Elektronikassistent som ansvarlig for den daglige drift for sensor- og datasystemer på fregatten Absalon (genopslag)
Brænder du for ledelse af mennesker og har du en stor interesse for teknologi? Motiveres du af at udvikle andre mennesker, og af at skabe en sektion der løser opgaven over norm? Har du mod på at gennemgå DANSARC forløb i 2024, med efterfølgende sejladser?
Så er du måske vores nye elektronikassistent (EKA), i Elektroniksektionen på fregatten Absalon.
Fregatten F341 ABSALON er hjemhørende i Frederikshavn. Absalon og søsterskibet Esbern Snare, har det seneste år været indsat i NATO’s stående flådestyrke - SNMG 1, samt i anti-pirateri-mission, i Guineabugten i Afrika. Derudover har skibene deltaget i øvelser og sejladser fra Vestafrika til nord for polarcirklen. I gennemsnit sejler vi ca. 125dage om året, men dette varierer en del fra år til år. De forskellige sejladser dækker over øvelser og operative indsættelser, og har varighed fra alt mellem en lille uge og op til 3 måneder. I 2023 kommer vi til at gennemgå et større eftersyn på skibet, hvorfor antallet af sejldage er begrænset. I stedet er der fokus på uddannelse og træning op mod DANSARC forløbet i 2024, samt eventuel udlån til andre enheder.
Vi arbejder både med formel uddannelse og sidemandsoplæring. Du vil derfor komme på kurser i specifikke systemer, mens du vil lære andre ting via sidemandsoplæring. Jo mere viden og erfaring du får, jo mere ansvar vil også følge med.
Der er en speciel ABSALON ånd, hvor du hurtigt bliver en del af et større fællesskab, med kollegaer fra de øvrige divisioner. Både fordi du kommer til at arbejde sammen med dem på tværs af fagområder, men også fordi vi ud over det faglige, plejer det sociale fællesskab. Vi havde i år fx 5 hold tilmeldt DHL-løbet, som bød på en hyggelig aften med mad, løb og socialt samvær.
Elektroniksektionen forestår den daglige drift og vedligehold af skibets elektroniske systemer, lige fra computere og printere til højteknologiske radar- og kommunikationssystemer.
Som EKA står du, med assistance fra EKB, for den daglige ledelse af sektionens personel. Du prioriterer og fordeler opgaver til dine teknikere, baseret på opgavens kompleksitet og prioritet. Du fører kontrol med sektionens opgaver og områder, så vi når i mål med de rigtige opgaver til tiden.
Du koordinerer i et vist omfang med værkstederne i land – Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, omkring løsning af de vedligeholdelsesmeddelelser som du er med til at oprette.
Du finder en glæde i at motivere dine medarbejdere og sørge for læring i sektionen. Der er i forbindelse med opkøring til DANSARC rig mulighed for at deltage i planlægning af uddannelsesforløb for sektionen.
Du har den daglige berøringsflade med sektionens medarbejdere, hvorfor du også vil være ansvarlig for deres faglige og personlige udvikling, i sparring med EKB og EKO.
Udover at varetage den primære opgave som daglig leder af Elektroniksektionen, så indgår du i tørnen som vagtassistent (VA) i havn, hvor du sammen med en Vagthavende Officer (VO) er ansvarlig for skibets vagthold.
Vi tilbyder
Vi kan tilbyde et alsidigt job med mulighed for udvikling, herunder et uddannelses- og tjenesteforløb med kurser og efteruddannelse, hvor vi tager udgangspunkt i din baggrund og de kompetencer, som du skal have i din specifikke stilling, samt dine ønsker i videst mulige omfang.
Vi lægger vægt på fleksible rammer under ansvar indenfor de muligheder som Forsvarets fokus på tilpasning af opgaver og organisation giver.
Du er frisk på at møde sektionen og dens specialister i øjenhøjde, samt på at arbejde med gruppedynamikker og udvikling. Du har en holdning til at tingene skal gøres ordenligt og at vi skal stræbe mod at udvikle sektionen.
Du er interesseret i at lære nyt og udvikle dig i rollen som EKA, både inden for ledelse, men også på den tekniske side, hvor du vil være specialisternes sparringspartner i opgaveløsningen.
Faglige krav:
• Søværnets basisuddannelse. (Hvis du er fra Hæren eller flyvevåbnet, se længere nede)
• Grundlæggende Sergentuddannelse (GSU)
• Du skal enten inden for kort tid afslutte, eller have en afsluttet uddannelse som elektronikfagtekniker, datatekniker eller tilsvarende.
Hvis du ikke er uddannet sergent, men er en erfaren Marinespecialist og er, eller kan, vurderes egnet til GSU, kan der laves en uddannelsesaftale i stillingen.
Er du uddannet sergent i Flyvevåbenet eller Hæren skal der laves en kompetenceafklaring, hvor der klarlægges et uddannelsesforløb for omskoling til Søværnet.
Helbredskrav:
• Kunne godkendes ved en helbreds- og tandundersøgelse (Blåt bevis).
• Kunne bestå Forsvarets Fysiske Basiskrav (FFB).
Øvrigt:
• Kunne sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT.
• Du skal endvidere være erklæret, eller kunne erklæres, egnet til udsendelse i internationale operationer.
Er du i tvivl om du har de rette kompetencer, skal du ikke tøve med at henvende dig til os.
Hvis du har en gymnasial uddannelse (STX, HHX, HTX eller HF), kan du senere som medarbejder i Søværnet søge ind på Søværnets løjtnantsuddannelse og blive officer i Søværnet. Læs mere om løjtnantsuddannelsen her (link: https://karriere.forsvaret.dk/uddannelse/soevaernet/lojtnant/)
Stillingen kan besættes af en i konstabelgruppen med et godt udviklingspotentiale.
Hvis du ikke opfylder uddannelseskravet, kan du ansættes på en uddannelsesaftale, hvor du forpligter dig til at gennemføre og relevant uddannelseskrav. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau. Udnævnelse til sergent kan finde sted, når uddannelseskrav og Forsvarets fysiske basiskrav er opfyldt, samt når du har en godkendt helbreds- og tandlægevurdering og honorer de almene krav for udnævnelse.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være i Frederikshavn.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Våben- og elektronikofficer Kaptajnløjtnant Bjarke Pedersen på tlf. +45 728 54495 eller mail 2E-ABSL-VEO@mil.dk Alternativt Chefsergent John Rasmussen, SCA-K-BEM02, telefon 72 85 75 22
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mads Nørgaard ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse mail FPS-MAN@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er den 10. april 2023. Efter ansøgningsfristens udløb vil vi gennemføre en kvalitativ vurdering af ansøgerne og evt. indkalde til samtale. Samtaler forventes afholdt i uge 15.
Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM 2. ESKADRE (2 ESK)
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt. Opgaverne spænder fra bidrag ved humanitære operationer til indsættelse i krigsmæssige operationer.
2. Eskadre består af moderne højteknologiske skibe: fregatter, støtteskibe, minerydningsenheder samt Søværnets Dykkertjeneste som varetager alle dykkerrelaterede opgaver i Søværnet.
2. Eskadre gennemfører de taktiske våbenmæssige uddannelser samt en afgørende del af skibenes operative opkøring, som samlet set er afgørende for enhedernes sømilitære kampevne, på Center for Taktik og Center for Våben.
2. Eskadre ønsker at være en god arbejdsplads og vores fokus er at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at fungere for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk