Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

Rådighedsstilling - Luftoperationsofficer til Arktisk Kommandos operationssektion i Nuuk


Rådighedsstilling - Luftoperationsofficer til Arktisk Kommandos operationssektion i Nuuk

Vil du bidrage til planlægningen af operationer i det arktiske område, så skal du søge stillingen som luftoperationsofficer i operationssektionen (J3) ved Arktisk Kommando (AKO) i Nuuk
Om os
Operationssektionen er normeret med militære stillinger fra de tre værn. Vores ansvarsområder inkluderer blandt andet fordeling, koordinering og timing af de tildelte enheder til brug i sømilitære operationer, samt luft- og landmilitære opgaver.

J3 er med til at skabe et sikkert Arktis i samarbejde med nationale og internationale partnere. Vi løser opgaver og operationer, som er både alsidige og komplekse under de barske arktiske vejrforhold.

J3 indgår som én af tre sektioner i operationsafdelingen, der også rummer efterretningssektionen og operationscentret.

AKO J3 Reservestyrke er under opbygning, og målet er, at reservestyrken særligt under store øvelser eller operationer kan træde til. For øvelsernes vedkommende kan vi planlægge aktiviteten i samarbejde med dig, men for reelle operationer kan du blive tilkaldt med kort varsel. Og primært af den årsag, vægter vitilgængelighed og samarbejdsevne højt.

Arktisk Kommando er en lille stab, hvor J3 er en central sektion. Vi planlægger enhedernes indsættelse og operationer, og vores professionelle tilgang tager udgangspunkt i vor erfaring, uddannelse og prioriteter. Vore enheder løser mange forskellige opgaver, hvorfor opfindsomhed og undersøgende tænkning er ønskeligt.
Om stillingen
Du bliver indkommanderet til tjeneste, der er forbundet til din designeringsfunktion. Som reservist kan du varetage opgaver som uddannelse, træning og øvelsesvirksomhed i relation til din designeringsfunktion.

Du bliver reserveofficer med fokus på luftoperationer. Som luftoperationsofficer vil du spille en vigtig rolle i gennemførelsen af sektionens operative planlægnings- og disponeringsprocesser under øvelser og større operationer. Dit store fokus er den detaljerede planlægning af Arktisk Kommandos luftoperationer. De omfatter suverænitetshævdelse, miljøovervågning, lufttransportopgaver, støtte til det civilesamfund samt eftersøgnings- og redningstjeneste.

De operative opgaver foregår i en politisk strategisk kontekst, der bærer præg af det internationale fokus på udviklingen i den arktiske region. Et fokus, der kun kan forventes at øges inden for de næste år.

Arbejdsopgaverne indebærer ofte tæt koordination med kolleger på tværs af værnene i Forsvaret og med planlæggere og enheder fra andre nationer. Opgaverne tager derfor afsæt i både nationale og NATO’s operative procedurer og doktriner.

Du vil opleve en engageret og spændende tjeneste, hvor du skal bevare overblikket for at kunne overskue ofte komplekse problemstillinger.

Som reserveofficer vil du opnå stor erfaring i sagsbehandling ved en niveau-II myndighed, som vil give en god ballast til din fremtidige karriere.

Hvad enten du har tidligere stabserfaring eller ej, bliver dit niveau hævet: Arktisk Kommando er den eneste værnsfælles kommando på taktisk niveau der opererer i et særligt miljø – både klimatologisk og politisk.

Din rådighedstjeneste i Arktisk Kommando J3 giver dig indsigt i politisk-militært samarbejde i en region hvis geopolitiske betydning øges år for år.
Om dig
Du er kaptajn/kaptajnløjtnant af reserven, helst med erfaring fra Grønland eller Færøerne. Alternativt er du premierløjtnant af reserven og klar til udnævnelse.

Som person ser du muligheder frem for begrænsninger. Du er metodisk anlagt, arbejder med begrænset supervision, og du danner dig effektivt et overblik og formår at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Du kan på egen hånd optimere opgaveløsningen inden for dit fagområde – eller operationsafdelingen i øvrigt.

Din skriftlige formidlingsevne skal være god og påvirket af klarhed og præcision, ligesom du overholder terminer uden at gå på kompromis med høje kvalitetskrav.

Du er omstillingsparat og tilpasser dig effektivt vekslende krav og vilkår i opgaveløsningen.

Du skal være god til at samarbejde, samt til at skabe relationer både inden og uden for Forsvarsministeriets myndighedsområde, idet Arktisk Kommando har mange samarbejdspartnere i Grønland, på Færøerne og i NATO.
Ansættelsesvilkår
Rådighedsstillingen er niveaufastsat til kaptajn/kaptajnløjtnant af reserven og ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisation for Personel af Reserven i Danmark.

Du aflønnes pr. indkommanderingsdag (7,4 timer), eller honoreres for det faktiske antal timer ved aktiviteter med begrænset daglig tjeneste indtil 7 timer pr. dag, dog minimum for 3 timer.

Der optjenes særlig feriegodtgørelse på 12,5 %. Du modtager et pensionsbidrag på 17,1 % af din løn og dine eventuelle pensionsgivende tillæg.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte chef for operationssektionen, orlogskaptajn Johan Fritzen på telefon +299 36 40 30 eller mail: FKO-A-CHJ3@MIL.DK. Alternativt næstkommanderende for operationssektionen, KN Katja L. Hinnerfeldt, tlf. +299 36 40 34 eller mail: FKO-A-NKJ3@MIL.DK.

Du er også velkommen til at kontakte SSG Jacob Hermann Mønster Matthiesen, AKO HR partner ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail: FPS-JHM@MIL.dk eller på telefon +299 56 53 18, såfremt du har spørgsmål til specifikke grønlandske ydelsesforhold.
Vær opmærksom på at det koster 8 kr. i minuttet at ringe til Grønland, så send en sms, så ringer vi dig op.
Bemærk at tidsforskellen mellem Danmark og Nuuk er tre timer (bagud).

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Jesper Bjarke ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 91.

Ansøgningsfristen er den 5. januar 2025 og samtaler forventes gennemført i uge 3 og 4.

Stillingen ønskes besat den 1. marts 2025 eller efter nærmere aftale

For at komme i betragtning til rådighedsstillingen, beder vi dig sende din ansøgning med tilhørende bilag elektronisk via linket. Det er i den forbindelse vigtigt, at alle bilag bliver vedhæftet som PDF-filer.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM ARKTISK KOMMANDO
Arktisk Kommando er en taktisk kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Nordatlanten og Arktis. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder

Arktisk Kommandos mission er at beskytte Kongeriget i Arktis. Det indebærer evnen til at kunne håndtere kriser og ultimativt at gennemføre militært forsvar af Grønland og Færøerne – i samarbejde med andre nationale og internationale hovedkvarterer. I Arktisk Kommando har vi indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol 24/7, hvilket kræver engagement og en Combined/Joint tilgang til opgaverne. Vi gennemfører overvågning samt suverænitetshævdelse – året rundt. Vi løser samtidig en lang række vigtige operative opgaver fx eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion og støtte til det civile samfund. Det kræver forudseenhed og tæt samarbejde med de statslige og militære myndigheder i nabolandene til Grønland og Færøerne. Ved behov kan Kommandoen forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.

Arktisk Kommando har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder omtrent 80 medarbejdere.
Derudover har kommandoen personale flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne samt i Danmark.

At flytte til Grønland kan være en stor oplevelse, særligt hvis familien flytter med. Vi kan derfor tilbyde en enestående oplevelse ved at komme til Grønland med mange minder for livet. Der er rig mulighed for store naturoplevelser med fjeldvandring, ski, snescooter, jagt og fiskeri. Derudover rummer Nuuk en større bys muligheder med caféer, restauranter, fitnesscentre, biograf og butikker. Derudover har du mulighed for at blive en del af Arktisk Kommandos båd- og hyttelaug.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Nuuk, Grønland

Geografi

Grønland

Organisation/Værn

Reserve-Værnsfælles

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

05.01.2025

Indrykningsdato

17.12.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent