EN HYLDEST TIL
RESERVISTER OG FRIVILLIGE
Den 27. september i år og fremadrettet hver sidste onsdag i september kan alle reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten bære deres uniform på deres job eller studie.
Dagen er til for at gøre det tydeligt, hvor mange der gør en ekstra indsats for, at vi alle kan have et trygt samfund i Danmark. Vi har ca. 3.000 reservister, der har en rådighedskontrakt med Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen. Hjemmeværnet har ca. 43.000 frivillige, hvoraf ca. 13.000 er aktive. Der er ca. 450 frivillige i Beredskabsstyrelsen, og der er ca. 200 frivillige i Kystredningstjenesten.