Fortsæt til indhold
Job i Søværnet

Ambitiøs logistikofficer til Fregatten NIELS JUEL (Genopslag)


Ambitiøs logistikofficer til Fregatten NIELS JUEL (Genopslag)

Er du stærk i ledelse og god til at have mange bolde i luften? Har du mod på at kaste dig over en alsidig stilling, hvor alle dine ledelsesmæssige evner vil blive bragt i spil samtidig med, at du dagligt skal veksle imellem operativ indsættelse og administrative opgaver? Så har du nu chancen for at blive logistikofficer og en del af skibsledelsen ombord på Fregatten NIELS JUEL.
Om os
Fregatten NIELS JUEL har et varierende aktivitetsmønster med fokus på at opbygge og vedligeholde vores indsættelsesevne med henblik på, at kunne anvende den betydelige sømilitære kapacitet fregatten udgør.

Besætningens kompetencer er opbygget over flere år, og er blevet afprøvet under skarpe indsættelser, krævende NATO-øvelser samt støtte til den nationale opgaveløsning.

I 2023 var NIELS JUEL blandt andet indsat i NATO regi i SNMG i hhv. Østersøen, Nordsøen og Middelhavet.
I 2024 har sejladsprogrammet budt på øvelser i NATO regi, den nationale øvelse DANEX. Resten af efteråret skal NIELS JUEL deltage i øvelser i Nordatlanten og Østersøen med henblik på opretholdelse af det operative niveau.
2025 er det sidste år med mulighed for indsættelse og øvelsessejlads i femårshjulet, hvorefter der forberedes til planlagt værftsophold i 2026.

Fregatten NIELS JUEL er som en del af IVER HUITFELDT-klassen blandt Danmarks mest avancerede arbejdspladser, når det drejer sig om alsidig moderne teknologi.
Fregatterne kan derfor løse en bred vifte af sømilitære opgaver, såvel nationalt som internationalt.
Du vil derfor blive en del af en yderst kompetent og faglig dygtig besætning, som gør tjeneste på en regulær kampenhed, hvor vi har stor fokus på de sømilitære kernekompetencer. Vi arbejder målrettet på at være professionelle i udøvelsen af vores opgaver - samtidig med, at vi har det godt sammen som kollegaer.

Løsningen af de seneste års spændende og mangeartede opgaver har skabt en stærk kultur ombord, og vi ved, at det er vores faglige stolthed, kammeratskab og ’can-do’ mentalitet, som gør, at NIELS JUEL ikke står tilbage for at løse enhver opgave.

Dermed er det af meget stor betydning for os, at tilstræbe et godt arbejdsmiljø blandt andet gennem en uformel, åben og fordomsfri omgangstone ombord. Initiativ, professionalisme, og fleksibilitet er nøgleord i vores hverdag.

Du bliver kort sagt en del af en fantastisk kampenhed, hvor sammenhold og udvikling går hånd i hånd med en stærk militær og maritim ånd - en kampenhed, som aktivt bidrager til at rykke grænserne for, hvad Søværnet formår.
Om stillingen
Slået op på både M321 og M331 niveau.

Som logistikofficer (LGO) er du leder af og ansvarlig for Logistikdivisionen, som består af tre sektioner: Dækssektionen, Forplejningssektionen samt Forsynings- og Sanitetssektionen.
Hver sektion består af et antal menige og befalingsmænd. Derudover har dækssektionen en dæksofficer, som samtidig vil være logistikofficerens assistent i ledelse og administration på tværs af divisionen.

Som en del af skibsledelsen skal du i koordination med de øvrige divisionsofficerer medvirke til at sikre sammenhæng i opgaveløsningen, og at ledelsens ambitioner udmøntes i konkrete tiltag gennem din ledelse af logistikdivisionen.

Du har som logistikofficer ansvaret i forbindelse med operative opgaver, der fordrer direkte forbindelse til landbaserede myndigheder og enheder, civile såvel som militære. Dermed er du som logistikofficer fregattens kontaktperson til Forsvarets logistikstruktur i Danmark og til lokale havnemyndigheder, skibshandlere og agenter. Under operative indsættelser er logistikofficeren ansvarlig for al logistisk koordination med foresatte operative myndigheder.

I forhold til skibets drift har du over for skibschefen ansvar for forsyningsforvaltning, forplejning og forsyning. Du varetager derudover signalskrivning og sagsbehandling på logistikområdet.

I 1. beredskabsgrad (klart skib) er du leder af skibets forbinderplads, og du er derfor også involveret i udvikling og træning af sanitetsområdet ombord. Som logistikofficer bliver du ansvarlig for flyvesikkerhedsvirksomheden ombord og fungerer også som Flight Deck Officer under helikopterflyvninger.

Vi kan tilbyde et alsidigt job med mulighed for både personlige og faglig udvikling, hvor vi tager udgangspunkt i din baggrund i forhold til evt. behov for kurser og efteruddannelse. Der må derfor påregnes rejse- og kursusaktivitet udover den sejlende tjeneste.
Om dig
Du er engageret og indstillet på mange forskelligartede opgaver i et omskifteligt miljø. Samarbejde og fleksibilitet er essentielt og falder dig naturligt. Du kommer til at arbejde sammen med engagerede ledere og medarbejdere.

Logistikdivisionens samlede kompetenceniveau bygger på optimal udnyttelse af divisionens medarbejdere og erfaring, hvor der ofte arbejdes på tværs af sektionerne. Du har derfor stærke relationelle og sociale kompetencer for bedst muligt at bringe alle medarbejderes kompetencer i spil.

Det er en fordel, hvis du i forvejen kender til det logistiske område og/eller tidligere har sejlet på Søværnets fregatter.

Du er kaptajnløjtnant med lyst til for en periode at vende tilbage til det sejlende operative miljø.
Du kan også søge stillingen hvis du er PL, der er klar til udnævnelse til KL.

Uanset din baggrund kan du blive omfattet af en lokal tjenesteplan ved 2. Eskadre, der tager hånd om din tjeneste ved 2. Eskadre og dine ønsker for tjeneste herefter.

Uanset din baggrund vil du blive omfattet af en lokal tjenesteplan ved 2. Eskadre, der tager hånd om din tjeneste ved 2. Eskadre og dine ønsker for tjeneste herefter.

Derudover skal du have de fornødne kvalifikationer (Q’er) for sejlads.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til HEM og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Fast tjenestested Flådestation Korsør.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skibets fungerende chef OK Tor Jalk Jensen på telefon 30 16 94 50 eller via mail 2E-NIJU-NK. Alternativt kan du kontakte skibets Banjermester SSG Johnnie Kim Jensen på telefon 30 16 94 40 (skib), 30 35 82 13 (mobil) eller via mail 2E-NIJU-BM.
Du er også velkommen til at kontakte nuværende stillingsindehaver OK Carsten Theis Nielsen på telefon 30 16 94 56, hvis du vil høre mere om stillingens indhold.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Kastoft-Christensen på telefon 72 81 98 90 eller mail FPS-JUK@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 8. december 2024, og vi forventer at holde samtaler i uge 50 og 51.
Stillingen ønskes besat pr. 1. februar 2025 eller efter aftale.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM 2. ESKADRE (2 ESK)
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt.
Opgaverne spænder bredt fra støtte til politiet, bidrag ved humanitære operationer, træning af samarbejdspartnere til indsættelse i krigsmæssige operationer.

2. Eskadre består af moderne højteknologiske luftforsvarsfregatter og antiubådsfregatter samt Subsurface & Seabed Warfare Division (SSW), der samordner Søværnets Dykkertjeneste og minerydningsenheden Mine Counter Measures Denmark, så Forsvarets undervandskapaciteter kan leveres koordineret og effektivt. 2. Eskadre arbejder kontinuerligt for at være en god og attraktiv arbejdsplads, og vores opgave som styrkeproducent er, at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at yde optimalt for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet - med magt om nødvendigt.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Korsør, Danmark

Geografi

Region Sjælland

Organisation/Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

08.12.2024

Indrykningsdato

19.11.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent