.11.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent