Fortsæt til indhold
Job i Hæren

Chef for Hærkommandoens Logistiksektion (G4)


Chef for Hærkommandoens Logistiksektion (G4)

Er du en erfaren oberstløjtnant, der vil være med til at sikre, at Hærens enheder, igennem logistisk og etablissementsmæssig støtte, får de bedst mulige forudsætninger for at løse operative opgaver? Kan du som en del af et velfungerende chefteam i staben bidrage med både helhedsoverblik og den afgørende detalje?

Er du god til at samarbejde, og besidder du empatiske lederegenskaber?

Så er det måske dig, vi søger som vores kommende chef og kollega ved Hærkommandoens Logistiksektion (G4).
Om os
Logistiksektionen løser opgaver inden for etablissements- og terrænområdet samt inden for forsynings-, vedligeholdelses-, sanitets- og transporttjeneste, farligt gods samt værtsnationsstøtte. Desuden er der fokus på balancering af normering, fordeling, forvaltning og drift af Hærens materiel og de etablissementsmæssige forhold i et snævert samarbejde med Hærens myndigheder, øvrige stabe under Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets styrelser.

Logistiksektionen består af i alt 40 medarbejdere med en chef, en næstkommanderende og fire elementer, hvoraf ca. 1/3 er decentralt placerede medarbejdere, der har arbejdssted ved Hærens myndigheder. De fire elementer er beskrevet herunder:

Materielelementet, hvor der gennemføres sagsbehandling inden for vedligeholdelsestjeneste, og alle forsyningsklasser med fokus på klasse II (Hærens materiel) og klasse V, herunder eksplosivsikkerhed. Materielelementet støtter tillige myndighederne igennem de decentralt placerede medarbejdere.

Styrkeproduktionselementet, hvor der gennemføres logistisk sagsbehandling i forhold til øvelses- og uddannelsesaktiviteter, herunder også Host Nation Support. Elementet er også ansvarlig for sagsområder inden for sanitets- og transporttjeneste samt markskader.

Styrkeindsættelseselementet, der gennemfører logistisk sagsbehandling ift. enheder, der skal indsættes eller opstilles i beredskaber nationalt el. internationalt, herunder udarbejdelse af tilvejebringelses- og omfordelingsplaner, samt enhedsprioritering. Styrkeindsættelseselementet gennemfører den logistisk sagsbehandling i forhold til øvelses- og uddannelsesaktiviteter, herunder også Host Nation Support. Elementet er også ansvarlig for sagsområder inden for sanitets- og transporttjeneste, markskader og farlig gods.

Policy- og styringselementet, der er ansvarlig for udvikling af det logistiske styringsgrundlag, direktiver og policy for Hæren og bidrager med logistiske bidrag til taktisk og organisatorisk udvikling, herunder normering. Desuden gennemfører elementet controlling af forsyningstjenesten.

Etablissements- og terrænelementet, der gennemfører udvikling og koordination med Forsvarsstaben og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i relation til udviklingen af Hærens faciliteter omfattende etablissementsområdet samt øvelses- og skydeterræner.

Vi er en sektion med motiverede medarbejdere med et højt specialiseret fagligt niveau og med en bred opgaveportefølje, hvor medarbejderne skal forvente at blive udfordret inden for mange fagområder. Kvalitet samt rettidighed er nøgleordene for den daglige arbejdsgang i sektionen. Til gengæld hersker der en høj grad af frihed under ansvar med mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden. Vi har en åben og professionel tilgang til opgaverne, og vi tilskynder til en humoristisk omgangstone og en løsningsorienteret tilgang. Du vil indgå i et professionelt team, der arbejder efter devisen ’alt er muligt’.

Om stillingen
Som chef for logistiksektionen leder du et dynamisk, professionelt og fagligt dygtigt team bestående af 39 medarbejdere fordelt på alle grader fra korporal til major.

Dine primære ansvarsområder er;

• overordnet direktivgivning for styring, koordination og kontrol af det logistiske og etablissementsmæssige virke ved Hærens myndigheder, samt inden for områderne vedrørende farlig gods, markskader og eksplosivstofsikkerhed.

• sikre effektivitet i driften, anskaffelsen og udviklingen af Hærens materiel, herunder også eksekvering af nødvendige prioriteringer.

• sikre effektiv drift og udvikling af Hærens etablissementsmasse, herunder tilsikre rettidig omhu ift. byggeanlægsplaner, bygningsvedligeholdelsesplaner, facilitetsudviklingsplaner og kapacitetstilpasning.

• overordnet koordination med Forsvarsministeriets styrelser i relation til materiel og etablissement.

• levere bidrag til Hærkommandoens Årsbefaling.

• daglig ledelse samt personlig og faglig udvikling af sektionens medarbejdere – med fokus på empati og anvendelse af deres faglighed.

Som chef vil du skulle prioritere mellem sektionens mange opgaver og selv bidrage til de mere overordnede analysearbejder, der omfattes af sektionens ressortansvar. Du skal forvente, at der i stillingen vil være rejsedage, og at du skal deltage i en række møder, der gennemføres væk fra arbejdspladsen i Karup.
Om dig
Vi forventer, at du er udnævnt oberstløjtnant M401, har gennemført VUT-II/L eller tilsvarende ækvivalerende uddannelse. Det vil være en fordel, at du har erfaring fra internationale operationer samt tjeneste som bataljons- eller afdelingschef.

Derudover forventes det, at du har en udpræget god forståelse for Forsvarets organisation og processer samt, at du har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner – både på dansk og engelsk.

Du har erfaring med logistikområdet og er grundig og detaljeret i dit arbejde.

Du er helhedsorienteret og trives godt i et dynamisk miljø, hvor arbejdet er krævende, men også spændende.

Du trives med at skabe forudsætningerne for, at materiellet og de etablissementsmæssige forhold understøtter de operative behov ved myndighederne bedst muligt. Du har i den forbindelse et godt kendskab til, hvorledes såvel den logistiske og den etablissementsmæssige kæde fungerer både ift. drift, anskaffelse og udvikling.

Sidst men ikke mindst; du brænder for ledelse, logistik og etablissementsområdet og for at skabe de bedste forudsætninger for Hæren og Hærens myndigheder inden for disse områder. Du skal skabe følgeskab i dit virke som chef, herunder er det væsentlig, at du har en forståelse for hvorledes medarbejdere, der arbejder decentralt, skal ledes, og at der skabes en naturlig balance i sektionen mellem fysisk ledelse og distanceledelse.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Hans Majestæt Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.

Dit faste tjenestested er Flyvestation Karup, Herningvej 30 7470 Karup J.

Stillingen er til besættelse snarest muligt og senest pr. 1. december 2024.

Ansøgere skal kunne opnå sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.

Du skal kunne opfylde Forsvarets helbredskrav til deltagelse i internationale missioner samt kunne bestå fysiske test i henhold til Forsvarets krav.

Såfremt du er udpeget til INTOPS skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte stabschef oberst Mikkel Enemark Olsen på telefon 2487 2802/6024 0389 eller nuværende chef, oberstløjtnant Brian Mathiasen på telefon 2060 4648.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Jens Kristian Navntoft på tlf. 3266 5126 eller mail: FPS-JKN@MIL.DK.

Ansøgningsfristen er torsdag den 3. oktober 2024. Efter ansøgningsfristens udløb foretages der screening af ansøgerfeltet, hvorefter der indkaldes til samtale.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket ”send ansøgning” inkl. CV. FOKUS og referencer kan vedhæftes, men er ikke et krav og kan medbringes til en evt. samtale.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Karup, Danmark

Geografi

Region Midtjylland

Organisation/Værn

Hæren

Funktionsniveau

M401 Løngruppe 1 Lønramme 37 Oberstløjtnant/kommandørkaptajn

Ansøgningsfrist

03.10.2024

Indrykningsdato

17.09.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent