Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

Kemisk specialist til Forsvarets Laboratorium


Kemisk specialist til Forsvarets Laboratorium

Har du en kemisk baggrund med ekspertise inden for olier, smøremidler og brændstoffer? Motiveres du af en varieret opgaveportefølje, hvor du skriver specifikationer for de produkter og det udstyr, vi anskaffer, fungerer som specialist på området og samtidig samarbejder med dygtige kollegaer over hele landet?

Hvis denne usædvanlige kombination af opgaver lyder som noget for dig, så tøv ikke med at søge stillingen som kemisk specialist ved Forsvarets Laboratorium.
Om os

Forsvarets Laboratorium, beliggende på den tidligere Flyvestation i Værløse, består af 19 engagerede medarbejdere med forskelligt erfaringsniveau, hovedsageligt med en kemisk baggrund. Vores specialer inkluderer eksplosivstoffer, metallurgi, personlige værnemidler, galvano- og renseprocesser, polymerbaserede produkter og POL-området (petroleum, oil, lubricants), som denne stilling vedrører.

Som en del af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er vi med til at sikre, at Forsvaret anskaffer det bedste materiel til den bedste pris, ved en transparent og fair proces. En del af anskaffelserne foregår som EU-udbud og kan f.eks. omfatte særligt analyseudstyr eller indgåelse af rammeaftaler på kemiske produkter.

”Vi vægter trivsel og samarbejde højt og har en uformel omgangstone med respekt for den enkelte. Der er plads til at udvikle sig, både fagligt og personligt, hvilket jeg hjælper med og ser som min fornemmeste opgave som chef for sektionen,” fortæller din kommende chef, Henriette Agersnap.
Om stillingen

Som vores kommende kemiske specialist indtager du en bred rolle. Du er fagligt ansvarlig for Forsvarets olier og smøremidler i bredest mulige forstand og er samtidig teknisk specialist ved anskaffelser på POL-området.

En opgave kunne være at finde den bedste våbenolie til et specifikt våbensystem, forklare mulige årsager til uventede driftsanalyseresultater, rådgive om håndtering af brændstof fra import til slutanvendelse i en Seahawk helikopter og beskrive, hvordan analyseudstyr betjenes.

Din dagligdag er i øvrigt præget af opgaver, hvor du er ansvarlig for:

• Rådgivning om anvendelse af POL-produkter, relevant analyseudstyr samt ansvarlig bortskaffelse, herunder godkendelse af certifikater for leverede produkter og udarbejdelse af smøreskemaer.

• Teknisk ekspertise i forhold til udvælgelse, anskaffelser og implementering for fagområdets særlige materialer, kemisk analyse- eller procesudstyr. Dette indbefatter markedsundersøgelser, udarbejdelse af kravspecifikationer og evaluering af tilbud samt implementering af kontrakterne - i tæt samarbejde med udbudskonsulenter fra FMI.

• Kvalitetsansvarlig for brændstof, hvor der samarbejdes tæt med sektionen, der anskaffer brændstoffer og de funktioner i Forsvaret, der fordeler og udleverer det til brugerne.

• Udvælgelse og evaluering af analyser på f.eks. motorolie, hydraulikolie og gear-olier fra mange forskellige motortyper, i samarbejde med vores erfarne laboranter og POL-kemikeren i analyselaboratoriet. Herunder anvendelse af LIMS (Laboratory Information Management System) til fastlæggelse af analyseprogrammer og produktspecifikationer iht. MIL, NATO eller andre relevante standarder.

Du samarbejder tæt med syv kolleger i en lignende rolle, men med et andet kemisk fagligt område, hvilket giver dig mulighed for kontinuerlig sparring. Kunderne er både værksteder og enheder i hele Forsvaret og materialerne, de anvender, spænder vidt.

Derudover indgår du i nationalt og internationalt samarbejde inden for fagområdet, især i NATO og Nordefco-regi. Det involverer rejser af 1-2 dages varighed, op til 20 dage om året. Især i starten af din ansættelse, er der behov for, at du besøger de forskellige værksteder/procesanlæg for at få kendskab til området og etablere samarbejdet med relevante personer.
Om dig

Du har en akademisk uddannelse inden for kemi, f.eks. kemiingeniør, cand.scient. i kemi eller lignende.
Herudover har du:

• En bred viden inden for olieprodukter (mineralske eller af anden oprindelse).

• Viden om/interesse i at udbygge dine færdigheder inden for offentlige anskaffelsesprocesser og den forbundne lovgivning, da det er en væsentlig del af arbejdet.

• Muligvis erfaring med teknisk dataanalyse inden for fagområdet.

• Gode formuleringsevner på både dansk og engelsk mundtligt såvel som skriftligt.

Vi er klar til at tilpasse rollen efter dit erfaringsniveau, og tilbyder den nødvendige interne oplæring i eksisterende metoder og processer, både inden for det materialetekniske område og anskaffelser, så du bliver i stand til at varetage rollen selvstændigt.

Med din initiativrige og opsøgende tilgang til arbejdet, får du rig mulighed for at udbygge din viden på området, da kunderne og behovene er mange. Du tager del i at udvikle specialet, bl.a. som følge af Forsvarets gældende politik om klimavenlig drift og et øget fokus på at reducere Forsvarets CO2-aftryk. Dit kendskab til fagområdets fremtidsperspektiver giver mange muligheder for at påvirke hvilken retning Forsvaret skal gå, både inden for analyser og materialevalg.
Ansættelsesvilkår

Vi tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke inkl. en attraktiv pensionsordning og løbende kompetenceudvikling.

Du ansættes og aflønnes efter gældende overenskomst, og der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg med afsæt i erfaring og kompetencer.

Som ansat i Forsvarsministeriets organisation er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde godkendelsen under hele ansættelsesforholdet.


SÅDAN SØGER DU
Søg stillingen ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbeviser via knappen ”Søg jobbet/ansøg”.

Ansøgningsfristen er søndag d. 25. august 2024, og vi forventer, at samtaler afholdes efter uge 33.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Forsvarets Laboratorium, Henriette Agersnap, på mailadressen FMI-LU-CHVF@fiin.dk eller på telefon 4174 0614.

Vil du derimod vide mere om løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent, Helene Holst Vestergaard, på telefon 7281 9170. I uge 28, 29 og 30 bedes du dog kontakte HR-konsulent, Lars Ole Køppen, på telefon 7281 9684.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.

Vi ser frem til at få dig med ombord!


OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

25.08.2024

Indrykningsdato

11.07.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent