Fortsæt til indhold

Kort tid, der flytter dig for altid

Flyvevåbnets værnepligts­uddannelse

scroll down

Styrk dig selv i et udfordrende miljø

Flyvevåbnets mål er at beskytte Danmarks luftrum og sikre borgernes sikkerhed med en stærk luftstyrke. Som værnepligtig i Flyvevåbnet bliver du en vigtig del af dette arbejde, og du kommer til at indgå i et unikt fællesskab, som arbejder med samme formål. 

I Flyvevåbnet lærer du at arbejde under pres i tæt samarbejde med andre, og du vil komme til at kende dine egne styrker og grænser. Flyvevåbnet har stort fokus på at skabe et læringsrigt miljø, hvor din udvikling er i fokus. Under værnepligten i Flyvevåbnet er der mulighed for at vælge den retning, du synes er spændende at beskæftige dig med, og der er gode fremtidsmuligheder – både i luften og på jorden.  

Tre skarpe grunde til at vælge Flyvevåbnet

  1. Du vil indgå i et unikt fællesskab, hvor I sammen får enestående oplevelser.
  2. Du vil opnå kompetencer, som du kan tage med videre i din karriere. 
  3. Du vil få stort ansvar for dine opgaver og kan opnå direkte ledelsesansvar. 

Hvordan er rammerne under uddannelsen?

Hvor meget tjener du?
Under uddannelsen får du 9.034,17 kr. pr. md. (1. april 2025 takst). Beløbet er skattepligtigt.

Du betaler selv for kost, men du får en kostgodtgørelse på 263 kr. pr. kalenderdag (1. november 2024 takst). Beløbet er skattefrit.

Hvor lang tid tager uddannelsen?
Uddannelsen tager i alt 11 måneder at gennemføre.

Hvor skal du bo?
Du bor sammen med de øvrige værnepligtige.

Geografi
Din uddannelse og tjeneste foregår ved det regiment du aftjener din værnepligt.

Hvad får du med dig?
Efter endt værnepligt modtager du et uddannelsesbevis, som værdisætter og beskriver den viden samt de færdigheder og kompetencer, som du har opnået. Uddannelsesbeviset kan bruges ved fx ansøgning til studie eller ved jobsøgning.

 



Hvad kræver det?

  • Hvis du vurderes egnet eller begrænset egnet på Forsvarets dag vil du have adgang til nogle værnepligtsretninger, dog kræver mange retninger at du får den supplerende helbredsundersøgelse på Forsvarets dag. 
  • Værnepligtsretningerne har forskellige krav til sikkerhedsgodkendelse, nogle retninger kræver at du kan opnå en højere sikkerhedsgodkendelse end andre.
  • Du skal være fyldt 18 år.
     

 

Har du spørgsmål?

Vil du vide mere om uddannelse i Forsvaret? Så er du velkommen til at kontakte os på 7281 9955 mandag - torsdag kl. 10-14 og fredag kl. 10-12.

Hvor foregår uddannelsen?
Som værnepligtig i Flyvevåbnet starter din tjeneste enten i Karup for den generelle værnepligt eller Skalstrup, hvis du vælger en værnepligt med speciale i det jordbaserede luftforsvar. Hvis du har valgt den generelle værnepligt, skal du under din basisuddannelse ønske en funktion, du vil uddannes til, og som vil afgøre, hvad du skal lave i den efterfølgende operative tjeneste.

Se ledige pladser

Uddannelsens opbygning

  • Basisuddannelse
    5 måneder
  • Operativ tjeneste
    6 måneder

Uddannelsesforløb

Værnepligtsforløbet i Flyvevåbnet består af en 5-måneders basisuddannelse efterfulgt af 6 måneders operativ tjeneste. 

Basisuddannelsen består af en grunduddannelse på 3 måneder efterfulgt af en funktionsuddannelse på 2 måneder.

Grunduddannelsen 
Du får en grunduddannelse som soldat og soldatermæssige færdigheder, herunder blandt andet skydning, felttjeneste, brandbekæmpelse, førstehjælp, eksercits og meget mere. 
Efter endt grunduddannelse er du i stand til at fortsætte det videre forløb på funktionsuddannelsen og den efterfølgende operative tjeneste ved en af Flyvevåbnets enheder. 

Funktionsuddannelsen 
Ved funktionsuddannelsen skal du vælge en af 6 forskellige retninger, som Flyvevåbnet tilbyder. Hver retning varetager forskellige operative opgaver. Valget af funktionsuddannelse vil også have betydning for dine opgaver i den 6 måneders operative tjenesteperiode.

  1. Logistik
    Som logistikassistent er du med til at pakke udstyr og laste og losse fly, skibe, køretøjer og tog med forsyninger og udstyr, så kolleger og materiel kommer sikkert frem til missioner.
  2. Varsling-/radaroperatør
    Som varslingsoperatør overvåger, opdager og identificerer du flytrafik. Som radaroperatør er du med til at klargøre og opstille Flyvevåbnets nyeste mobile radarsystem.
  3. Bevogtning
    Som bevogtningsassistent er du medansvarlig for sikkerheden på en af flyvestationerne. Du indgår i vagthold og sørger bl.a. for adgangskontrol og patruljering.  
  4. Våbenassistent
    Som våbenassistent arbejder du med højteknologisk udstyr, når du klargør og vedligeholder ammunition til F-35 kampfly i Skrydstrup.
  5. Stabshjælper
    Som stabshjælper ved en af Flyvevåbnets enheder løser du opgaver inden for administration, transport, IT og planlægning med stor betydning for den daglige drift af enhedens kerneopgave.
  6. Jordbaseret Luftforsvar 
    Aftjener du din værnepligt på Flyvestation Skalstrup, bidrager du til luftforsvaret af Danmark ved bevogtning af flyvestationen og de kommende systemer.
  7. Crew Chief Assistent
    Som Crew Chief assistent er du med til at sikre, at kampflyene bliver vedligeholdt og klargjort til mission.

 

Under den operative tjeneste vil du arbejde inden for den givne funktion i enten Karup, Aalborg, Skrydstrup eller Skalstrup.

Nye værnepligtsuddannelser