Departementschefsekretær
Du bliver en del af Minister- og Ledelsessekretariatet. Vi er ansvarlige for betjeningen af forsvarsministeren, departementschefen og direktionen samt ministerens og ministeriets interne og eksterne kommunikation.
Det vil være din opgave at:
-Sikre gode sagsgange, herunder håndtere spørgsmål og justeringer til sager.
-Styre processer og overholdelse af frister.
-Læse sager med henblik på kvalitetssikring.
-Deltage i møder og koordinere opfølgning herpå.
-Bistå sekretæren med kalenderstyring af møder, besøg osv.
Du vil have et tæt samarbejde om den daglige håndtering af processer, forelæggelser og møder med ministersekretariatet og enheden for ledelsesbetjening, som består af personlige assistenter og sekretærer for den øvrige del af direktionen. Det forventes, at I yder gensidig støtte i dagligdagen, som ofte kræver fleksibilitet og lange arbejdsdage for at få opgaverne til at gå op.
Du kommer også til at arbejde sammen med chefer og medarbejdere bredt i departementet, Forsvarsministeriets myndigheder og eksterne samarbejdspartnere.
Du vil opleve en hverdag tæt på den politiske proces, hvor der vil forekomme perioder med højt tempo – også uden for normal arbejdstid. Det er samtidig et godt og venligt miljø med plads til grin i løbet af arbejdsdagen.
Det vigtigste er, at du har interesse i at få et bredt indblik i Forsvarsministeriets koncern med henblik på eksempelvis at videreføre din karriere i Forsvarsministeriet eller i en af de underliggende myndigheder.
For at lykkes i rollen er det vigtigt, at du er omhyggelig og prioriterer detaljerne. Du formår at klæde departementschefen bedst muligt på og kan hurtigt omsætte ledelsens retning til konkret opgaveløsning, både for dig selv og for departementets kontorer. Du har en høj skriftlighed og kan hurtigt overskue komplekse sager.
Du motiveres af et arbejde i et højt tempo og en ofte travl hverdag med stor selvstændighed. Du er en kreativ problemknuser, der ser løsninger, hvor andre ser forhindringer, og kan agere hurtigt i pludseligt opståede situationer. Stillingen kræver, at du besidder en veludviklet situationsfornemmelse og dømmekraft samt gode samarbejdsevner.
Tidligere departementschefssekretær fortæller: ”At arbejde for departementschefen giver et helt særligt indblik i, hvad der rører sig i departementet. Du vil få bred viden om fagområder på tværs af huset, som du vil kunne bruge senere i din karriere. Du vil samtidig få en unik indsigt i arbejdet på højeste niveau i et departement.”
Hvis du er officer fra Forsvaret, vil ansættelsen kunne ske efter protokollat om officerer under Forsvarsministeriet til den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Indplaceringen vil være i løngruppe fire eller fem afhængigt af dine kvalifikationer.
Hvis du er kaptajn/kaptajnløjtnant, og er i gang med eller optaget på MMS, og i øvrigt har den rette profil, hører vi også gerne fra dig. Du vil således skulle indgå en uddannelsesaftale og bestride stillingen ved funktion i højere stilling.
Hvis du allerede er ansat som tjenestemand inden for Forsvarsministeriets område, kan du vælge fortsat at være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte.
Såfremt du er udpeget til en international mission, bedes du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Rikke Frandsen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 32 66 57 36.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Dit daglige tjenestested er Forsvarsministeriets departement, Holmens Kanal 9, 1060 København K.
Vi ser frem til at høre fra dig
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef, Anders Jon Christensen på telefon 20 23 66 93.
Du kan også kontakte Anne Viftrup Hansen på telefon 61 87 14 14 for at høre nærmere om, hvordan det er at arbejde som departementschefssekretær i Forsvarsministeriet.
Ansøgningsfristen er den 3. december 2024.