Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

CHEF FOR KAPACITETSCENTER MISSILSYSTEMER I MARITIM DIVISION I FORSVARSMINISTERIETS, MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSEN


Chef for Kapacitetscenter Missilsystemer i Maritim Division i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Kunne du tænke dig at prøve kræfter med stillingen som chef for Kapacitetscenter Missilsystemer, og har du lyst til at arbejde med ledelse, fagtekniske udfordringer, sparring med kunder og internationale partnere - er dette jobbet for dig.
Om os

Kapacitetscenter Missilsystemer (VMI) er ansvarlig for rammerne for driften, anskaffelser og projekter vedrørende maritime missil- og ildledelsessystemer. Porteføljen dækker i dag overflademissiler, nærluftforsvarsmissiler, områdeluftforsvarsmissiler, launchersystemer, directors og ildledelsesradarer.

Som chef for VMI, bliver du leder af en sektion med 12 dygtige og engagerede medarbejdere med varierende anciennitet, uddannelse, etnicitet og alder. Sektionen er præget af en uformel omgangstone, et godt samarbejde internt og eksternt, samt et højt fagligt niveau.

Det er afgørende for Søværnet, at systemerne fungerer og det er sektionens primære ansvar, men der ligger også en opgave i at følge udviklingen i trusselsbilledet og markedets løsninger med henblik på at give input til den mere langstrakte planlægning for søværnets nuværende og kommende missilbærende skibe.
Driften af sektionens systemer sker hovedsageligt gennem internationale samarbejder. Dette medfører en del rejseaktivitet i USA og Europa for både chef og medarbejdere.
Om stillingen

Stillingen som chef for VMI indebærer en kombination af personaleledelse, fagteknisk sparring, planlægning, budgettering, gennemførsel af anskaffelser, samt internationalt samarbejde og diplomati.
Du får således ansvaret for driften af søværnets missil- og ildledelsessystemer, anskaffelser inden for området, samt vedligeholdelsen af de internationale relationer og aftaler.

Du får ansvaret for drifts- og materieløkonomien inden for kapacitetsområdet. Der er tale om store budgetter og med den følger en generel interesse, hvorfor du vil blive pålagt såkaldte ”styrelsesopgaver” - hvor du skal give indspark i forhold til forlig og som embedsmand redegøre for området i forhold til spørgsmål fra politikere, revision, borgere og presse.

I forbindelse med stillingen er der en del møder i Europa og USA, hvor du som chef repræsenterer Danmark og varetager danske interesser.
Om dig

Vi forestiller os, at du er orlogskaptajn med en god ledelsesballast. Du er fleksibel, og trives i et omskifteligt miljø.

Du er frisk på at lede engagerede medarbejdere, som brænder for deres opgave og som forventer god, kvalificeret sparring med chefen.
Du forstår at kommunikere, lede og samarbejde tværfagligt. Du er empatisk og værdsætter en uformel omgangstone.

Du har lyst til at løse mange forskelligartede opgaver. Du er analytisk, kan overskue komplekse problemstillinger og trives både med drift, anskaffelser og langsigtet udvikling.
Du besidder evnen til at skabe netværk både nationalt som internationalt, og du er indstillet på, at internationale rejser er en forudsætning for at kunne bestride jobbet.

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra sejlende tjeneste og tjeneste i en værnsfælles/international stab, erfaring med materielplanlægning og projektledelse, samt inden for missil- og ildledelsesområdet, men det er ikke krav.

Du skal sprogligt kunne formulere dig klart og fyldestgørende, i skrift og tale, på såvel dansk som på engelsk. Det er desuden en fordel, hvis du kan læse tysk.
Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets organisation er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktbyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Kontakt og ansøgning:
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Våben- og Elektronikafdelingen Bjørn Stege på telefon: 4171 0530.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent kaptajn Andreas Esben Knudsen, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, på telefon 7281 9130.

Vi vil bede dig søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Ansøgningsfristen er den 6. januar 2025, og vi forventer at afholde samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb. Stillingen er til besættelse fra den 1. marts 2025.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om FMI:
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

06.01.2025

Indrykningsdato

19.12.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent