Fortsæt til indhold
Job i Hæren

Chef for 1. Forsyningskompagni, 1. Logistikbataljon


Chef for 1. Forsyningskompagni, 1. Logistikbataljon

I en usikker verden, hvor alt kan ske, søger vi en dygtig chef, der er klar til at tage medansvar for at 1. Brigade kontinuerligt kan kæmpe og vinde!
Kan du føre og lede en professionel og specialiseret logistisk enhed, der er en af livsnerverne i 1. Brigade? Formår du at udstikke en tydelig helhedsorienteret retning, samt skabe følgeskab for alt dit personel? Kan du sikre at kompagniet er klar den dag, vi håber aldrig kommer - hvis ja, vil vi glæde os til at modtage din ansøgning.
Om os
1. Logistikbataljon indgår i 1. Brigade og består af en operativ stab på 12 personer, en stabsdeling, 1. Forsyningskompagni, 2. Sanitetskompagni, 3. Vedligeholdelseskompagni og 4. Transportkompagni.

1. Logistikbataljon er primært garnisoneret på Aalborg kaserne og varetager den taktiske logistik i 1. Brigade.
Enkelte dele af underafdelingerne er udlagt til andre garnisoner ligesom designeret personel fra Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste samt Forsvarets Sanitetskommando indgår i bataljonen.
Bataljonens faste normer udgøres af 668 mand og pt. ca. 1.000 mand ved indsættelse af den samlede bataljon i rammen af 1. Brigade.

I rammen af den forligsgodkendte tunge brigade forventes bataljonens samlede kapacitet væsentligt øget, blandt andet i 1. Forsyningskompagni.
1. Forsyningskompagni varter, administrerer og medfører 1. Brigades reservebeholdning og medvirker til at tilsikre at 1. Brigade kontinuerligt kan kæmpe og vinde.
Om stillingen
Du kommer til at arbejde i et miljø med engagerede og professionelle soldater, der brænder for deres speciale, og som i yderste konsekvens har en alvorlig og meget væsentlig opgave.

Du bliver ansvarlig for at opstille, bemande og uddanne et operativt forsyningskompagni, der har såvel skarpe opgaver som en uddannelsesopgave. Kompagniet bidrager til vores logistiske beredskab, ligesom kompagniet leverer bidrag til nationale og internationale operationer.

Opgaven kræver, at du som chef er fremsynet og har et helhedsorienteret blik for den samlede opgave, hvor blandt andet en god hverdag, hvervning af og udvikling af kompagniets personel og opgaveløsning skal balanceres med og føre til øget operativ effekt.
Du skal tilsikre kvalitet og sammenhæng i kompagniets uddannelse, samt fortsat udvikle kompagniets opgaveløsning i rammen af den samlede logistiske kæde i 1. Brigade, herunder samarbejdet med 4 NSBTN.

Du vil indgå i 1. Logistikbataljons chefgruppe og forventes at bidrage aktivt til bataljonens samlede ledelse og opgaveløsning.

Stillingen er tidsbegrænset til 3 år og skal således forventes afsluttet primo 2028. Hvis du ikke selv har fået en anden stilling på dette tidspunkt, vil du blive befalet i en anden M321 stilling ved Trænregimentet eller 1. Logistikbataljon med fast tjenestested i Aalborg.
Om dig
Du er udnævnt kaptajn og har gennemført Føringskusus eller lignende.
Alternativt er du en erfaren premierløjtnant som er i gang med/har gennemført videreuddannelse til næste funktionsniveau. I så fald vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale, og du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen bestride stillingen som funktion i højere stilling.

Du skal gerne have en baggrund fra logistiktropperne, eksempelvis som delingsfører og/eller næstkommanderende ved en underafdeling. Du kan også have opnået tilsvarende kompetencer fra andre stillinger ved logistiktropperne eller fra logistiske funktioner i for eksempel stabskompagnier, S4/G4 eller tilsvarende.

Du formår via dialog, samarbejde og korpsånd at skabe motivation og følgeskab for alt personel ved underafdelingen.
Du formår at føre og lede forsyningskompagniets specialister for herigennem at skabe en god hverdag for den enkelte medarbejder/specialist, samt at løse kompagniets operative opgave med fokus på maksimal logistisk effekt og høj overlevelsesevne på kamppladsen.

Du brænder for at være chef og leder, har en anerkendende tilgang til dine soldater og du er samtidig handlekraftig og kommunikerer tydeligt krav og forventninger.

Du har en udpræget helhedsforståelse og kan samarbejde effektivt med kompagniets mange samarbejdspartnere.
Du arbejder systematisk og struktureret og formår at forankre viden og læring i organisationen.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til HEM og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Fast tjenestested er Aalborg Kaserner.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Bataljonschef oberstløjtnant Kim Krumbak på telefon 2080 7563 eller mail TRR-1B-CH@mil.dk.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Kastoft-Christensen på telefon 7281 9890 eller mail FPS-JUK@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 1. december 2024 og samtaler forventes gennemført umiddelbart efter.
Stillingen ønskes besat den 1. februar 2025.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM 1. BRIGADE
1. Brigade er Hærens kampklare troppeenhed, der kan indsættes samlet eller opdelt under et dansk eller et internationalt operativt hovedkvarter på divisions eller korpsniveau. Brigaden skal kunne deployeres og indsættes i rammen af NATO kollektive forsvar.
Brigaden består af en stab, tre kampbataljoner, en føringsstøttebataljon, en logistikbataljon, en panseringeniørbataljon, en artilleriafdeling og et militærpolitikompagni. Stab 1. Brigade har hovedkvarter i Holstebro.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Aalborg, Danmark

Geografi

Region Nordjylland

Organisation/Værn

Hæren

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

01.12.2024

Indrykningsdato

13.11.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent