Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

Ny chef til Forretningsområde Soldaten i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI)


Ny chef til Forretningsområde Soldaten i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse


Vi søger en robust og erfaren chef – civil eller militær – til stillingen som chef for Forretningsområde Soldaten i Landdivisionen ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i Ballerup. Her vil du blive en del af en organisation med spændende opgaver, komplekse udfordringer og stort ansvar.

Har du interesse for soldaternært materiel, håndvåben og ammunition? Har du mod på en hverdag med højt tempo, mange beslutninger og modsatrettede hensyn? Kan du lede gennem ledere? Og kan du skabe og vedligeholde gode relationer til mange interessenter?

Så er denne stilling noget for dig.
Om os

Forretningsområde Soldaten anskaffer og drifter våben, ammunition, uniformer og udrustning til den moderne soldat og til at understøtte bl.a. Forsvarets, Hjemmeværnets og Beredskabsstyrelsens behov.

Forretningsområdet er en del af Landdivisionen – Kapacitetsansvarlig Land (KALA) – og er organiseret som en afdeling med tre faglige sektioner samt en driftsstøttesektion.
Forretningsområdet omfatter aktuelt 42 civile og militære medarbejdere.

Du vil referere til chefen for Landdivisionen, og du vil blive en del af Landdivisionens chefteam sammen med øvrige forretningsområdechefer, stabschefen og chefen for Landdivisionen.
Om stillingen

Vi tilbyder en spændende og indholdsrig stilling med meningsfyldte opgaver og daglige udfordringer af forretningsmæssig og ledelsesmæssig karakter. Forretningsområdet håndterer et stort antal anskaffelser og rammeaftaler, teknisk dokumentation, direktiver mv.. Opgaverne er mangeartede og berører mange interesser, ligesom der er stor bevågenhed på flere dele af forretningsområdets portefølje, herunder særligt det soldaternære materiel som uniformer og udrustning.

Du har som chef ansvaret for ledelse og koordinering af opgaveløsningen inden for forretningsområdet, herunder at opgaverne løses med den nødvendige prioritering og kvalitet og ikke mindst med blik for helheden. Evnen til at manøvrere i krydspres er nødvendig. Du vil få en meget stor kontaktflade internt i FMI, i Forsvaret, i Hjemmeværnet, i Beredskabsstyrelsen og med eksterne leverandører (nationale og udenlandske).

Du vil derudover blive styregruppeformand i et antal store materielanskaffelsesprojekter, ligesom du sammen med sektionscheferne i forretningsområdet er rådgiver for chefen for KALA inden for kapaciteterne i forretningsområdet.

Du vil blive en del af et stærkt chefteam i Landdivisionen i en spændende tid for FMI, herunder bl.a. med understøttelse af Forsvarets, Hjemmeværnets og Beredskabsstyrelsens opgaveløsning i lyset af situationen i Ukraine og implementeringen af forsvarsforliget 2024-2033, samtidig med at en lang række anskaffelsesprojekter skal køres i mål, og en løbende drift af forretningsområdets mangfoldige materielkapaciteter skal understøttes.
Om dig
Du har gennemført en relevant civil akademisk uddannelse på kandidatniveau og/eller Master i Militære Studier. Vi forventer desuden, at du har ledelseserfaring fra Forsvaret, en større offentlig myndighed eller en større virksomhed, hvor du har skabt gode resultater.
Du skal have et godt kendskab til Forsvarets materiel- og driftsområde.

Du har gode analytiske evner, og du mestrer relationel koordination samt ledelse af vidensmedarbejdere, hvor du har fokus på at understøtte samarbejdet på tværs af civile og militære kompetencer og niveauer.

Du er god til at kommunikere på skrift og i tale på dansk og engelsk samt forstår dig på tal og budgetøkonomi.

En af dine vigtigste kvalifikationer er desuden dit helhedssyn, hvor du formår at tænke ministerområdets udvikling og drift ind i virket for dit ansvarsområde i overensstemmelse med Forsvarsministeriets mission og vision. Du er en vigtig medspiller i udvikling og implementering af Forsvarets og ministerområdets strategier, som du gennem din organisation formår at omsætte i samarbejde med dine kolleger og medarbejdere. Der vil desuden blive lagt vægt på, at du vurderes bredt anvendelig til andre chefstillinger inden for Forsvarsministeriets myndighedsområde.

Det er en fordel, hvis du kender til udbudslovgivning og har erfaring med projektledelse, herunder Prince2. Du skal forvente at gennemgå relevante Best Practice kurser og erhverve dig kvalifikation i Prince2 Foundation, såfremt du ikke har den uddannelse.
Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer, ligesom der er mulighed for, at ansættelsen kan ske på åremål.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Hans Majestæt Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.

Dit faste tjenestested er Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Lautrupbjerg 1-5, 2750 Ballerup.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Er du militært ansat skal du kunne opfylde Forsvarets helbredskrav til deltagelse i internationale missioner samt kunne bestå fysiske tests i henhold til Forsvarets krav.

Såfremt du er udpeget til INTOPS skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.


KONTAKT OG ANSØGNING

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte stabschef i KALA oberstløjtnant Søren Høst tlf.: +45 9133 5152, e-mail: FMI-LA-CHKOA@MIL.DK eller chef for KALA, oberst Ulrich Essemann-Beck tlf.: +45 4080 3691, e-mail: FMI-LA-CH@MIL.DK.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Jens Kristian Navntoft på tlf.: 3266 5126, e-mail: FPS-JKN@MIL.DK.

Ansøgningsfristen er søndag den 22. september 2024.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 40-41.

Stillingen er til besættelse fra den 1. januar 2025.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C400

Ansøgningsfrist

22.09.2024

Indrykningsdato

02.09.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent