Mekaniker til Garnisonsværksted Vordingborg ved Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste (genopslag)
Værkstedet er en del af Vedligeholdelsesområde Øst under Forsvarets vedligeholdelsestjeneste.
Vi består af ca. 35 rutinerede medarbejdere, som varetager vedligeholdelse, reparationer og eftersyn af Forsvarets landbaseret materiel. Hovedtyperne er MAN SX/HX, Scania, Mercedes, håndvåben og radiomateriel, teltmateriel, beskyttelsesudrustning m.m.
Vores opgave er at yde den nødvendige værkstedsstøtte til forskellige enheder og sideløbende uddanne og opstille operative faglige reparationsenheder til beredskab og evt. internationale operationer.
Vi løser opgaverne med kunden i fokus og ønsker at skabe et godt arbejdsklima gennem trivsel og anerkendelse af medarbejderne, der er Forsvarets vigtigste ressource.
Du skal arbejde sammen med 12 andre dygtige og engagerede mekanikere i reparationssektionen, hvor din sektionsfører og næstkommanderende begge er uddannede mekanikere.
Sammen vil vi udfærdige en uddannelsesplan og løbende uddanne dig på aktuelle køretøjer og andet materiel.
Du har gennemført Hærens militære grunduddannelse (HBU/HRU).
Du kan arbejde selvstændigt og har faglig viden, færdigheder og stolthed som en bærende kraft i dine opgaveløsninger. Du sætter ganske enkelt en stor personlig ære i at udføre dit arbejde i høj kvalitet til gavn for kunderne.
Du skal medvirke til at holde enhedernes køretøjer kørende og skal således kunne levere opgaveløsninger af høj kvalitet og have flair for naturlig forudseenhed og gode samarbejdsevner.
Du skal desuden kunne udvise stor empati for kunderne, som altid er pressede, for på den måde at bidrage aktivt til en smidig opgaveløsning.
Som person er du robust, fleksibel og omstillingsparat, og du finder det naturligt at samarbejde med mange forskellige mennesker, da vi ofte arbejder på tværs af værkstederne.
Faglært basisløn og tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfatter af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer. Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i sin ansøgning.
Dit faste tjenestested er Vordingborg.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte værkstedsleder Seniorsergent Søren Rikhof på telefon: 41 32 22 44 eller 7283 7810 (afvikler ferie i uge 28,29,30).
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Anders Malik Larsen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon: 72 81 91 57 eller mail FPS-JOC@MIL.DK
Ansøgningsfristen er den 5. januar 2025. Samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Ansættelse efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen. FOKUS og referencer kan medsendes.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARETS VEDLIGEHOLDELSESTJENESTE
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.