Operationsofficer ved Arktisk Kommandos Joint


Operationsofficer ved Arktisk Kommandos Joint

Har du lyst til en spændende stilling i en kommando med internationalt fokus, opfordres du til at søge stillingen som vagthavende officer i Joint Operations Centre ved Arktisk Kommando i Nuuk. De operative opgaver bærer præg af den stigende internationale fokus, der er på udviklingen i den arktiske region.

Du vil derfor blive en del af en arbejdsplads, hvor du er med til skabe et sikkert Arktis i samarbejde med nationale og internationale partnere. Samtidig får du stor erfaring med at lede alsidige og komplekse operationer under de barske arktiske vejrforhold.
Om os
Joint Operations Centre (JOC) indgår i operationssøljen ved Arktisk Kommando. Sektionen består ud over dig af en chef, en næstkommanderende, operationsassistenter samt de andre kolleger, du kommer til at tørne med på posten som vagthavende officer.

At flytte til Grønland kan være en stor oplevelse, særligt hvis familien flytter med. Vi kan derfor tilbyde en enestående oplevelse ved at komme til Grønland med mange minder for livet. Der er rig mulighed for store naturoplevelser med fjeldvandring, ski, snescooter, jagt og fiskeri. Derudover rummer Nuuk en større bys muligheder med caféer, restauranter, fitnesscentre, biograf og butikker. Udover at have et stærkt kollegialt sammenhold gør vi som arbejdsplads meget for at have et godt socialt sammenhold med blandt andet arrangementer for hele familien. Derudover har du mulighed for at blive en del af Arktisk Kommandos båd- og hyttelaug.
Om stillingen
Som vagthavende operationsofficer indgår du i Joint Operations Centre (JOC) og Joint Rescue Coordination Centre (JRCC), som løser en lang række opgaver af både militær og kystvagtsmæssig karakter. Du vil indgå i en vagttørn med de øvrige operationsofficerer, som bemander JOC på døgnbasis, samt få tildelt opgaver ud fra dine kompetencer og ønsker.

Som vagthavende operationsofficer vil det være din opgave at sikre overblikket over Arktisk Kommandos operationsområde i og omkring Grønland og Færøerne samt koordinere og føre indsatsen af taktiske enheder i dette enorme område.

Med afsæt i dine erfaringer som operationsofficer, dine kompetencer, interesser og hovedkvarterets behov vil du under din tjeneste, have mulighed for på sigt at prøve kræfter med andre sagsområder og stillinger i kommandoens stab, eksempelvis i J3 fremtidige operationer, J35 planlægning, J7 øvelser, J4 logistik eller J6 kommunikation.

Du kommer til at samarbejde med og disponere over de af Forsvarets enheder til vands, lands og i luften, der er indsat i Arktisk Kommandos operationsområde. Derudover vil du i dit virke dagligt skulle samarbejde med militære og kystvagtsenheder fra andre nationer samt Arktisk Kommandos civile samarbejdspartnere i Grønland og på Færøerne.

Udover vagttjeneste vil du få erfaring med og indsigt i værnsfælles operative stabsprocesser, som lægger sig op af NATO doktrinerne samt traditionel stabstjeneste ved en NIV 2 myndighed.
Om dig
Du er kaptajnløjtnant i Søværnet eller kaptajn i Flyvevåbnet – gerne med baggrund fra sejlende eller flyvende tjeneste. Tjeneste fra et militært operationscenter er ligeledes ønskeligt. Har du erfaring fra JRCC, en uddannelse som SAR Mission Coordinator, eller erfaring med billedopbygning, vil dette være en fordel – ligesom uddannelserne indenfor procedureudvikling, fiskeriinspektion eller havmiljø vil have relevans.

Jobbet som vagthavende operationsofficer og SAR Mission Coordinator kan særligt i forbindelse med hændelser føles stressende, hvilket kræver overblik, handlekraft og samarbejdsevner. Derfor er det vigtigt, at du er god til at holde hovedet koldt, kan prioritere opgaver, har gode analytiske evner, og ved hvornår du skal træffe beslutninger og sætte ind – og hvornår du skal sige fra. Du vil gennemgå den fornødne oplæring, inden du skal bestride vagten selvstændigt.

Stillingen er for dig, der vil prøve kræfter med tjeneste i en værnsfælles operativ stab, der altid er indsat, og hvor alle opgaver pr. definition er skarpe. Du vil selvsagt få gode muligheder for kompetenceudvikling og i relevant omfang videreuddannelse. Derudover er jobbet en unik mulighed for at opleve og prøve kræfter med Grønlands storslåede natur.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Stillingen bestrides som midlertidig tjeneste ved Arktisk Kommando i Nuuk, Grønland for en afgrænset periode på to år. Du vil beholde dit nuværende faste tjenestested under opholdet i Nuuk. Du vil blive stillet en fri bolig til rådighed samt ydelser jf. Grønlandsaftalen.

Kontakt og ansøgning
Nærmere oplysninger om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til chefen for Arktisk
Kommandos Joint Operations Centre (JOC)/Joint Rescue Coordination Centre (JRCC)
kommandørkaptajn Michael Hjorth på FKO-A-CHJOC@fiin.dk eller tlf. +299 36 40 16.

Du kan kontakte AKO HR partner ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på FPS-RA-MA01@MIL.dk eller på tlf. +299 49 11 04, såfremt du har spørgsmål til specifikke grønlandske ydelsesforhold.

Bemærk at tidsforskellen mellem Danmark og Nuuk er 4 timer (bagud).

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du tage kontakt til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent KL Ole Johnny Frederiksen på telefon +45 32 66 51 50

Ansøgningsfristen er den 21. november 2019.

Ansættelsesdato 1. januar 2020 eller snarest muligt.

Samtaler til stillingen forventes gennemført løbende via VTC eller SKYPE.

Send ansøgningen elektronisk via linket ”Send ansøgning”.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge stillingen fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM ARKTISK KOMMANDO

Arktisk Kommando er en operativ kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Nordatlanten og Arktis. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder.

Arktisk Kommandos mission er at beskytte Kongeriget i Arktis. Det indebærer evnen til at kunne håndtere kriser og ultimativt at gennemføre militært forsvar af Grønland og Færøerne – i samarbejde med andre nationale og internationale hovedkvarterer. I Arktisk Kommando har vi indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol 24/7, hvilket kræver engagement og en Combined/Joint tilgang til opgaverne. Vi gennemfører overvågning samt suverænitetshævdelse – året rundt. Vi løser samtidig en lang række vigtige operative opgaver fx eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion og støtte til det civile samfund. Det kræver forudseenhed og tæt samarbejde med de statslige og militære myndigheder i nabolandene til Grønland og Færøerne. Ved behov kan Kommandoen forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.

Arktisk Kommando har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder omtrent 70 medarbejdere. Derudover har kommandoen personale flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne samt i Danmark.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

AKO Nuuk

Lokation

Grønland

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

21.11.2019

Indrykningsdato

28.10.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent