Fortsæt til indhold
Forsvarsministeriet

Vil du være med til at sikre Danmarks bidrag til Ukraines frihedskamp?


Vil du være med til at sikre Danmarks bidrag til Ukraines frihedskamp?

Europa står midt i en af de største sikkerhedspolitiske kriser siden Anden Verdenskrig. Danmark er blandt de største bidragsydere af militær støtte til Ukraine og i Forsvarsministeriet Ukraine kontor arbejdes der konstant på at videreføre og udvikle støtten.

Derfor søger vi en civil eller militær sagsbehandler til Kontoret for Ukraine i Forsvarsministeriets afdeling for Sikkerhed og Operationer.
Om os
Afdelingen for Sikkerhed og Operationer har til formål at sætte strategisk retning for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik efter regeringens og forsvarsministerens prioriteter, og afdelingen er omdrejningspunktet for departementets politiske arbejde med at sikre stabilitet, sikkerhed og tryghed for alle i rigsfællesskabet.

I Ukraine kontoret er det vores ansvar at sikre Danmarks militære bidrag til Ukraines frihedskamp. Vi står i centrum for Danmark militære støtte til Ukraine. Vi laver analyser af krigens udvikling, og leder den militære støtte til Ukraine; både i form af donationer af materiel og træning af ukrainske soldater. Vi er et team med både civile og militære kollegaer. Vi ved, at vores forskellighed er styrken i vores resultater. Hos os vil du opleve en hverdag, hvor der er et særdeles højt tempo, men også et stærkt fællesskab om en meningsfuld opgave.

”Vores produkter gør en forskel og har en direkte effekt på slagmarken i Ukraine. Det gør et kæmpe indtryk, når du ser, hvordan vores arbejde hjælper de ukrainske soldater ude i den spidse ende,” fortæller din kommende kollega, Kristian.
Om stillingen
I stillingen som sagsbehandler vil du opleve, at vi arbejder med både langsigtede processer såvel som krisehåndtering og aktuelle politiske sager.

Dine arbejdsopgaver kan f. eks. være:
• Udarbejdelse af materialer samt planlægning og deltagelse i møder og besøg på politisk niveau og i internationale fora.
• Sikre koordination og prioritering af donationer, humanitær støtte og stabiliseringsprojekter både nationalt og i regi af både NATO og EU.
• Udarbejde input til regeringssager og øvrig almindelig ministerbetjening.
• Støtte med udformning og eksekvering af konkret militær støtte til Ukraine i form af f.eks. donationer eller træning.
• Deltagelse i møder på politisk niveau og i internationale fora, samt stå for koordinering af det danske engagement i koalitioner til støtte for Ukraine.

For at lykkes med dine opgaver kræver det et tæt samarbejde om regeringens sikkerhedspolitiske linje med især Udenrigsministeriet samt dialog og koordination med myndigheder i Forsvarsministeriets koncern, herunder Forsvaret. Opgaverne har derudover mange snitflader med departementets øvrige centre og teams.

Der kan være stor uforudsigelighed og forekomme perioder med betydelige arbejdsbelastninger, hvor du skal kunne stå til rådighed uden for normal arbejdstid, men du vil samtidig opleve en høj grad af fleksibilitet i, hvordan det daglige arbejde tilrettelægges. Du vil derudover opleve en høj grad af selvstændighed og ansvar inden for dine egne sagsområder.
Om dig
Vi søger en civil eller militær sagsbehandler, som har gennemført relevant og akkrediteret uddannelse på kandidat- eller masterniveau, MMS, VUT II/L eller anden ækvivalerende uddannelse.

Vi forestiller os, at du har erfaring med arbejde fra politisk-strategisk, værnsfælles eller styrelsesniveau, samt kendskab til beslutningsprocesser og har erfaring i udarbejdelse af sagsoplæg. Du har desuden erfaring med at begå dig i internationale miljøer, herunder også gerne ifm. udstationeringer i udlandet.

For at lykkes i stillingen er det vigtigt, at du:
• Har gode samarbejdsevner og kan skabe gejst omkring de projekter, du driver både i samarbejde med kollegaer fra underliggende myndigheder og på tværs af ministerier.
• Skriver godt, kort og præcist og kan omsætte fagligt input til forståelig politisk kommunikation på både dansk og engelsk.
• Tager ansvar for dine opgaver og tilgår problemstillinger nysgerrigt, proaktivt og helhedsorienteret.
• Er udadvendt og har en veludviklet situationsfornemmelse.

”Vi har brug for dig, som tænker hele opgaven igennem. Vi skal for eksempel ikke kun donere kampvogne, men også huske at der skal følge ammunition og reservedele med, og modtageren skal trænes i taktisk indsættelse og vedligeholdelse,” fortæller din anden kommende kollega Kassandra.
Ansættelsesvilkår
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.

Har du civil baggrund, vil du blive ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende Akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i Staten. Den ene stilling er som udgangspunkt på specialkonsulent-niveau. Afhængig af din erfaring og kvalifikationer kan der forhandles tillæg i forbindelse med ansættelsen.

Har du militær baggrund vil stillingen blive besat efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner.

VI SER FREM TIL AT HØRE FRA DIG
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Thomas Lunau på +4551322091 eller souschef Dennis Virkelyst på +4531512476

Har du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Anja Baldorf ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 32665951

Ansøgningsfristen er d. 6. januar 2025. Samtaler forventes gennemført i uge 4.

I forbindelse med ansættelsesforløbet kan du blive bedt om at gennemføre en skriftlig opgave.

Du søger stillingen, ved at sende motiveret ansøgning og CV via linket, hvor eksamenspapirer og andre relevante dokumenter også kan vedhæftes. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Forsvarsministeriet

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

06.01.2025

Indrykningsdato

20.12.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent