Søværnet 04

Driftsofficer til 4. besætning i THETIS-klassen - GENOPSLAG


Driftsofficer til 1. Eskadre, Division 11, 4. besætning i THETIS-klassen

4. Besætning søger en officer af teknisk linje, der brænder for at sejle på en operativ enhed i Nordatlanten. Besætningen går en spændende tid i møde, hvor din berøringsflade vil involvere mange af Søværnets fokusområder.
Du får chancen for at bidrage til at udvikle og forme den tekniske division i en større enhed. Besætningen har et solidt sikkerhedsnet for sparring og udfordringer, der er med til at sikre, at du får de bedste muligheder for faglig og personlig udvikling.
Om os
4. Besætning er en af fem besætninger i Division 11. Besætningen er den næste til at gennemgå DOST-2, hvorfor dette har stort fokus i 2018 og 2019.

Samtidig med træning og klargøring til DOST-2 skal besætningen under sejlads løse patrulje-opgaver i Nordatlanten og være klar til indsættelse i forhold til SAR, Suverænitetshåndhævdelse, fiskeriinspektion og støtte til lokalsamfundet.

Du må forudse et travlt 2019, hvor et intensivt sejlprogram skal kombineres med klargøring af en materialopdateret THET-kl til DOST-2.

Vi kan tilbyde en stilling hvor der er tid til udvikling og hvor vi altid er åbne for tiltag eller ændringer i dagligdagen – både teknisk og ledelsesmæssigt.
Vi lægger vægt på sociale relationer på tværs af organisationen. Tonen er uformel og vi er bevidste om vigtigheden af en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Om stillingen
Dine primære opgaver som driftsofficer bliver tjeneste som daglig leder af teknisk division, og som vagthavende maskinofficer i en tre-tørn. Du får en central rolle som teknisk leder i kontrolrummet i dagligdagen og ved KLART SKIB.

Som driftsofficer refererer du til teknikofficeren. Du indgår i teknisk division, der udgøres af tre officerer, tre befalingsmænd af sergentgruppen, og tolv faglærte konstabler. I teknisk division sparrer du dagligt med maskinbefalingsmanden og officererne om planlægningen af arbejdsopgaverne.

Du vil være ansvarlig for afvikling af MUS-samtaler og udvikling af dine medarbejdere, dette foregår i samarbejde med resten af befalingsmændene i teknisk division.

Du vil indgå i et team af engagerede og højt motiverede ledere og medarbejdere, hvor alle yder deres bedste. Dette skal du kunne understøtte ved en synlig ledelsesstil.

Vi tilbyder dig et alsidigt job, hvor der er plads til at udvikle alle dine færdigheder i et sikkert miljø. Den tekniske division besidder et højt fagligt niveau og er klar til sparre og understøtte din udvikling, både fagligt og personligt.
I træningen til DOST bliver du en nøgleperson, hvor vigtige dele af organisationen drejer om dig og din evne til at træffe beslutninger.

Enhederne i Division 11 er bygget i slut 80’erne og er løbende blevet opdateret. Dette skaber en rigtig god platform til læring og forståelse af skibs- og systemopbygning, som er en vigtig del af dit virke. Da enhederne løbende er blevet opdateret dækker de tekniske installationer både mekanik, analog og digital.

Du vil blive oplært i alle systemer, og få en praktisk erfaring fra starten, således at du bliver i stand til selv at oplære nye folk i teknisk division ombord.
Om dig
Du er premierløjtnant af teknisk linje i Søværnet. Du arbejder analytisk og resultatorienteret med henblik på at understøtte skibets operationer. Helhedssyn er en vigtig kvalifikation, som vi forventer udvikler sig i takt med din erfaring. Du udviser lederskab og handlekraft, og ser det som en selvfølge at stå i spidsen når der er travlt. Det forventes yderligere at du er udvik-lingsorienteret og interesseret i at arbejde på et skib i forandring.

Det er en fordel, men intet krav, at du har erfaring med sejlads i Nordatlanten.

Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 27. oktober 2015 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 3, som omfatter premierløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landet grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer. Du skal have gyldigt blåt bevis.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos Teknikofficeren i 4. kapacitet, kaptajnløjtnant Nicolai Thuesen, på telefon 2924 2223 / 3067 0743, eller på mail: nicolaithue-sen@gmail.com
Har du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse HR konsulent Malene Nørgaard Abel på telefon 7281 9142.

Ansøgningsfristen er den 16. december 2018. Ansættelsessamtaler forventes afholdt snarest efter ansøgningsfristens udløb.
Tiltrædelse er senest den snarrest muligt.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM 1. ESKADRE
1. Eskadre omfatter spændende og alsidige arbejdspladser, primært på sejlende enheder, som løser en lang række af søværnets nationale opgaver 24/7/365. Den største del af eskadrens enheder er beskæftiget med overvågning, suverænitetshævdelse, søredning og fiskeriinspektion i det nordatlantiske og arktiske område. Andre af eskadrens enheder er beskæftiget med varetagelse af havmiljøopgaven i danske farvande, søopmåling i danske og grønlandske farvande, enheder til uddannelse af kadetaspiranter og sejlads med Kongeskibet. Ud over de mange skibe er 1. Eskadre endvidere ansvarlig for drift af Kystredningstjenesten, som har et stort antal redningsstationer placeret rundt om i landet.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk

  
  
  
Generel information

Tjenestested

Flådestation Frederikshavn

Lokation

Region Nordjylland

Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M312 Løngruppe 3 Premierløjtnant

Ansøgningsfrist

16.12.2018

Indrykningsdato

08.11.2018

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent