Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

Udviklingsorienteret HR-chef til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)


Udviklingsorienteret HR-chef til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)

Vi søger en dynamisk og udviklingsorienteret HR-chef til en unik stilling i en kompleks vidensorganisation.

HR-chefen refererer til Sektorchefen for Udvikling og Ressourcer og deltager i direktionens behandling af HR-emner. Du forventes at kunne bidrage markant til den fortsatte udvikling af FE, hvilket forudsætter strategisk udsyn, mental fleksibilitet og evne til at indgå i et team.
Om os
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

FE er i vækst og skal i de kommende år gennemgå en markant udvikling som følge af det ændrede trusselsbillede i Europa og den rivende teknologiske udvikling, som stiller store krav til vores evner til at omstille og udvikle organisationen.

Vi er en videns- og teknologibaseret organisation, hvis succes står og falder med kvaliteten af de medarbejdere, som vi tiltrækker og udvikler på et marked, hvor der er benhård konkurrence om talenter med de særlige kompetencer, som vi har brug for. Vores medarbejdere kommer fra alle dele af det danske samfund og med et væld af forskellige kompetencer fra selvlærte hackere, datafolk med flair for AI og Machine Learning til sprogfolk og specialister med dyb indsigt i de lande og organisationer, som vi i FE holder øje med for at beskytte Danmark.

Du kan læse mere om FE på fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om
ansættelsesmæssige spørgsmål.
Om stillingen
En stærk og innovativ HR-funktion er et centralt element i den strategi, som direktionen har lagt for FE’s udvikling i de kommende år. Som led i eksekveringen af strategien styrkes HR-afdelingen markant, og det bliver din opgave at fortsætte udviklingen af FE’s HR-arbejde således, at vi i løbet af nogle år kan matche de dygtigste.

En stabil og sikker HR-drift og et godt samarbejde med diverse medarbejderfora er en selvfølge, ligesom du må være i stand til at forstå forretningen for derigennem skabe målrettede løsninger af små og store udfordringer.

Du bliver chef for en afdeling, som er organiseret i specialiserede sektioner inden for HR-drift og -udvikling. Det bliver din opgave at fortsætte udviklingen og den professionelle forretningsorientering af afdelingen, så den hele tiden kan levere stærk understøttelse til hele FE inden for blandt andet employer branding, rekruttering og onboarding, kompetence- og ledelsesudvikling, HR-administration og alle de andre discipliner, som er nødvendige for at fastholde og styrke FE’s position som attraktiv arbejdsplads.

Stillingen kræver desuden forståelse for en række sikkerhedskrav, som ikke ligner andre HR-funktioner.
Om dig
Du har en relevant uddannelses- og ledelsesmæssig baggrund – gerne fra højteknologiske vidensorganisationer. Du har dokumenteret erfaring med at arbejde professionelt med hele HR-paletten med henblik på at skabe og drive en attraktiv og velfungerende arbejdsplads.

Vi forestiller os, at du i dag sidder i en lignende stilling, hvor du succesfuldt har implementeret strategier gennem en markant eksekveringsevne, og at du har lyst til at bringe dine kompetencer i spil med henblik på at videreudvikle og styrke en af Danmarks mest spændende arbejdspladser.

Du motiveres af at have ansvar for såvel strategisk udvikling af HR-området som udvikling og automatisering af de operationelle og driftsorienterede HR-opgaver. Du har erfaring med implementering af HR-systemer og vægter smarte HR-processer højt. Du har stærke lederevner og kan sætte en tydelig strategisk retning samtidig med, at du giver din afdelings ledere plads til udvikling og ansvar.

Du er en stærk kommunikator, der evner at formidle dine visioner og idéer til medarbejdere i hele organisationen. I forhold til organisationens øvrige ledere fremstår du som en kompetent og handlingsorienteret sparringspartner.

Du har særdeles gode relationelle kompetencer og er dygtig til at begå dig i en kompleks organisation som FE. Du har lyst til at arbejde med HR-ledelse og har evnen til at udvikle et omfattende kontaktnet og forretningskendskab.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten.

Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer, ligesom at der er mulighed for, at ansættelsen kan ske på åremål.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, kan ansættelsen efter en konkret vurdering ske som tjenestemand, hvorefter den lønmæssige indplacering vil ske i lønramme 37. Ansøgningen stiles i så fald til dronningen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Der er mulighed for, at stillingen kan besættes ved konstitution jf FPS VEJL 566-4.

Dit faste tjenestested er Svanemøllens Kaserne, Ryvangs Allé 1, 2100 København Ø.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.

Er du militært ansat skal du kunne opfylde Forsvarets helbredskrav til deltagelse i internationale missioner samt kunne bestå fysiske tests i henhold til Forsvarets krav.

Såfremt du er udpeget til INTOPS skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.


KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte den lokale HR-Partner ved Forsvarets Efterretningstjeneste på tlf. 3332 5566 – lokal 2213.

Hvis du har spørgsmål til løn- eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Jens Kristian Navntoft på tlf. 3266 5126 eller
mail FPS-JKN@MIL.DK.

Ansøgningsfristen er mandag den 10. april 2023.

Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 16.

Stillingen er ledig til besættelse fra 1. juni 2023 eller snarest derefter.

Stillingen søges via stillingsopslaget på fe-ddis.dk.

Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage
dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M401 Løngruppe 1 Lønramme 37 Oberstløjtnant/kommandørkaptajn

Ansøgningsfrist

10.04.2023

Indrykningsdato

16.03.2023

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent