Medarbejdere til Uddannelses- og programsektionen, Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste


Medarbejdere til Uddannelses- og programsektionen, Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste

Kunne du tænke dig at arbejde i et dynamisk uddannelsesmiljø, og har du mod på sagsbehandling samt besidder kompetencer indenfor planlægning og koordinering? Så er du måske på vej til et spændende og alsidigt job, idet vi søger medarbejdere til Uddannelses- og programsektionen ved Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Om os
Uddannelses- og programsektionen består af en chef og fem medarbejdere. Sektionens primære ansvarsområder er myndighedens handlingsprogram, den overordnede koordination med værnene omkring støtten til de operative aktiviteter og beredskaber samt styring og fastlæggelse af produktionsmål for myndighedens samlede tekniske uddannelsesområde, herunder lærlingeuddannelser.

Som arbejdsplads lægger vi vægt på en konstruktiv og behagelig omgangsform, hvor der er plads til meningsudveksling. Det er vigtigt for os, at vi er ét hold. Du kan derfor forvente hjælp og støtte til at finde dig tilrette i stillingen.
Om stillingen
Vi tilbyder en selvstændig samt bredtfavnende stilling, hvor opgaverne løses med fokus på kvalitet i opgaveløsningen. Stillingen og funktionen er nyoprettet, hvorfor du selv vil få stor indflydelse på egen opgaveløsning og stillingsindhold.

Sammen med en kollega forestår du Forsvarets Vedligeholdelsestjenestes samlede produktionsplanlægning og koordination med Forsvarets Vedligeholdelsestjenestes uddannelsesenheder. Aktuelt omfatter opgaverne såsom udarbejdelse af forslag til CST PROM, herunder budgettering. Vedligeholdelse af PROM løbende i SAP arrangementsstyring i koordination med koncernfælles kursusadministration.

Ud over at du har ansvaret for, at vores produktionsplan altid er opdateret og retvisende, virker du som single point of contact i relation til Forsvarets Vedligeholdelsestjenestes uddannelsesenheder.

Vi tilbyder også en stilling, hvor dine primære arbejdsopgaver vil være koordination af lærlinge- og elevområdet i tæt samarbejde med vores værksteder, myndigheder og civile virksomheder. I denne stilling skal du sikre, at relevante godkendelser er på plads, ligesom du følger lærlingens uddannelse fra ansættelse til udlært, på et overordnet niveau, i samarbejde med praktikstedet og erhvervsskolen.

Du vil desuden være fast medlem af Værnsfælles koordinerende lærlingeudvalg, hvor der koordineres lærlingeindsatser på tværs af Forsvaret.

Din arbejdsdag vil foregår på kontoret i Brabrand, men der må forventes rejseaktivitet, da Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste har lærlinge spredt geografisk over hele Danmark. Stillingen kræver et gyldigt kørekort.
Om dig
Vi har brug for to nye medarbejdere med bred erfaring inden for uddannelsesområdet enten i det militære eller civile system.

Som militær forventer vi, at du enten er chefsergent eller seniorsergent med interesse og erfaring inden for uddannelsesområdet i Forsvaret. Den ideelle kandidat har endvidere erfaring fra tidligere stilling som uddannelsesbefalingsmand, planlægger eller administrationsbefalingsmand.

Er du civil forestiller vi os, at du er kontoruddannet suppleret med en relevant akademiuddannelse. Vi ser gerne, at du har erfaring med lærlingekoordination, erhvervsuddannelser eller har kendskab til Forsvaret.

For begge stillinger gælder det, at du har et åbent sind og trives godt i et fleksibelt, åbent og godt arbejdsmiljø, som dog også betyder, at du periodevis oplever en hektisk hverdag. Du trives med en foranderlig hverdag, da planlægningen sker dynamisk i forhold til forsvarets samlede behov.

Du har en professionel og ansvarsbevist tilgang til opgaverne, er initiativrig, omstillingsparat samt formår selvstændigt at igangsætte opgave- og problemløsninger. Du kan samarbejde, og du er i stand til at inddrage andres erfaringer og synsvinkler for at fremme en god opgaveløsning.
Ansættelsesvilkår
Civile ansættelse og aflønnes i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S fællesoverenskomsten). Basislønnen udgør pr. måned 31.306,17 kr.

Chef- og seniorsergenter ansættes på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Der vil afhængig af dine kvalifikationer, være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Hvis du er militæransat, er ansættelsen betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer. Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er velkommen til at høre mere om stillingen hos oberstløjtnant Mikkel Enemark Olsen på telefon 24 87 28 02. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Britt Holde på telefon 72 81 91 43.

Ansøgningsfristen er den 20. november 2019. Samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter. Ansættelse pr. 1. januar 2020 eller efter aftale.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM FORSVARETS VEDLIGEHOLDELSESTJENESTE
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består en Vedligeholdelsesdivision med af seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.

Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Brabrand

Lokation

Region Midtjylland

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M231 Seniorsergent

Ansøgningsfrist

20.11.2019

Indrykningsdato

07.11.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent