Fortsæt til indhold
Job i Beredskabsstyrelsen

Vagtassistent til Beredskabsstyrelsens centrale vagt i Birkerød


Vagtassistent til Beredskabsstyrelsens centrale vagt i Birkerød

Vil du bidrage til, at Beredskabsstyrelsen fremstår som en effektiv og professionel beredskabsaktør, og har du mod på selvstændigt at håndtere opgaver vedr. vores daglige drift og krisestyring, så har Beredskabsstyrelsen en spændende stilling i Beredskabsstyrelsens Centrale Døgnvagt som vagtassistent på konstabelniveau.
Om os
Beredskabsstyrelsens centrale døgnvagtsfunktion er organisatorisk placeret i kontoret Verden er i forandring og bl.a. sikkerhedspolitiske forskydninger og klimaforandringer vil have store konsekvenser for Danmark og danskernes hverdag i de kommende år. I Beredskabsstyrelsen arbejder vi for at sikre samfundets evne til at forebygge og modvirke kriser og katastrofer. Nationalt Beredskab er en del af Beredskabsstyrelsens hovedsæde i Birkerød.

Nationalt Beredskab omfatter 2 sektioner, henholdsvis en Operationssektion og en Udviklingssektion og består af 24 dedikerede og fagligt dygtige kolleger.
Nationalt Beredskab varetager Beredskabsstyrelsens overordnede nationale operative opgaver. Dette omfatter en bred opgaveportefølje, som berører hele den operative værdikæde fra bl.a. afdækning af nye operative opgaver, beskrivelse af kompetencekrav og materielbehov, bidrag til indsatser og krisestyring og til at indgå i eksternt samarbejde både nationalt og internationalt.

Beredskabsstyrelsens centrale døgnvagt monitorerer bl.a. den beredskabsmæssige situation, herunder det nukleare målesystem og udgør et døgnbemandet kontaktpunkt for såvel nationale som internationale henvendelser.
Du bliver en del af et engageret og kompetent kollegateam i en dynamisk organisation, hvor der er gode faglige og personlige udviklingsmuligheder.
Om stillingen
Som vagtassistent indgår du i Beredskabsstyrelsens centrale vagt sammen med en vagthavende officer og en vagthavende chef. Vagtassistenten er til stede døgnet rundt, så du arbejder hovedsagligt i 12 timers vagter med vagtskifte kl. 7 og kl. 19.

Én af de vigtigste funktioner for vagtassistenten er at kunne handle hurtigt, selvstændigt og korrekt i pressede situationer, så Beredskabsstyrelsens krisestyringsorganisation kan iværksættes med meget kort varsel. Som vagtassistent vil du bl.a. have ansvaret for løbende at orientere og briefe den vagthavende officer og vagthavende chef om den operative situation.

Arbejdet i Nationalt Beredskab og i den centrale vagt er omskifteligt, når det gælder opgaver, arbejdstid og tempo. Det stiller både krav om fleksibilitet til den enkelte medarbejder og til kontoret som helhed. Fleksibiliteten går begge veje, og der tages i den forbindelse hensyn til den enkelte medarbejder.

Ved forhøjet beredskab indgår du i styrelsens operationscenter, hvor du varetager forskellige opgaver, som bl.a. udarbejdelse af ressourceoverblik, logføring mv.
Du skal arbejde med beredskabsfaglige emner, støtte ifm. beredskabsfaglige spørgsmål og være med til at sikre, at Beredskabsstyrelsen altid har overblik over igangværende indsatser, ressourcer og opgaver.

Sideløbende med vagtassistentfunktionen har de enkelte medlemmer i gruppen særlige ansvarsområder, der tilrettelægges og planlægges i samarbejde med teamlederen.

Dine daglige arbejdsopgaver som vagtassistent vil bl.a. være
• At udføre adgangs- og opholdskontrol.
• At overvåge og betjene alarm- og varslingssystemer.
• At modtage og behandle henvendelser til Beredskabsstyrelsens operative beredskab, herunder nationale og internationale anmodninger om bistand.
• At være beredskabsfaglig backup.
• At varetage telefonbetjenings- og receptionsfunktioner.
• At deltage i stabsarbejde ved forhøjet beredskab.
• At overvåge og betjene opgave- og ressourcestyringssystemet (ORS).
• At arbejde med klassificerede kommunikationsmidler og signaler.
• At udføre administrativ sagsbehandling i relation til vagt- og beredskabsområdet, f.eks. vedligeholde og opdatere interne instrukser og vejledninger.

Opgaven varetages som konstabel på fuldtid - 37 time/uge

Stillingen ønskes som udgangspunkt besat pr. 1.juli, eller nærmere aftale.
Om dig
Vi forventer, at du:
• Er uddannet redningsspecialist, gerne med kommunikations- og vagtkommandøruddannelserne.
• Bevarer overblikket og holder styr på flere opgaver samtidig; også i en presset situation.
• Tænker og handler selvstændigt ud fra overordnede hensyn og principper.
• Har gode formidlingsevner på dansk og engelsk, både mundtligt og skriftligt.
• Er udadvendt, omhyggelig med dit arbejde og har en serviceminded indstilling.
• Er fleksibel i forhold til arbejdstider og opgaver.

Det er en forudsætning for ansættelse i stillingen, at du er eller bliver sikkerhedsgodkendt til HEM og, at du kan opretholde godkendelsen under hele dit ansættelsesforløb. Det er desuden en forudsætning, at du har et gældende kørekort B.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Ved ansøgning om en ny stilling i Beredskabsstyrelsen under Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Birkerød.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING:
Hvis du ønsker at søge stillingen eller har behov for yderligere information, er du velkommen til at kontakte sektionschef Claus Jakobsen på telefon 40 90 38 07 eller mail brs-cja@fiin.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Sihm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail fps-mes@mil.dk eller telefon 72 81 96 96.
 
Ansøgningsfristen er den 27. juni 2024. Ansættelsessamtaler afholdes løbende.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
 
FOKUS og referencer kan medsendes.
 
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM BEREDSKABSSTYRELSEN
Beredskabsstyrelsen er en central del af Danmarks katastrofeberedskab. Vi udvikler samfundets evne til at forebygge og modstå ulykker, kriser og katastrofer.
Vi assisterer øvrige myndigheder, når der er behov for ekstra mandskab og/eller specialmateriel. Vi rykker også ud til akut opståede katastrofesituationer internationalt.
Gennem information, rådgivning, uddannelse og øvelser udvikler vi samfundets beredskab og krisestyringsevner i samarbejde med myndigheder, virksomheder og borgere.
Beredskabsstyrelsen har omkring 500 ansatte ved seks operative centre fordelt i hele landet, Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse og hovedsædet i Birkerød.
Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Forsvarsministeriet.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Birkerød, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Beredskabsstyrelsen (BRS)

Funktionsniveau

M112 Konstabelgruppen

Ansøgningsfrist

27.06.2024

Indrykningsdato

13.06.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent