Tag springet og bliv en del af vores team som studentermedhjælper, hvor du får mulighed for at udvikle dine færdigheder i vores lønsektion
Så har du mulighed for, at blive vores nye studentermedhjælper!
Vi arbejder i et uformelt miljø, hvor der er gode muligheder for faglig sparring og kompetenceudvikling, og hvor du selv er med til at tilrettelægge din arbejdsdag.
Du bliver en del af en sektion med ca. 50 kollegaer, der alle er ansvarlige for korrekt og rettidig lønudbetaling for alle Forsvarets ansatte.
Dine opgaver vil være en bred vifte af administrative opgaver – og kan blandt andet være:
• Oprettelse af nyansatte i lønsystemet.
• Foretage ændringer i lønforhold.
• Registrere organisatoriske skift.
• Deltage i lønreguleringer.
Efterhånden som du får større erfaring, vil typen af opgaver, du beskæftiger dig med, også udvikle sig.
Vi sørger for at du bliver klædt på til opgaven gennem grundig oplæring af dine kvalificerede og dygtige kollegaer. Et studiejob hos os giver dig erfaringer fra praksis og mulighed for at bygge dine faglige færdigheder op allerede inden din uddannelse slutter, og når du er færdiguddannet, kan det åbne op for jobmuligheder i Regnskabsstyrelsen eller andre dele af Forsvaret.
Vi forestiller os, at du er på kontoret en til to dage om ugen, hvor vi sammen aftaler det ugentlige timetal i samråd med dig, så det passer bedst muligt ind i dit skema og i vores perioder med spidsbelastning. Dit arbejdssted er i Hjørring.
Vi søger en studerende, der vil have erfaring ”i den virkelige verden”, og som er nysgerrig på vores arbejdsopgaver og vores organisation. Samtidig trives du med at arbejde struktureret og med store datamængder.
Vi søger dig, som:
• Har gode samarbejdsevner og kommer med god energi.
• Trives i et til tider travlt miljø, hvor der er faste månedlige deadlines.
• Arbejder selvstændigt og tager ansvar for dine opgaver.
• Er grundig og går til dine opgaver med engagement.
• Løser dine opgaver med frihed under ansvar.
Din ansættelse som studentermedhjælp er betinget af, at du er aktivt studerende og indskrevet ved en højere læreranstalt.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.
KONTAKT OG ANSØGNING
Har du lyst til at høre mere om stillingen, kan du kontakte sektionschef Jørgen Højvang Jørgensen på telefon 7281 0725.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-Konsulent Betina Koch-Søfeldt på telefon 7281 9128.
Send din ansøgning, CV, karakterudskrift og indskrivningsbevis snarest og senest 8. december 2024. Vi holder samtaler løbende.
Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
Om Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse
Vi er én af seks styrelser under Forsvarsministeriet og holder til i Hjørring og beskæftiger mere end 240 medarbejdere, primært med civil baggrund. Vores virksomhed varetager og sikrer de samlede regnskabsmæssige opgaver i koncernen med alt fra betaling af regninger, bogføring og lønadministration, regnskabsaflæggelse og til styrkelse af koncernenes samlede kontrolmiljø.
Forsvaret er under udvikling, og her bidrager og understøtter vi den løbende forretningsmæssige udvikling i koncernen. Vi agerer sparringspartner og lægger vægt på at skabe værdi og sikkerhed i alt, hvad vi gør.
Vi arbejder fokuseret med risikovurderinger og kontrolmiljø, som vi rådgiver om over for øvrige styrelser og myndigheder inden for Forsvarsministeriets område.
Som arbejdsplads fokuserer vi på vores medarbejderes trivsel i forhold til blandt andet work-life-balance, fleksibilitet, kompetenceudvikling og medarbejderinvolvering. Vi har faglige miljøer og lægger vægt på videndeling på tværs, proces- og helhedsforståelse og en løbende implementering af automatiserede løsninger.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk og om Regnskabsstyrelsen på www.regnskabsstyrelsen.dk