Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

Elementleder for Sundheds-, Sanitet- og uddannelseselementet samt holdfører for militærlægeuddannelsen ved Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelse.


Elementleder for Sundheds-, Sanitet- og uddannelseselementet samt holdfører for militærlægeuddannelsen ved Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelse.

Kan du lede, styre og samtidigt være rollemodel for militærlæger?
Vi søger en kaptajn/kaptajnløjtnant til en unik og spændende stilling som elementleder for et af centerets elementer samt som holdfører for Militærlægeuddannelsen. Du får en særegen stilling med en opgaveportefølje og et ledelses- og udviklingsmæssigt indhold, der ikke tilbydes mange andre steder.
Om os
Om Forsvarets Sanitetskommando
I Forsvarets Sanitetskommando sikrer vi soldatens helbred. Vi er fagligt ansvarlige for - og varetager sundhedstjenesten i Forsvaret. Vi udvikler og rådgiver om militærmedicinske forhold, om militær fysisk træning og står for driften af infirmerierne samt Center for Militær Fysisk Træning og Center for Sanitets- og Sundhedsuddannelse. Desuden er vi ansvarlige for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om danske soldater i nationale og internationale operationer.

Om os
Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelse er Forsvarets Sanitetskommandos kompetencecenter inden for uddannelse af sundheds- og sanitetsfagligt personel.
Vi gennemfører uddannelser af bl.a. militærlæger og militærsygeplejersker, MEDIC, arktisk sanitet for Sirius, sanitetskurser for det nordiske specialstyrkesamarbejde, kurser for SAR-personel, førstehjælps- og TSE (TCCC)-instruktøruddannelser og meget andet.
Kursisterne er soldater fra alle værn og tjenestegrene, som efterfølgende f.eks. skal fungere som instruktører ved deres enheder, eller indgå i specifikke fagfunktioner, men også nyansatte sundhedsfaglige personer, der skal udfylde sundheds- og sanitetsfaglige funktioner i den operative struktur.
Vi tilsikrer til stadighed, at uddannelserne er opdaterede i forhold til de nyeste sundheds- og sanitetsfaglige anbefalinger og retningslinjer samt erfaringer - i tæt samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere – således at uddannelserne understøtter den operative opgaveløsning ved Forsvarets enheder.
Vi har endvidere ansvaret for at uddannelserne lever op til Forsvarets krav til uddannelsesdokumentation og pædagogiske retningslinjer samt kravet om digitalisering osv.
Aktuelt er vi 21 medarbejdere, som er en blanding af militært og sundhedsfagligt personale. Vi har forskellige militære, sundheds- og sanitetsfaglige erfaringer og uddannelser, og tæller blandt andet overlæger, sygeplejersker, samt officerer og befalingsmænd med baggrund som fysioterapeuter samt andre danske og udenlandske sanitets- og sundhedsfaglige uddannelser.
Om stillingen
Du får en spændende stilling i et dynamisk miljø, hvor tonen er uformel og præget af godt kollegaskab og gensidig problemknusermentalitet, tårnhøj faglighed og meget motiverede kollegaer. Du indgår i et tæt samarbejde med centerets ledelse og administration, øvrige elementledere, kursusledere og undervisere.
Du får et betydelige individuelt ansvar, med stor handlefrihed og meget stor grad af indflydelse på såvel mennesker som organisation, samt berøring med samarbejdspartnere og klientel både i og udenfor Forsvaret.
Dine opgaver vil give dig et unikt indblik i operative opgaver, platforme og uddannelsesvirksomhed ved alle tre værn.
Dine opgaver vil overordnet kunne inddeles i to kategorier:
Elementleder for det ene af skolens tre uddannelseselementer.
I dit element indgår pt. fire befalingsmænd på OS og SSG-niveau, som primært støtter dig i driften af Militærlægeuddannelsen, men som også varetager sagsbehandler-, kursusleder- og instruktøropgaver på andre af skolens uddannelser, heriblandt SAR-kurserne, det militære basiskursus, og FØHJ- og TSE-instruktørkurserne.
Din opgave over for elementet er daglig ledelse, prioritering af ressourcer til centerets opgaver, kompetenceudvikling og arbejdstidsstyring.
Afhængig af din baggrund og dine kompetencer, vil du kunne støtte i undervisning og projekter på tværs af centerets øvrige uddannelser.
Derudover vil du indgå i centerets udvidede ledelsesgruppe, hvor du vil skulle deltage i ad hoc projekter i rammen af centrets ledelse, pædagogiske linje og ambassadørvirke.
Din anden opgave er holdførervirket for FSK-100 Militærlægeuddannelsen, som varer seks måneder og pt. gennemføres én gang om året i 1. halvår. Her skal ca. 10 nyansatte læger samt op til seks overlæger fra faste stillinger i FSK uddannes til militærmedicin på Role-1-niveau, herunder ledelses- og føringsuddannelse til rollen som officer og sundhedsfaglig fører og rådgiver.
Du bliver overordnet ansvarlig for at uddannelsen planlægges og gennemføres i henhold til centerets faglige og pædagogiske rammer og de gældende operative krav, og for at der er sammenhæng og rød tråd mellem de enkelte fag og moduler, som hver især er forudsætningsskabende for de næste.
Uddannelsen står på to ben – et militært og et sundhedsfagligt – som har stor indbyrdes påvirkning.
Du bliver fagligt ansvarlig for den rent militære del af lægernes uddannelse, og primær underviser på uddannelsens tre ledelsesmoduler (instruktørvirke, føring og ledelse i praksis), som er hjørnestenene i lægernes militære og officersmæssige dannelse.
Militærlægeuddannelsen er et intenst halvt år, hvor de fleste kursister bor fast på centeret i hverdagene, og derfor kommer meget tæt på både hinanden og på dig og dit team.
Du bliver et militært og ledelsesmæssigt forbillede for kursisterne, og du skal kunne tage på dig, at deres niveau som officerer og førere tager afsæt i dine handlinger og din professionalisme som holdfører.
Til at støtte dig i opgaven med militærlægeuddannelsen har du dit team bestående af tre befalingsmænd fra dit element, som hver især planlægger og afholder mindre delelementer af uddannelsen, i tæt koordination med dig. I teamet indgår desuden skolens ledende overlæge, som er fagligt ansvarlig for den sundhedsfaglige del af uddannelsen, hvorfor I vil have et meget tæt og løbende samarbejde om uddannelsens planlægning og gennemførelse. Sammen med den ledende overlæge og repræsentanter fra det øvrige FSK vil du bl.a. også skulle deltage i informationsmøder om uddannelsen, samt indgå i ansættelsesudvalget for de nye læger.
Generelt for stillingen gælder det, at arbejdsdagene er meget afvekslende, og du får en stor grad af frihed til at forvalte din tid og din opgaveløsning.
Du må forvente perioder med høj intensitet og lange arbejdsdage, når der undervises eller planlægges uddannelsesforløb. Du må desuden forvente rejsedage og øvelsesdøgn i forbindelse med uddannelsesaktivitet.
Om dig
Du er kaptajn/kaptajnløjtnant, eller premierløjtnant med relevant videreuddannelse, parat til udnævnelse. Din værns- og tjenestemæssige baggrund er ikke vigtig. Erfaring med uddannelsesplanlægning og specialistledelse, ved en stående enhed, samt missionserfaring, er dog en fordel.
Det vil også være en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring/kendskab til Kvalifikationsrammen for Livslang Læring, og at du har arbejdet med uddannelsesbeskrivelser og læringsplaner.
Vigtigst af alt er dog, at du har udvikling og uddannelse af mennesker som en stor personlig drivkraft, og at du motiveres af at gøre tjeneste i et værnsfælles sanitets- og sundhedsfagligt uddannelsesmiljø.
Dit ledelsessyn er rummeligt, og du formår at nedbryde distancen mellem ledelse og kursister/medarbejdere, uden at gå på kompromis med professionalisme og opgaven i centrum.
Dit menneskesyn er Y, og er drevet af empati og nysgerrighed.
Du har gode formidlingsevner, din undervisning er praksisnær og i øjenhøjde, og din feedback er skarp og saglig.
Som leder kan du skabe og bevare overblik og sætte retning i en travl og kompleks hverdag. Stillingen stiller store krav til din helhedsforståelse, din langsigtede planlægning, din diplomatiske sans, dine forhandlingsevner og din evne til at navigere i mange parallelle, prioriterede opgaver, der alle kræver din opmærksomhed og stillingtagen.
Du kommunikerer godt både skriftligt og mundtligt, over for samarbejdspartnere på tværs af værn og helt op på myndighedsniveau, og du kan begå dig i et miljø, hvor ordentlighed, gennemsigtighed og god sagsbehandling vægtes højt.
Du kan arbejde selvstændigt, men er også en holdspiller, der kan samarbejde med mennesker med forskellig faglig baggrund fra det civile og/eller fra militæret, hvormed du bidrager aktivt til centerets samlede opgaveløsning.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet. Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer. Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Du får fast tjenestested i Aarhus.

KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte
Fg. chef, major Klaus Gabriel Sørensen, FSK-P-PDA09, tlf. 23705031 (ferie i uge 33),
eller ledende overlæge Susanne Fischer, FSK-CS-LDOLG, tlf. 29310432

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR Konsulent, kaptajnløjtnant Henrik Wenzell, ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 32 66 55 16.

Ansøgningsfristen er 21. august 2024. Samtaler afholdes løbende og senest i uge 35. Stillingen kan besættelses fra den 1. september 2024 eller snarest muligt derefter.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen. Eventuelle FOKUS fra Forsvaret og /eller andre relevante referencer kan medsendes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

FORSVARETS SANITETSKOMMANDO - I Forsvarets Sanitetskommando sikrer vi soldatens helbred. Vi er fagligt ansvarlige for - og varetager sundhedstjenesten i Forsvaret. Vi udvikler og rådgiver om militærmedicinske forhold, om militær fysisk træning og står for driften af infirmerierne og skolerne Center for Militær Fysisk Træning og Center for Sanitets- og Sundhedsuddannelse. Desuden er vi ansvarlige for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om danske soldater i nationale og internationale operationer.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Aarhus, Danmark

Geografi

Region Midtjylland

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

21.08.2024

Indrykningsdato

05.08.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent