Fortsæt til indhold
Job i Beredskabsstyrelsen

Værkførerassistent til Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse i Tinglev


Værkførerassistent til Logistikafdelingen ved Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse i Tinglev.

Har du interesse for logistik, DeMars og gode kollegaer?

Så kan det være dig, vi søger til en stilling som værkførerassistent, på vores værksted og depoter ved Beredskabsstyrelsens Center for Uddannelse.
Om os
Vi består af tre teams, hvoraf autoværkstedet og depoterne er et af de teams. Teamet omkring autoværksted og depoterne består af 5 dedikerede faglige medarbejdere, som løser de opgaver, der hører under værksted og depoterne. Derudover sidder afdelingens forsyner sammen med dette team, da samarbejdet med forsyneren spiller en væsentlig rolle for løsning af logistikafdelingens samlede opgavesæt.

Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse spiller en væsentlig rolle i uddannelsen af mellemledere og ledere til det samlede danske beredskab. Vi udbyder dagsmøder og internatkurser og sætter en ære i, at vores gæster og kursister får en udsøgt service.

Værksted og depoterne varetager langt størstedelen af håndteringen med køretøjer og materiel, i forhold til drift og klargøring til skolen og skolens kurser. Afdelingen består af forskellige faglærte, værkstedslederen og måske snart dig?

Vi omgås helt uformelt og er gode til, at smile og grine sammen, uden at arbejdet af den grund standser.
Om stillingen
Du får samlet set 60 engagerede kolleger, der løser skolens opgaver i et positivt og åbent miljø med en uhøjtidelig omgangstone og ofte i et højt tempo. Du vil få et bredt kontaktnetværk til de andre afdelinger i Beredskabsstyrelsen.

Dine arbejdsopgaver vil være alsidige og bestå af primært administrative men også praktiske opgaver, der alle bidrager til at sikre, at Beredskabsstyrens materiel og køretøjer fungerer optimalt. De primære arbejdsopgaver vil omfatte:

Vedligeholdelsesplanlægning:
• Arbejde i SAP PM modulet omkring planlagte vedligehold.
• Ansvar for udarbejdelse og koordinering af service- og vedligeholdelsesplaner for køretøjer, maskiner og øvrigt materiel.
• Ansvar for planlægning af syn og service samt generel vedligehold på vores køretøjer og maskiner.
• Planlægning af drift for både materiel og mundering, således det altid er klar til operationel anvendelse.
• Håndtering af MDG-sager vedrørende ny oprettelser og normeringssager.
• Sikre dokumentation på lovpligtige eftersyn og service på materiel og køretøjer.


Praktiske og værkstedsrelaterede opgaver:
I travle stunder vil der være behov for hjælp på værkstedet. Alt afhængigt af din uddannelsesbaggrund, kan de praktiske opgaver dog variere.

• Transport af køretøjer til syn og service
• Pakning og transport af materiel og udstyr til skolens mange kurser
• Bidrage i gennemførelse af mønstringsoptællinger af materiel og køretøjer
• Mindre serviceopgaver


Tværfagligt samarbejde:
• Opbygge og vedligeholde et bredt netværk for at understøtte den samlede opgaveløsning.
• Samarbejde med kollegaer fra andre afdelinger i Beredskabsstyrelsen for at sikre effektiv drift og vedligeholdelse.

Stillingen kræver derfor, at du trives med at skifte mellem planlægnings- og sagsbehandlingsopgaver til praktisk arbejde i et dynamisk miljø, hvor fleksibilitet og samarbejde er et nøgleord.

Stillingen er på 37 timer.
Om dig
Du har en erhvervsfaglig uddannelse som eksempelvis lager- og logistikoperatør, mekaniker eller en anden relevant uddannelse inden for værkstedsområdet.

Vi ser gerne, at du har gennemført minimum 1 obligatorisk fag og 1 valgfag fra akademiuddannelse med fokus på ledelse eller andet relevant på tilsvarende niveau. Har du ikke dette, skal du være på sigt være indstillet på at tage disse fag.

Du har erfaring med brugen af SAP PM modulet og har en god forståelse for, hvordan planlagte vedligehold udføres i Forsvaret.

Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til det beredsskabsfaglige område og evt. er uddannet brandmand, men ikke et krav.

Du evner at manøvrere i en hverdag fyldt med skiftende opgaver og hurtige ændringer. Du er udadvendt, har gode samarbejdsevner og er udviklings- og resultatorienteret. Det vigtigste er, at du er en god kollega.

For den rette person vil der være gode udviklingsmuligheder. Som medarbejder ved Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse bliver du en del af en dynamisk organisation, hvor der er gode udviklingsmuligheder alt efter dine ønsker og færdigheder.

Vi forventer ikke, at du kan det hele fra starten. Der vil ske en grundig oplæring på værkstedet og depoterne i arbejdsopgaverne.
Ansættelsesvilkår
Bemærk stillingen er slået op både militært og civilt.

Du bliver ansat og aflønnet i henhold til Organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets
Personalestyrelse og CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for civilt ansatte under
Forsvarsministeriets myndighedsområde inden for Centralforeningen for stampersonels
forhandlingsområde.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Din arbejdsplads vil være i Tinglev.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING:
Hvis du vil vide mere om stillingen og Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse, kan du henvende dig til Leder af Autoværksted og depoterne Per Vestergaard eller til næstkommanderende i logistik Clemens Riis på telefon 40 98 99 68 eller 30 94 22 45.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Charlotte Meinertz Hansenved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 96 39.

Ansøgningsfristen er den 3. januar 2025. Samtaler forventes gennemført umiddelbart herefter.

Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte din ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Stillingen er omfattet af en ressortoverførsel som følge af en regeringsbeslutning. Regeringen har besluttet at oprette Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, og i den forbindelse er det besluttet, at Beredskabsstyrelsen skal ressortoverdrages fra Forsvarsministeriet til det nye ministerium.

OM BEREDSKABSSTYRELSEN
Beredskabsstyrelsen er en central del af Danmarks katastrofeberedskab. Vi udvikler samfundets evne til at forebygge og modstå ulykker, kriser og katastrofer.
Vi assisterer øvrige myndigheder, når der er behov for ekstra mandskab og/eller specialmateriel. Vi rykker også ud til akut opståede katastrofesituationer internationalt.
Gennem information, rådgivning, uddannelse og øvelser udvikler vi samfundets beredskab og krisestyringsevner i samarbejde med myndigheder, virksomheder og borgere.
Beredskabsstyrelsen har omkring 500 ansatte ved seks operative centre fordelt i hele landet, Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse og hovedsædet i Birkerød.
Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Forsvarsministeriet.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Tinglev, Danmark

Geografi

Region Syddanmark

Organisation/Værn

Beredskabsstyrelsen (BRS)

Funktionsniveau

C200

Ansøgningsfrist

03.01.2025

Indrykningsdato

16.12.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent