Miljøsagsbehandler til Miljøsektionen
Bliv en del af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor du i en nøglerolle kan kombinere din faglige ekspertise med en stærk indsats for bæredygtige løsninger.
Miljøsektionen er i en rivende udvikling i forbindelse med genopbygningen af det danske forsvar. Vi har brug for yderligere miljøfaglige kompetencer til at sikre at Forsvarets nye byggerier og renoveringsprojekter efterlever vores miljøkrav.
• Team Industrimiljø
• Team Støj
Du vil blive tilknyttet Team Industrimiljø, der er ansvarlige for myndighedsbehandling af miljøgodkendelser og tilladelser, deltagelse i miljøtilsyn, rådgivning i forhold til spildevand, affald, luftemissioner, olie- og kemikalieoplag m.v.
Team Industrimiljø består af en faglig leder og 12 miljøsagsbehandlere. Der er gode muligheder for faglig sparring både internt i teamet, samt med de øvrige medarbejdere ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Miljøsektionen har endvidere en bred berøringsflade med Forsvarsministeriets øvrige styrelser og myndigheder, nordiske og baltiske lande, øvrige NATO-lande samt eksterne samarbejdspartnere, hvilket ligeledes giver gode muligheder for faglig sparring og udvikling.
Vi tilbyder et fagligt spændende og udfordrende job, hvor du, i tæt samarbejde med dine kollegaer, vil spille en vigtig rolle i de mangeartede og spændende miljøopgaver, vi arbejder med i forbindelse med udviklingen af det danske forsvar.
Som en del af et erfarent og engageret team bliver du en del af et miljø, hvor sparring og vidensdeling er i fokus. Vi værdsætter tværfagligt samarbejde og støtter op om din faglige og personlige udvikling.
Vi søger en kollega med erfaring og nysgerrighed til at lære nyt. Vores team har plads til både en generalist og en specialist til miljøvurderinger (VVM).
Arbejdsopgaverne vil bl.a. omfatte:
• Sagsbehandling og rådgivning vedrørende miljø i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse såvel som inden for den øvrige del af Forsvarsministeriets myndighedsområde, herunder Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet.
• Kontakt og korrespondance med kommuner og regioner på miljøområdet, herunder indhentning og koordinering af myndighedstilladelser, godkendelser og VVM.
• Deltagelse ved miljøtilsyn og audits på Forsvarsministeriets etablissementer.
• Planlægge og gennemføre runderinger og tilsyn inden for miljøområdet.
• Varetagelse af udbud af miljøopgaver via rammeaftaler med eksterne rådgivere.
• Afklaring af relevante myndighedskrav inden for miljøområdet i forbindelse med ressourcefastsættelser af bygge- og anlægsprojekter samt vedligeholdelsesprojekter.
• Evaluering og afrapportering på de lovkrav og andre forpligtelser som Forsvarsministeriet er underlagt på miljøområdet.
Du skal påregne ca. 20 dages rejseaktivitet årligt, primært inden for landets grænser.
Du har lyst til at engagere dig i den professionelle håndtering af Forsvarsministeriets mangeartede opgaver og problemstillinger på miljøområdet.
Det forventes, at du er erfaren inden for miljøområdet med en solid teoretisk og praktisk baggrund, hvor du gerne har erfaring med miljøopgaver ved større virksomheder med forskelligartede industriprocesser. Du har erfaring med sags- og myndighedsarbejde inden for miljøområdet samt et godt kendskab til miljølovgivningen.
Som person forventes det, at du er fleksibel, har overblik samt gode samarbejds- og kommunikationsevner. Du skal kunne arbejde selvstændigt og være god til at formulere dig på dansk i både skrift og tale. Endelig skal du kunne styre opgaver gennem alle faser af et projektforløb og opnå helhedsorienterede løsninger i et krydsfelt af forskellige interesser.
En stor del af opgaverne løses med bidrag fra eksterne rådgivere, derfor skal du kunne koordinere opgaveløsningen og samarbejdet med rådgiverne. I denne sammenhæng er det en fordel, hvis du har erfaring med udarbejdelse af udbudsmateriale.
Det er desuden en fordel, hvis du har kendskab til miljøledelse efter ISO 14001.
Du skal have gyldigt kørekort til bil kat. B.
Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er arbejdsgiverfinansieret pensionsordning knyttet til stillingerne.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte chef for Miljøsektionen Jacob Brinkmann på telefon 7281 3134 / mail fes-chmil@mil.dk. Desuden kan du kontakte faglig leder/stedfortræder Morten Lundqvist Riisager på tlf. 7281 3148 / mail fes-mil02@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Pia Knudsen på 7281 9144.
Ansøgningsfristen er den 12 januar 2025. Samtaler vil bliver afholdt løbende. Stillingerne er til besættelse snarest mulig og senest den 1. marts 2025 med fast arbejdssted i Hjørring alternativt Nørresundby.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via ansøgningslinket. Du bedes vedhæfte relevante dokumenter, såsom ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes som pdf-filer.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen.
Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingerne.
OM FORSVARSMINISTERIETS EJENDOMSSTYRELSE (FES)
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse støtter og servicerer militære operative enheder og øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet ved at levere og udvikle de fysiske rammer, som er nødvendige for deres virke. Ejendomsstyrelsen leverer et full service koncept, hvor opgaverne omfatter; facility management, nybyggeri, vedligehold, miljø- og energiopgaver samt naturpleje – og udføres overvejende via eksterne leverandører.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har hovedkontor i Hjørring, men har medarbejdere på tjenestesteder over hele landet. Vi har i alt 860 etablissementer spredt ud over hele Danmark.
Ejendomsstyrelsen er overvejende en civil arbejdsplads, der er båret af stærke fag- og videnfællesskaber. Styrelsen har ejendomsdriften i centrum: Både i opgaveløsningen med vores kunder og i forhold til kompetenceudvikling af vore medarbejdere.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har et samlet budget på over 2 mia. kr., 2,4 mio. m2 bebyggelse i vores portefølje, et samlet øvelsesareal på ca. 36.000 hektar og vi beskæftiger ca. 1.200 medarbejdere.
Du kan læse mere om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse på www.ejendomsstyrelsen.dk.