Teknikofficer søges til MCM Danmark, 2. Eskadre i Frederikshavn


Teknikofficer søges til MCM Danmark, 2. Eskadre i Frederikshavn

MCM DNK er Søværnets minerydningsdivision, forankret under 2. Eskadre.

2. Eskadre opstiller besætninger og skibe til løsning af internationale maritime opgaver. Dette spænder fra bidrag til humanitære operationer til indsættelse i krigsmæssige operationer. 2. Eskadre består af moderne højteknologiske skibe – fregatter, støtteskibe og minerydningsenheder
Vores fokus er at få det komplekse samspil mellem besætninger og avanceret teknologi til at fungere for at kunne løse søværnets opgaver.
Om os
MCM DNK (Mine Counter Measures Danmark) er Søværnets minerydningsenhed, hjemhørende i Frederikshavn.
MCM DNK’s primære opgave er at være klar til at sikre adgangen gennem stræder og til havne i tilfælde af en minetrussel både nationalt og internationalt.
Derudover fjernes gammelt ammunition og miner primært fra de to verdenskrige – et arbejde der foregår kontinuerligt i både danske og udenlandske farvande.
Divisionen assisterer også andre myndigheder med at lokalisere objekter på havbunden f.eks. vrag, fly mv.

MCM DNK består af 32 medarbejdere og er et modulært koncept, der er under forsat udvikling. Konceptet baserer sig på fjernstyrede droner med sonarer, minerydningsskibe med avancerede undervandsrobotter samt container-baserede moduler placeret på enten militære eller civile støtteplatforme.

MCM DNK tilstræber at være en arbejdsplads, som giver mulighed for et meningsfyldt og udfordrende job, hvor personellet i høj grad inddrages i opgaveløsningen. Vi har en fleksibel tilgang til tjenesteplanlægningen, som levner plads til familieliv, personlig udvikling og uddannelse.
Om stillingen
Som teknikofficer i MCM DNK er du ansvarlig for det samlede tekniske område primært fokuseret omkring de skibe enheden råder over. Dette være sig i forhold til drift og vedligehold men også planlægning og gennemførelse af værftsophold, syn, test mv.
Enhedens logistik samt forsyningstjeneste vil også være en del af opgaveporteføljen ligesom du vil bidrage med gennemførelse af minerydningsoperationer til søs.

Du vil være leder af Teknisk Division som udover teknikofficeren pt. består af en forsyningsbefalingsmand, 4 tekniske sergenter og 8 maskingaster. Som leder vil du derfor være ansvarlig for tilrettelæggelse af arbejdet i divisionen samt udvikling af personellet.

Du vil være sagsbehandler ligesom du vil være chefens rådgiver indenfor det tekniske område.
Samtidig er du en del af skibsledelsen, og bidrager derfor til beslutningstagning omkring planlægning, udvikling, ansættelser mv.

Du vil være formand for enhedens arbejdsmiljøudvalg.

Du har naturlig stor kontakt og fungerer som bindeled med en række af forsvarets øvrige myndigheder, FMI, skibstypeinspektører, værksteder mv. for at sikre løsningen af opgaverne.
Som sparringspartner har du derudover bl.a. våben og elektronik-officeren, hvis fokusområde primært er enhedens sonar- og ROV-systemer, samt operationsofficeren som forestår planlægning og gennemførelse af enhedens øvelser og operationer.

Mange opgaver løses ved daglig tjeneste på Flådestation Frederikshavn, både på eget kontor men også ombord på skibene, på værksteder osv.
Når MCM DNK sejler vil der altid være mulighed for at komme med til søs ligesom der kan bidrages med vagt i basehavn.
Stillingen er meget fleksibel i forhold til planlægning af tjeneste, og du har derfor stor indflydelse på om du skal med til søs, gå vagt eller arbejde i basehavn.
Du får udleveret en FAP, så arbejde hjemmefra i perioder og mulighed for fleksible arbejdstider er en selvfølge.

Stillingen kan kombineres med et studie f.eks. MMS, MMT e.l.

Vi tilbyder
Vi kan tilbyde et alsidigt job med mulighed for udvikling herunder et uddannelsesforløb med kurser og efteruddannelse, hvor vi tager udgangspunkt i din baggrund og dine ønsker.
Vi tilbyder at komme til en lille division med en høj grad af fællesskab, engagement og professionalisme. Alle brænder for, at MCM DNK skal være en af de bedste minerydningsenheder i verden.
Vi udviser stor forståelse for medarbejderens behov og ønsker, hvilket afspejles i en særdeles fleksibel arbejdstidsplanlægning og gode muligheder for uddannelse, men har samtidig fokus på, at divisionen kontinuerligt kan levere den nødvendige operative effekt.

Vi kan tilbyde dig en stilling, der ikke findes to af i søværnet, og hvor du kan kombinere sejlads og kontorarbejde og samtidig finde plads til familie, studie e.l.
Om dig
Du er kaptajnløjtnant og gerne med baggrund fra sejlende tjeneste.
Du har gerne erfaring med sagsbehandling og koordination med andre myndigheder og har gerne kendskab til forsvarets vedligeholdelses- og værkstedsstruktur.
Du skal kunne arbejde selvstændigt og struktureret og i nogle tilfælde selv være i stand til at identificere arbejdsopgaver som opstartes og afsluttes.

Du skal være klar på en uformel omgangstone og et fladt hierarki, der til gengæld fordrer selvstændige medarbejdere, der selv planlægger store dele af deres arbejdsdag.
Samtidig skal du kunne fungere som daglig leder og udstikke retningslinjer samt motivere og udvikle dine medarbejdere.

Du skal være klar på sejlads på såvel vores egne enheder som på kommende støtteplatforme, men også være indstillet på at have vagttjeneste samt arbejdsdage på kontoret på Flådestation Frederikshavn.
Du skal være indstillet på at arbejde i en division, som er under fortsat udvikling, og som kontinuerligt higer efter at optimere og levere gode resultater.

Du skal have eller inden for kort tid kunne få blåt bevis.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes som kaptajnløjtnant efter gældende overenskomst.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet, ligesom du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer m.v.

Kontakt og ansøgning

Ansøgningsfristen er d. 1. november 2019. Samtaler forventes afholdt i uge 45-46 2019. Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2020, dog kan der efter aftale ventes på den rette medarbejder. Fast tjenestested vil være i Frederikshavn (Flådestation Frederikshavn).

Nærmere oplysning om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til kaptajnløjtnant Andreas Johansen CH MCM DNK, mail 2e-mcm-ch@mil.dk eller på telefon 30 16 95 21.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Peter Korfits Frank, Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 72819140.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM 2. ESKADRE
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt. Opgaverne spænder fra bidrag ved humanitære operationer til indsættelse i krigsmæssige operationer. 2. Eskadre består af moderne højteknologiske skibe: Fregatter, støtteskibe, minerydningsenheder samt Søværnets Dykkertjeneste som varetager alle dykkerrelaterede opgaver i Søværnet. Eskadren gennemfører også de taktiske og våbenmæssige uddannelser for hele Søværnet på Center for Taktik samt Center for Våben. 2. Eskadre ønsker at være en god arbejdsplads og vores fokus er at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at fungere for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Flådestation Frederikshavn

Lokation

Region Nordjylland

Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

01.11.2019

Indrykningsdato

09.09.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent