Fortsæt til indhold
Efterår

JEG KAN OVERLEVE OVERALT

Langt væk fra civilisationen i Grønlands nordøstlige hjørne patruljerer en gruppe mænd og et hold slædehunde. Mændene er udsendt i over to år ad gangen og skal klare sig selv i en af verdens koldeste og mest øde egne. Det kan man, ifølge tidligere patruljefører i Slædepatruljen Sirius, Frederik Oxlund, godt blive afhængig af.

”Den første tid går man bare og vænner sig til at være i så overvældende og skønne omgivelser. Det er verdens smukkeste arbejdsplads. Man bliver overrasket hver dag, når man kigger på fjeldene”. Frederik Oxlund kørte med Slædepatruljen Sirius fra juli 2012 til august 2014. Og for ham var det en livsdrøm, der gik i opfyldelse. ”Jeg har drømt om at blive en del af Slædepatruljen Sirius siden folkeskolen. Nu er jeg 26 år, og jeg har udlevet det største eventyr, man kan forestille sig”. 

Man kan ikke ringe efter hjælp
Formålet med Slædepatruljen Sirius er at patruljere og opretholde suverænitet ved Grønlands grænse. En del af året bor man på Forsvarets faste base, og i andre måneder patruljerer man med hundeslæde. Når man er på patrulje, er man sammen med en makker, som er det eneste menneske, man ser i 5-6 måneder – så man lærer hinanden rimeligt godt at kende. Man kan ikke ringe efter hjælp i vildmarken. Man skal være sin egen læge, tandlæge, håndværker, dyrlæge, skrædder og kok. Derfor består den indledende uddannelse både af svejsekursus, dyrlægefag, et ophold på Suhrs Husholdningsskole og træning af andre færdigheder, der er nødvendige for at overleve i Arktis og holde en station kørende uden større behov for hjælp udefra. Én gang om året kommer der proviant til stationen. ”Jeg har lige set proviantbestillingen til næste år. Der skal ikke så lidt mad til at bespise 12 sultne mænd i et år, så det er en ret lang liste.”

Slædepatrulje i sne

Vi er taget afsted for at opleve noget ekstremt, og vi er trænet på en måde, så vi ved, at vi kan klare os. Hvis man skal gå 90 kilometer gennem sneen, ved man, at man på en tidligere øvelse har gået 100.

Aldrig bange
Det er selvfølgelig ikke ufarligt at være alene i vildmarken, og Frederik har da også været i en del situationer, som nok vil få børnebørnene til at spærre øjnene op en dag. Især husker han en slædetur i voldsom snestorm. ”Vi havde ikke mere proviant, benzin eller mad til hundene. Med andre ord var vi død og pine nødt til at nå frem til næste depot, hvor der var forsyninger. 600 meter fra depotet brød sneskorpen – som vi kørte på – under os, og vi stod i ”slush ice” til livet, før vi igen fik fodfæste.  Både vi og hundene var allerede våde og kolde efter 13 timers kørsel i voldsomt vejr. Vi kunne ikke komme videre og besluttede at slå teltet op og skiftedes til at sove en halv time af gangen og brugte nattetimerne på at tørre tøj på skift. Det blæste yderligere op over natten, og til sidst sprang bardunerne i teltet. Jeg besluttede, at nu skulle vi bare frem til depotet. Det tog os 5 timer at tilbagelægge 600 meter i snestorm og issjap. Da vi endelig kom frem, måtte vi pleje og tørre hundene én efter én og gøre alt vores grej klar. Først 4 dage senere kunne vi køre videre.

Men ifølge Frederik er man aldrig bange. ”Vi er taget afsted for at opleve noget ekstremt, og vi er trænet på en måde, så vi ved, at vi kan klare os. Hvis man skal gå 90 kilometer gennem sneen, ved man, at man på en tidligere øvelse har gået 100 km. Uanset hvad man oplever, tænker man: Det kan jeg godt, jeg har prøvet det, der er værre”.

Måtte skyde en isbjørn
Man ser mange isbjørne, men Frederik og hans kolleger er ikke bange for dem. Hundene giver dem besked i god tid. ”Men vi vil helst ikke have dem tættere på end 100 meter, for selvom det er et stort dyr, kan den løbe stærkt”.

Én gang har Frederik oplevet, at patruljen måtte aflive en isbjørn. ”Den kredsede om stationen, og vi prøvede at larme og råbe for at skræmme den væk. Men den blev ved med at vende tilbage og for hver gang, blev den mere modig. På et tidspunkt var den kun få meter fra mig. Da den vendte tilbage for 16. gang, så vi ingen anden udvej end at aflive den. Det er heldigvis yderst sjældent, at det sker. Det er meget vigtigt for os at passe på dyrene, og der går årevis mellem episoder som denne”.

Hunde i blæst

Da jeg gik ud til dem, og de hørte, at det var mig, der kaldte, hylede og gøede de fuldstændig vildt i lang tid

En patruljeførers bedste ven
Man kommer tæt på de andre under de mange måneders samvær i ødemarken. ”De mennesker, jeg har mødt her, er venner for livet. Vi har stadig tæt kontakt efter, at vi er kommet hjem og laver sociale ting sammen”. Men man knytter også andre bånd under opholdet. ”Hundene lægger øre til mange historier. Hvis man har noget, man skal af med, taler man med dem - og man får et helt særligt forhold til dem. De bliver din familie. Selv, når man har presset dem hårdt, står de næste dag og hyler, fordi de vil af sted igen. Det er vildt motiverende”. Frederik havde selv trænet sin førerhund, og den kunne blandt andet kende forskel på højre og venstre. ”Jeg kunne stå ved slæden og råbe ”højre” – og så drejede den. Af og til, når sigtbarheden var dårlig, skete det, at hunden ikke lystrede min kommando. Det viste sig altid, at der var noget farligt den vej, jeg havde bedt den gå – en stejl skrænt eller en stor sten – som jeg ikke havde set”. Sidste sommer var Frederik på besøg på basen. Der var gået næsten et år, siden han sidst havde set hundene. ”Da jeg gik ud til dem og de hørte, at det var mig, der kaldte, hylede og gøede de fuldstændig vildt i lang tid”.

Kan overleve overalt
Hvis man skulle strande på en øde ø eller fare vild midt i en jungle, ville Frederik være god at have med. Han skulle nok sørge for at skabe en bolig, skaffe mad, lære terrænet at kende osv. Når man har bevæget sig gennem 50 graders frost og overlevet med et telt i vildmarken gennem mange måneder, er der ikke ret meget, man kan være bange for. Frederik Oxlund er da også overbevist om, at han ville kunne overleve alle steder på kloden. ”Jeg ved, hvad der skal til for at opretholde livet, når man er overladt til sig selv. Det er bare på rygraden. Nogle af de nye, der lige er kommet, tror, at når de har bygget en snehytte, kan de slappe lidt af. Men det kan man aldrig. Du skal hele tiden tænke næste skridt frem, ellers bliver du indhentet. Når du har fået en base, skal du have mad, når du har mad, skal du kende omgivelserne, når du kender omgivelserne, skal du forudsige de næste udfordringer osv..”

Slædepatrulje

Det, som var blevet en almindelig hverdagsbegivenhed for mig, havde for dem status af en ekstraordinær oplevelse, og det, synes jeg, siger noget om den fantastiske skønhed, man befinder sig i.

Ekstraordinær skønhed hver dag
To måneder før man skal hjem, kan man invitere familie eller venner på besøg på stationen. Frederik havde besøg af sin far, mor og lillebror. ”Det var en kæmpe oplevelse for dem – og rart for mig, at de kunne se den verden, jeg havde været i. Som hjemvendt taler man en del om Sirius, og det kan være en stor hjælp, at ens nærmeste ved, hvad man taler om. Min familie blev ved med at tale om en tur på fjeldet, som havde gjort et kæmpe indtryk på dem. Jeg forstod i lang tid ikke, hvad det var for et fjeld, de talte om – før det pludselig gik op for mig, at det var det fjeld, som jeg passerede hver dag under min løbetræning. Det, som var blevet en almindelig hverdagsbegivenhed for mig, havde for dem status af en ekstraordinær oplevelse, og det, synes jeg, siger noget om den fantastiske skønhed, man befinder sig i”.

Frederik har ikke fået nok af Sirius. Selvom han i dag har en civil karriere, er han stadig ansat på en reservekontrakt ved Sirius, hvor han blandt andet støtter med udvælgelse og uddannelse af nye patruljemedlemmer. ”Der er mange, som tænker, at Slædepatruljen Sirius kunne være en fantastisk oplevelse, men at to år er lang tid. Jeg føler på ingen måde, at jeg er gået glip af noget herhjemme i den tid, jeg har været væk. Jeg har været til min andel af fester både før og efter. Men det jeg har oplevet, kan ikke måle sig med noget”, siger Frederik Oxlund.

OM SIRIUSPATRULJEN

  • Slædepatruljen Sirius er en militær specialenhed med 12 personer og ca. 90 hunde, som er udstationeret i den ubeboede nationalpark, der dækker hele Nordøstgrønland.
  • Formålet er at håndhæve dansk suverænitet og overvåge den 16.000 km lange kyststrækning.
  • De 12 personer er udstationeret 26 måneder ad gangen. Hver sommer er der udskiftning, så patruljen altid består af 6 ”gamle” og 6 ”nye”.
  • For at søge om optagelse skal man have afsluttet værnepligtsuddannelse ved Beredskabsstyrelsen eller et af de tre værn.
  • Før udsendelse gennemgår man en 7 måneders uddannelse.


Søg uddannelsen her