Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

Bliv HR-konsulent i Team Rekruttering ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse


Bliv HR-konsulent i Team Rekruttering ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Vil du være med til at rekruttere til Forsvarets civile stillinger, og bidrage til at styre Forsvarets diversitet og kapacitet? Og vil du arbejde i et engageret miljø, hvor din indsats gør en forskel hver dag. Så er det nu, du skal søge en af vores 2 HR-konsulent stillinger. Den ene af stillingerne er en fastansættelse og den anden er en tidsbegrænset ansættelse frem til og med juni 2025 – med mulighed for fastansættelse på sigt.
Om os
Du bliver en del af Bemanding Specialer og Personaletilpasningssektionen i Center for Rekruttering og Karriere. Vi er en sektion, der består af 30 dedikerede medarbejdere.
Vores primære opgave er at sikre, at Forsvaret har de rette færdigheder og ressourcer til at løse opgaverne. I Team Rekruttering er vi 14 civile medarbejdere.

Hvorfor skal du vælge os:
Du bliver en del af et team, der støtter hinanden og prioriterer faglig sparring og rådgivning. Vi tilbyder gode faglige og personlige udviklingsmuligheder, hvor vi vægter både sidemandsoplæring og kurser. Derudover kan du se frem til en arbejdsplads, hvor vi prioriterer trivsel og social tryghed.

Din pensionsordning er arbejdsgiverbetalt, din frokostpause er en del af arbejdstiden, vi har en frugtordning og et motionsrum, som du frit kan benytte dig af. Vi har fleksible arbejdstider, og du har mulighed for et par dages hjemmearbejde om ugen, så du kan få privatlivet til at balancere.
Om stillingen
Hos os kommer du til at spille en central rolle i rekrutteringsprocessen og forvaltningen af civile medarbejdere. Dine primære opgaver er, at udarbejde jobannoncer, screene kandidater og udfærdige ansættelsesdokumenter.

Du kommer til at fungere som en vigtig rådgiver og vejleder for chefer, hvor du bistår med at finde de rette kandidater til at udfylde deres ledige stillinger.

Vi søger dig, som er passioneret for rekruttering og har en god evne til at bistå ansættende leder i at ansætte de rette kandidater. Du er god til at finde løsninger, er imødekommende og kommunikativ dygtig, særligt i den skriftlige del.

Det er vigtigt, at du er interesseret i og motiveret for at udarbejde og/eller justere indhold i rigtig mange jobannoncer. I forbindelse med dette arbejde anvender vi værktøjet Develop Diverse, som hjælper os med at undgå ubevidst bias.
Om dig
Du er kontoruddannet eller har en anden relevant uddannelse inden for HR og rekruttering. Det er ønskeligt, hvis du har kendskab til Forsvaret. Vi lægger vægt på, at du er selvstændig, ansvarsbevidst og har gode kommunikationsevner.

Det betyder meget, at du er struktureret og har en god sans for detaljer, da du er ansvarlig for at håndtere forskellige administrative opgaver i forbindelse med vores rekruttering- og ansættelsesprocesser.

Som person er du engageret, proaktiv og har en positiv tilgang til arbejdet. Du er god til at opbygge relationer, og har en god evne til at kommunikere med forskellige interessenter. Du har et godt overblik og kan nemt skifte mellem forskellige opgaver.

Hvis du har erfaring med rekruttering eller HR, er det en fordel, men det er ikke et krav. Vi er åbne for at give dig den nødvendige oplæring og støtte til at lykkes i stillingen.

Hvis du er klar til at bidrage som HR-konsulent i Team Rekruttering, opfordrer vi dig til at sende din ansøgning i dag! Vi ser frem til at lære dig at kende og byde dig velkommen til vores team.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst i staten.

Hvis du har en kontoruddannelse bliver du ansat og aflønnet i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).

Der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforbyggende, fredsbevarende, humanitære og andre lignende operationer.

Dit arbejdssted er Lautruphøj 8 i Ballerup.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen eller løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Birgit Jepsen på tlf. 3266 5811.

Ansøgningsfristen er den 12. august 2024, og ansættelsessamtaler afholdes forventeligt i uge 34. Ansættelsestidspunktet er den 1. oktober 2024 eller efter aftale.

Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte din ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSMINISTERIETS PERSONALESTYRELSE
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere end 40 uddannelser og 20.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.
Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.
Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

12.08.2024

Indrykningsdato

25.07.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent