Fortsæt til indhold
Job i Hæren

Chef for 2. Brigades stab


Chef for 2. Brigades stab

Kan du bevare overblikket og samtidig være med i detaljerne, når det kræves? Kan du ud fra brigadechefens hensigt og direktiver motivere og sætte både retning og tempo for brigadestaben? Kan du bidrage til fastholdelse og opbygning af faglighed ved brigadens dispositionsenheder og i staben? Så er du måske den nye stabschef i 2. Brigade.
Om os

2. Brigade består af III Opklaringsbataljon på Bornholm, V uddannelsesbataljon i Slagelse, I Panserbataljon og V Uddannelsesbataljon i Holstebro samt XIII Lette Infanteribataljon i Haderslev. Brigadehovedkvarteret udgøres af brigadestaben og Tjenestegrensafdelingen for Kamptropper og kamptjeneste. Brigaden uddanner og løser opgaver på tværs af Hærens Basisuddannelse (HBU), Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse (HRU) og Stående Reaktionsstyrke (SRS), ligesom bataljonernes planlægnings- og føringsevne trænes gennem stabs- og feltøvelser. Brigadens enheder bidrager i stort omfang til både beredskabsopgaver og operativ opgaveløsning, nationalt og internationalt.

Brigaden er endvidere overordnet ansvarlig for uddannelse af enheder til nationale og internationale operationer. Det betyder bl.a., at brigaden er ansvarlig for indsættelsesspecifik uddannelse.

Brigadens Tjenestegrensafdeling for Kamptropper og kamptjeneste er ansvarlig for kapacitetsnær styrkeudvikling samt uddannelsesudvikling, i kamptropperne på tværs af begge brigader samt for kamptjenesten i Hæren som helhed.

2. Brigades stab består af seks sektioner (G1-6) med i alt 39 medarbejdere suppleret af et antal projektstillinger mhp. kapacitetsopbygningsopgaver. Staben er et eftertragtet tjenestested og er bemandet med kompetente og motiverede medarbejdere.
Om stillingen

Stabschefen er over for brigadechefen ansvarlig for ledelse af brigadestabens samlede virksomhed, herunder løbende planlægning og styring af brigadens opgaver på lang og kort horisont, og integration af brigadens tildelte ressourcer i henhold til opgaveprioriteringen.

Stabschefen indgår i brigadens Command Group, sammen med brigadechefen, chefen for Tjenestegrensafdeling for Kamptropper og kamptjeneste og brigadebefalingsmanden.

Som stabschef vil du skulle involvere dig i, og samordne alle brigadens opgaver, herunder koordination vedr. opgaveløsning og samvirke med andre myndigheder, enheder og kapaciteter. Opgaverne omfatter bl.a.:

• Direktivgivning for brigadens og stabens planlægning og tilrettelæggelse af opgaveløsning.

• Rådgivning af brigadechefen vedr. behov for beslutninger og brigadens plan- og ressourcegrundlag ud fra situationens udvikling.

• Uddannelses- og aktivitetsplanlægning for brigaden med staben og underlagte enheder, som støttende myndigheder, enheder og kapaciteter.

• Planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse, opstilling af kontrolapparat til og evaluering af brigadeledet uddannelses-, og øvelsesaktiviteter.

• Ansvaret for brigadehovedkvarterets samlede virke under indsættelse og øvelsesvirksomhed. Herunder er stabschefen direkte ansvarlig for koordinering af den samlede plan i relation til formålet med aktiviteten, trusler mod/risici forbundet med opgaveløsningen og sammenhængen til øvrige kommende samt igangværende aktiviteter, operationer og indsættelser.

• Gennemførelse af ressourcestyringen for brigadestaben inkl. de underlagte enheder. Ressourcestyringen omfatter bl.a. personel og deres kompetenceudvikling, økonomi og logistik inkl. anvendelse af materiel, ammunition, terræn og etablissement.

Stabschefen holder sig løbende orienteret om den politiske og militære situationsudvikling i aktuelle og mulige indsættelsesområder for brigaden.

Stabschefen deltager e.n.d.a. på brigadechefens vegne i Forsvarets interne og eksterne kontaktvirksomhed og deltager endvidere i interne og eksterne projekt- og arbejdsgrupper, samt mødefora.

Stabschefen varetager brigadestabens kompetenceudvikling, moral og korpsånd.
Om dig

Vi forventer, at du er udnævnt oberstløjtnant M401, har gennemført OFU, MMS/STK-II eller ækvivalerende udenlandsk uddannelse.

Du har bred erfaring fra stillinger i Hæren og Forsvaret, herunder fra internationale operationer og som bataljons-/afdelingschef samt gerne fra NIV I eller 0.
Du formår at skabe og tydeliggøre fælles mål på tværs af brigaden, dispositionsenheder og Hæren samt om nødvendigt eksterne myndigheder.
Du har et skarpt blik for analysen både operativt, udviklingsmæssigt og hvad angår ressourcer og drift. Du formår at omsætte din analyse til rammer for sektionernes selvstændige virke, så sektionerne kan nyttiggøre det fulde potentiale hos medarbejderne.
Du har organisatorisk forståelse og omsætter det til klare opgaver, ansvar og procedurer i staben og efter aftale med brigadechefen ved dispositionsenhederne.
Du er anerkendende, lydhør og evner at kommunikere klart, tydeligt og nuanceret i skrift og tale.

En af dine vigtigste kvalifikationer er dit helhedssyn, hvor du formår at tænke hele koncernens udvikling og drift ind i virket for dit ansvarsområde i overensstemmelse med Forsvarsministeriets mission og vision. Der vil endvidere blive lagt vægt på, at du vurderes som bredt anvendelig til andre chefstillinger inden for Forsvarsministeriets myndighedsområde.
Ansættelsesvilkår

Stillingen som Oberstløjtnant besættes på kontraktvilkår i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten.

Stillingen er klassificeret i løngruppe 1 efter rammeaftalen, svarende til lønramme 37 for tjenestemænd. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.
Dit daglige tjenestested er i Slagelse.

Du skal kunne opfylde Forsvarets helbredskrav til deltagelse i internationale missioner samt kunne bestå fysiske tests i henhold til Forsvarets krav.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte brigadegeneral Brian Nissen på telefon 2555 6001.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du tage kontakt til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent kaptajnløjtnant Ole Johnny Frederiksen på telefon 3266 5150.

Ansøgningsfrist: Den 19. juni 2024.

Stillingen er til besættelse fra 1. august 2024 eller snarest derefter.

Send ansøgningen elektronisk via linket ”Søg jobbet”.

Send motiveret ansøgning og CV på dansk med vellignende foto bedes medsendt. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvaret ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Slagelse, Danmark

Geografi

Region Sjælland

Organisation/Værn

Hæren

Funktionsniveau

M401 Løngruppe 1 Lønramme 37 Oberstløjtnant/kommandørkaptajn

Ansøgningsfrist

19.06.2024

Indrykningsdato

24.05.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent