Almen sergent Hæren 1

Chef for logistiksektionen ved Panserbataljonen (GENOPSLAG)


Chef for logistiksektionen ved Panserbataljonen

Kan du lide at se resultaterne af dine handlinger? Kan du holde mange bolde i luften, og gribe dem igen? Er du god til at strukturere og planlægge?

Så har du muligheden for et udfordrende og udviklende job som sektionschef for logistiksektionen ved Panserbataljonen.
Om os
Panserbataljonen består af en stab inkl. en uddannelsessektion (S7) og panserbjærgnings-sektion, samt indledningsvist to kampvognseskadroner. Som en del af forligsimplementeringen styrkes Panserbataljonen med en tredje kampvognseskadron, og har en sammenhæng til Mid life Up date af Leopard 2 kampvognen. Denne styrkelse er planlagt til udførelse i perioden 2021-2023, hvor eskadronen forventes operativ. Derudover styrkes bataljonen med en stabseskadron som ligeledes genopbygges i førnævnte periode.
Panserbataljonen skal igen på sigt virke som en operativ bataljon, hvorfor både stabens og bataljonens egen uddannelse og aktiviteter vil være målrettet dette.

Panserbataljonen uddanner Hærens Kampvognseskadroner og indgår dermed i Hærens evne til panserbekæmpelse. Bataljonsstaben opstilles efter samme grundlag som Hærens øvrige kampbataljoner, idet der tillige indgår en bjærgningssektion med tre panserbjærgningsvogne. Bataljonsstaben skal på lavt beredskab kunne opstilles som et bataljons¬hovedkvarter eller specifikke task forces, der kan anvendes til opfølgning ved en længerevarende indsættelse i fuldspektrums operationer. Som følge heraf deltager panserbataljonen i 2. Brigades føringsuddannelse.

Panserbataljonens hverdag er præget af et dynamisk arbejdsmiljø med et i perioder højt tempo. Omgangstonen er fri og uformel, og vi lægger vægt på et godt samarbejde med alt personel og enheder. Vi prioriterer kompetenceudvikling af vores medarbejdere og sætter en ære i relationer og godt arbejdsklima.

Om logistiksektionen
Logistiksektionen (S4) arbejder selvstændigt med både planlægning og ”drift”. Der er stor frihed til opgaveløsning indenfor de givne rammer. Sektionen planlægger, tilrettelægger og gennemfører logistikuddannelse af alt personel i sektionen og ved Panserbataljonen. I forbindelse med stabsarbejder og øvelsesvirksomhed er sektionen endvidere ansvarlig for den logistiske tjeneste.

Det høje aktivitetsniveau medfører, at sektionen ofte er ”indsat” til opgaveløsning i forbindelse med den uddannelsesvirksomhed der understøtter enhedernes opgaveløsning. Derfor kræver det fleksibilitet og omstillingsparathed at virke i logistiksektionen.
Om stillingen
Overordnet set består jobbet af to dele: daglig drift og operativ indsættelse. Det er en fordel for dig, hvis du har erfaring og kompetencer indenfor logistikområdet. Det vil også være en fordel hvis du har kampvognserfaring men det er ikke et krav.

Som chef for logistiksektionen er det dig, der er omdrejningspunktet i forhold til bataljonens daglige drift. Du er ansvarlig for ressourcestyringen, herunder prioritering af ressourcer som for eksempel materiel, køretøjer og fagligt personel.

Du varetager den logistiske koordination med foresatte myndigheder. Du er drivkraften i det logistiske netværk både internt ved Panserbataljonen, men også ved øvrige relevante interessenter ved regimentet og eksternt. Med dit overblik er du forudseende i forhold til kritiske kapaciteter, både f.s.v.a. materiel- og køretøjsforvaltning.
Du virker som sparringspartner i forhold til den administrative forvaltning af Panserbataljonens logistiske personel.

Du er en aktiv medspiller i forhold til Panserbataljonens uddannelse, som du understøtter ved at planlægge og tilrettelægge enhedernes ressourcer i forhold til aktiviteterne.
Du varetager Panserbataljonens enheders logistiske behov og sikrer, at ressourcerne kommer til rette sted, i rette tid i rette mængde og art og i rette tilstand på den mest økonomiske måde.

Under operativ indsættelse deltager du i planlægning og udførelse af operationer på bataljons- og kampgruppeniveau. Når staben gennemfører stabsarbejder bidrager du i koordination og gennemførelsen af operationsplanlægning, samt under udarbejdelsen af befalinger. Under øvelser er du aktivt deltagende som operativ soldat.

Du er den desuden den udførende i varetagelse af arbejdsmiljømæssige problemstillinger i panserbataljonen.
Logistiksektionen vil, som resultat af hærens nyordning, bestå af nyt personel, der skal indkøres i nye arbejdsgange og procedurer. Den vil dog bestå af erfarent personel indenfor logistikverdenen. En af dine opgaver vil bestå i at få disse nye mennesker til at arbejde som et team.

Du skal forvente at deltage i øvelsesaktivitet, føringsuddannelse og intern stabsrutinering som del af jobbet som chef for S4.
Om dig
Du er kaptajn og har operativ erfaring fra delings- og underafdelingsniveauet i Hæren. Du har grundlæggende officersuddannelse og måske en relevant civil efteruddannelse, som passer til de militære krav til stillingen. Det vigtigste er, at du har kendskab til og god forståelse for forsvarets operative virksomhed samt hærens doktrin, organisation, materiel og uddannelse – og er villig til hurtigt at lære nyt.
Såfremt du mangler VUK BDE, vil der være mulighed for at gennemføre Hærens Føringskursus på sigt.

I første omgang har bred erfaring, din generelle positive indstilling til opgaverne, fleksibilitet samt evne og vilje til at lære nyt stor betydning. I anden omgang vægtes opbygning og videreudvikling af din og bataljonens faglighed.

Du har en naturlig interesse i både logistik, operationer og uddannelse af enheder og vil gerne prøve kræfter med disse områder på bataljonsniveauet.

Det er ikke et krav, at du ved ansøgningstidspunktet er i besiddelse af DeMars indsigt. Følgende kurser er dog ønskelige: DeMars myndighedsbeholdning, DeMars lagerstyring og controlling, forvaltning og logistik.
Såfremt du besidder den ønskede profil og motivation, vil du få mulighed for at gennemføre relevante og specifikke logistiske kurser efter din tiltræden.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 27. oktober 2015 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
 
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende,
fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
 
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
 
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du ringe til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent KL Kristian Pedersen på telefon +45 32 66 54 70 eller e-mail til FPS-BA-BS224@mil.dk
 
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte stabschefen, kaptajn Anders Sode Kaper Buch på tlf.: 41 37 68 20 eller via mail.: jdr-1b-stch@mil.dk.

Ansøgningsfrist er den 22. april 2019. Samtaler forventes afholdt uge 17-18 med tiltrædelse den 1. juni eller snarest herefter.
Tiltrædelsesdato koordineres og aftales i samarbejde med afgivende chef.
 
Du kan søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, kan du medbringe disse til en evt. samtale.
 
Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge stillingen fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og innovation.
 
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Eventuelt forhandlet aftale om individuelt pensionsgivende kvalifikationstillæg, vil du modtage besked om i din e-boks

OM 2. BRIGADE
2. Brigade, med hovedkvarter i Slagelse, råder over en let infanteribataljon i Haderslev, en opklaringsbataljon på Bornholm, en panserbataljon i Holstebro og to uddannelsesbataljoner henholdsvis i Slagelse og Holstebro. Brigaden er dermed ansvarlig for teknisk og taktisk udvikling inden for de tre kapacitetsområder: opklaring, kampvogne og let infanteri. I samarbejde med Hærens Officers-skole under Forsvarsakademiet uddanner 2. Brigade officerer ved Løjtnantsuddannelsen i Slagelse og er ligeledes ansvarlig for opbygning og kompetenceudvikling af Hærens reservepersonel. 2. Brigade opstilles med ca. 1.380 årsværk ved udgangen af 2024.
Brigadestaben planlægger og styrer brigaden, herunder støtter opstilling samt gennemfører uddannelse af hærens bidrag til internationale operationer. Dertil kommer nationale operationer, bl.a. bevogtningsopgaver i København og opgaver ved den dansk-tyske grænse. Brigadestaben skal kunne opstilles som et hovedkvarter med hele eller dele af staben, der kan indgå i nationale opgaver i hele Riget, herunder ved terroranslag, større naturkatastrofer og tilsvarende, såvel som internationalt.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Dragonkasernen

Lokation

Region Midtjylland

Værn

Hæren

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

22.04.2019

Indrykningsdato

26.03.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent